TEMA: Sponsorerne: Derfor gør vi det
TEMA: Sponsorerne: Derfor gør vi det
Matas:
Børn skal ud i naturen
Matas Miljøfond giver økonomisk støtte til at plante buske og træer og til flytbare pavilloner på legepladser. Fonden administreres af Matas i samråd med naturvejledere og Danmarks Naturfredningsforening. Fondens midler stammer fra salg af indkøbsposer i stof i Matas-forretningerne.
Informations- og miljøchef Henrik Engberg Johannsen, hvorfor giver I sponsorater til daginstitutioner?
»Vi kalder det ikke sponsorater, men vi vil gerne bidrage til, at børn får en oplevelse af at være så meget som muligt ude i naturen. Vi vil gerne give et incitament til at købe et slidstærkt indkøbsnet i stedet for en engangsbærepose, og hvor man samtidig støtter, at der bliver plantet buske og træer på legepladser.«
Hvad får I ud af at støtte daginstitutioner?
»Vi har alle familier som kunde i Matas, og mange af vores kunder har børn. Vi vælger at igangsætte CSR-aktiviteter på områder, hvor vi med vores koncept kan bidrage til at gøre en reel forskel, og med Matas Miljøfond har vi fået vores målgruppe af familier med børn i daginstitution i tale i en sådan grad, at vi hidtil har givet over 2.000 institutioner en bevilling.«
Hvad beder I om til gengæld for sponsoratet?
»Vi stiller ingen betingelser, men vi opfordrer institutionen til at informere om fonden i lokalsamfundet, så børneinstitutioner i nabolaget bliver opmærksom på vores indkøbsnet og mulighed for at søge fonden. Vi opfordrer også den lokale Matas til at kontakte pressen og fortælle om støtten. Men hvis institutionen siger, at den ikke ønsker kontakt med pressen, accepterer vi naturligvis det.«
Malermesteren:
Jeg vil dele mit overskud
Bag virksomheden Den lille maler i Esbjerg står malermester Allan Schjern. Når man bestiller malerarbejde hos ham, har man muligheden for at bestemme, at 5 procent af fakturabeløbet skal gå til eksempelvis daginstitutioner.
Malermester Allan Schjern, hvorfor giver du daginstitutioner mulighed for at få sponsorater?
»Børn har en særlig plads i mit hjerte, og det er trist for mig at se, hvordan der bliver skåret ned i daginstitutioner i tide og utide. Jeg kunne godt tænke mig mere fokus på børneområdet og flere pædagoger pr. barn i institutionerne, men samtidig vil jeg ikke betale for meget i skat. Så hvis nogen vil støtte mig, støtter jeg også de lokale institutioner.«
Hvad får du ud af at støtte daginstitutioner?
»Jeg får glæden ved at hjælpe andre. Jeg håber jo, at de, der modtager støtte, bliver glade og tilfredse. Og samtidig får jeg arbejde ud af ordningen.«
Hvad beder du om til gengæld for sponsoratet?
»Ingenting. Jeg håber, at jeg får lov til at give et tilbud, næste gang de skal have lavet malerarbejde, men det er ikke et must for mig.«
Organisationen:
Vi støtter børns udeliv
Friluftsrådet uddeler hvert år omkring 60 millioner kroner som såkaldte ’udlodningsmidler til friluftsliv’. Formålet er at støtte projekter, der giver børn og voksne større naturforståelse og bedre mulighed for friluftsliv. Tilskud gives generelt som delvis finansiering, hvor resten af finansieringen kan komme fra andre sponsorer eller egne midler. Man søger via rådets hjemmeside, hvor støttekriterierne også står.
Teamleder, Rikke Damm, Friluftsrådets Tilskudsadministration, hvorfor giver I sponsorater til daginstitutioner?
»0-6-årige tilbringer en stor del af deres vågne timer i institutioner. Vi vil gerne støtte institutionerne i at gøre friluftsliv og natur til en del af børnenes hverdag. Fx med tilskud til grej, udstyr og faciliteter eller samarbejder med lokale foreninger.«
Hvad får I ud af at støtte daginstitutioner?
»Vi arbejder for friluftsliv for alle. Friluftsliv har masser af gavnlige effekter på børns sundhed, trivsel og naturforståelse, og barnets glæde ved naturen varer ofte hele livet.«
Hvad beder I om til gengæld for sponsoratet?
»Vi beder om dokumentation for afholdte udgifter. Nogle gange beder vi også om fotos, og at der opsættes et sponsorskilt. De særligt gode idéer vil vi gerne have lov til at omtale til inspiration for andre.«
Banken:
Donationer styrker vores relationer lokalt
Sydbank støtter kulturelt og folkeligt arbejde, heriblandt i lokale daginstitutioner. Hvert år gives der 400-500 donationer til forskellige formål af almen eller velgørende art, som fx initiativer i dagtilbud, støtte til sportsklubber eller rejselegater.
Sponsorchef Mads Strib Sørensen, hvorfor giver I sponsorater til daginstitutioner?
»Vi foretrækker at skelne mellem sponsorater og donationer, hvor støtte til et projekt i en daginstitution typisk vil blive opfattet og behandlet som en donation. Men overordnet set handler det om, at vi er til stede lokalt og gør en forskel. Vi tror, det er bedst, både for vores kunder og os selv, med tætte og langvarige relationer, og dem kan vi være med til at styrke ved at give noget igen til lokalsamfundet – heriblandt til daginstitutioner.«
Hvad får I ud af at støtte daginstitutioner?
»Vi får i mange tilfælde positiv omtale, og den smitter af på den måde, folk opfatter os. Når lokalbefolkningen fortæller mund til mund, at Sydbank gør noget godt for os, er det med til at skabe et godt forhold til vores kunder i det område.«
Hvad beder I om til gengæld for støtten?
Det er ikke sådan, at vi har en lang liste over punkter, man skal leve op til for at få en donation. Hvis det er muligt at få omtale i aviser eller på de sociale medier, beder vi om det. Nogle gange vil vi gerne præsentere donationen på vores aktionærmøder. Hvis der kan komme en god historie ud af vores donation, er det en fin situation for os, men det er ikke et krav for at få støtte.«