TEMA: SKILSMISSERAMT. Klemt mellem vrede forældre Pædagoger bliver mellemmænd

Pædagoger risikerer at blive fanget i rollen som mellemmænd i konflikter mellem stridende forældre, der ligger i skilsmisse. Det oplevede Trine Boel Nielsen, pædagogisk leder i Børnehuset Hyrdebakken, da et forældrepar bragte deres konflikt med ind i den børnehave, hvor hun tidligere arbejdede. 

»En far kommer ind på stuen og siger, at hvis mor kommer og henter deres søn i løbet af formiddagen, ’Så skal I ringe til mig, for så skal jeg den ondelynemig komme og tage affære’,« fortæller Trine Boel Nielsen.

Hun skulle tænke hurtigt for ikke at optrappe konflikten. Samtidig ønskede hun ikke at tage parti i forældrenes krig. Hvordan hun løste det dilemma, vender vi tilbage til.  



Svært samarbejde. Trine Boel Nielsen er langt fra den eneste pædagog, der oplever, at forældresamarbejdet omkring skilsmisser skaber udfordringer. Flere pædagoger, Børn&Unge har talt med, peger på, at dilemmaer i forældresamarbejdet er sværest at håndtere, når en familie bryder op. Deres oplevelser underbygges af en undersøgelse fra Børns Vilkår, som viser, at 74 procent af lærerne og pædagogerne efterlyser metoder til at håndtere forældresamarbejdet i forbindelse med skilsmisser. 

»Det sværeste er klart, hvis forældrene er på kant med hinanden, så det bliver sådan et totalt krampagtigt forhold, hvor kommunikationen mellem dem og om hinanden kun er negativ. Man kan høre på børnene, at den måde, mor bliver omtalt på hjemme hos far, ikke er helt god og omvendt,« fortæller Sanne Stenholt, teamleder og pædagog i Svaneparkens Børnehus i Ikast. 

»Vi kan opleve, at forældrene ønsker, at vi tager parti for den ene eller for den anden, men det kan vi jo ikke. Vi kan have meninger om, hvordan tingene burde fungere, men vores fokus er udelukkende barnets trivsel,« uddyber Sanne Stenholt, der mener, at pædagoger konsekvent skal fortælle forældrene, at de er neutrale.  



Hårdt for børnene. I undersøgelsen fra Børns Vilkår svarer 64 procent af de adspurgte pædagoger og lærere, at de i deres arbejde oplever børn, der mistrives på grund af forældrenes skilsmisse. 

»Vi står med børnene i mange timer i hverdagen, så det er os, der oftest oplever reaktionerne på, hvad der foregår derhjemme,« siger Sanne Stenholt. 

Snakken om skilsmissen er mange gange tabubelagt, for det er svært at tale med forældrene om, at deres valg og handlinger har negative konsekvenser for deres børn. 

»Det er rigtigt svært at skulle gå ind og pille i, specielt hvis man kan se, at forældrene virkelig har det hårdt, og at alting er kørt op i en spids. Selvfølgelig er det svært at fortælle, at det påvirker deres barn enormt, at de ikke kan finde ud af at kommunikere. Men hvis ikke vi tør sige det, står vi i løbet af meget kort tid med et barn, der kan få det rigtigt svært,« siger Sanne Stenholt og understreger, at det er hendes ansvar som pædagog at tage den svære snak med forældrene. 

»Hvis ikke jeg tør sige det, så svigter jeg min opgave.« 

91 procent af de adspurgte i Børns Vilkårs undersøgelse mener da også, at man som fagperson har ansvar for at handle, når et barn mistrives på grund af skilsmisse. Men mange er i tvivl om, hvordan de kan støtte barnet.

Kun 25 procent af de adspurgte erklærer sig enige i udsagnet ’Jeg ved, hvordan jeg kan støtte børn i skilsmisse.’ 



Hold med barnet. Bente Boserup, seniorkonsulent i Børns Vilkår oplever, at pædagogerne rigtigt gerne vil handle, men at de er bange for at gøre noget forkert.  

»Pædagogerne er bange for, at de ryger ind i en konflikt, som de bliver en del af. De er også bange for at tage parti. Jeg plejer at sige:

I skal holde med barnet, så barnet kan få et helle i daginstitutionen,« siger hun. 

Det betyder blandt andet, at daginstitutionen er et helle, hvor barnet er frit for mors og fars konflikt. 

»Her behøver barnet ikke at være bange for, at nogle voksne bliver kede af det. Her er voksne, som de bare kan sige det til, og som kan bringe det videre til forældrene og sige: ’Ved I hvad? Vi er klar over, at det er svært

for jer lige nu, men I er nødt til at melde

klart ud, hvad der skal ske, for barnet er simpelthen så utrygt og ked af det,« siger Bente Boserup. 



Næsten tolk. Trine Boel Nielsen har siddet til mange samtaler med forældre, der har svært ved at samarbejde om barnet. Den største udfordring er at vurdere, hvor langt hendes opgave som pædagog rækker. 

»Nogle gange kommer man til at skulle hjælpe forældrene med at forstå hinanden, så man kommer til at fungere som en slags tolk. Nogle vil mene, at det slet er ikke vores opgave, men det afhænger af min relation til forældrene, og hvor stor tillid de har til mig,« siger Trine Boel Nielsen, der mener, at hun kan hjælpe forældrene for eksempel med idéer til, hvordan de kan kommunikere med hinanden om barnet, hvis det er svært.  

»Mit fokus vil altid ligge på barnet. Når jeg kan mærke, at det bevæger sig over i, at jeg udelukkende sidder og coacher forældrene, så vil jeg gerne gøre det et stykke tid, hvis det hjælper dem til at samarbejde. Men det er hele tiden en balancegang, hvor jeg vurderer, om det er hensigtsmæssigt, eller om jeg skal sige: ’Ved I hvad, I skal simpelthen finde en terapeut eller familierådgiver, der kan hjælpe jer med det her’.« 



Kom vred far i møde. En balancegang var det også den morgen, hvor Trine Boel Nielsen blev konfronteret med den meget vrede far, som ville ringes op, hvis barnets mor kom for at hente barnet. Hun valgte at komme faren i møde. Hun gjorde det klart for ham, at hun godt kunne se, at det måtte være svært for dem begge og lovede, at hun ville ringe, hvis moderen kom for at hente. Men hun understregede også, at moderen havde lov til at komme og hente, da forældrene havde fælles forældremyndighed, og sagde så:

»Jeg kan ikke stille mig op og være bussemand og sige, at mor ikke må tage ham med, selvom I er uenige. Du skal også vide, at jeg fortæller din ekskone, at jeg ringer til dig, fordi du har bedt mig om at gøre det. De her ting er I simpelthen nødt til at få snakket med hinanden om, for det er ikke mig, der skal være jeres mellemmand.«

»Så faldt han ned og trak vejret og sagde: ’Du har ret, det kan jeg sgu’ godt se.’«