TEMA: SKILSMISSERAMT. Skilsmissegruppen hjalp. Det sorte hul i maven er blevet mindre

Hvad gør man, når man bliver vred på sine forældre, selvom man elsker dem? Og hvordan kommer man godt gennem jul, fødselsdage og ferier som skilsmissebarn? Det er et par af de temaer, fem børn i 5. og 6. klasse på Birkhovedskolen i Nyborg taler med hinanden og pædagog Rikke Smedegaard Hansen om i en samtalegruppe for skilsmissebørn. De mødes hver tirsdag eftermiddag. 

Her taler de også om, hvordan de har det hos deres mor og far, og hvordan det er at pendle mellem to forældre, fortæller 11-årige Christopher, som er med i gruppen. 

»Det er godt, at man har nogen, man kan dele sine tanker med. Jeg tror ikke, at dem, der ikke er skilsmissebørn, vil kunne forstå det så godt som andre skilsmisse­børn, fordi de ikke har prøvet det og ikke ved, hvordan det er,« siger han.  

Hvert eneste år oplever tusindvis af børn, at deres forældre går hver sin vej. Og det gør ondt. Mange skilsmissebørn går alene med deres følelser og tanker om skilsmissen.

Det viser erfaringer fra Børns Vilkår, der opfordrer pædagoger og lærere til at være mere opsøgende over for børnene og tale med dem om skilsmissen.  

»Vi vil rigtig gerne have, at fagfolk tør snakke med de børn, hvis forældrene er skilt.

Børnene føler mange gange, at de kommer til at gå meget alene med deres tanker og med det, de er kede af og nervøse for,« siger seniorkonsulent i Børns Vilkår, Bente Boserup.

Det samme oplever psykolog Jes Dige i sine samtaler med skilsmissebørn. Ud over ensomheden i de svære følelser, efterlader det børnene med skyldfølelse, hvis de ikke får delt tankerne med andre.   

»I mangel på mening er børn enormt hurtige til at påtage sig skyld: ’Jeg kunne bare have ladet være med at være umulig’.

’Hvis nu jeg havde været bedre til at passe på mine ting’. Det er sådanne tanker, der kan rumstere i barnets hoved,« forklarer Jes Dige.

Her kan samtalegrupperne være et forum, der kan tydeliggøre, at barnet ikke bærer skyld, og at andre børn i samme situation har samme tanker.



Rum for det usagte. Pædagog Rikke Smedegaard Hansen fra Birkhovedskolen er ikke bange for at tale med skilsmissebørn om deres følelser. Slet ikke. Hun har taget initiativ til at etablere den samtalegruppe for skilsmissebørn, som Christopher er med i. Det er anden gang, at hun sætter en gruppe af skilsmissebørn sammen for at tale om alt det, der er så svært.  

»Jeg oplever, at det er et rum, hvor de kan få sagt det, de ikke tror, de må sige. Nogle gange drøfter vi, om der er noget, de kan gå hjem og snakke med mor og far om. Det gør vi både for, at de ikke skal føle sig alene med deres følelser, men også med forhåbning om, at der kan komme en bedre dialog derhjemme,« forklarer hun.

Christopher har været skilsmissebarn, siden han var fire år. Han får det bedre, hver gang han har fået snakket med de andre i gruppen om nogle af de svære ting ved at være delebarn. 

»Jeg føler, at jeg har mere plads i min mave, som kan blive fyldt ud i stedet for, at det bare er et sort hul. Hver gang vi har mødtes i gruppen, føler jeg, at hullet bliver mindre. Jeg er blevet mere glad og mindre ked af det,« fortæller Christopher, som også har fået taget hul på emner, som han ikke selv havde bragt på banen. 

»Det kan være tanker, som jeg har følt mig alene med, og som har gjort mig ked af det, hver gang, jeg har tænkt dem. For eksempel om min mor og far kan være sammen til fødselsdage og sådan noget. Jeg ville ikke selv have spurgt om det, men det gjorde Rikke, og det blev jeg glad for.«  



Kun én regel. Der er kun én regel i gruppen: Børnene må ikke fortælle andre børn uden for gruppen om de ting, der bliver sagt.

Det betyder, at Christopher har turdet fortælle om tanker og følelser, han ellers aldrig har delt med nogen før. 

»Det har for eksempel været sådan noget som, om ens mor og far har kunnet holde én ud. Det har jeg ikke snakket med nogen om før. Selvom jeg har følt, at jeg kunne stole på mine venner, så har jeg stadig ikke turdet fortælle dem det af frygt for, at de ville fortælle det til andre,« siger Christopher.  

Rikke Smedegaard Hansen oplever, at børnene kan genkende meget hos hinanden, og at det er rigtigt rart for dem at vide, at de ikke er alene med deres følelser. Hun er blevet overrasket over børnenes åbenhed.

»De er faktisk rigtigt gode til at være åbne. Det er egentlig utroligt, hvad de deler med hinanden,« siger hun.