TEMA. Professorens spådom: Kommuner vil satse på flere frivillige i dagtilbud

I mange daginstitutioner er der tilknyttet frivillige, der kommer et par timer om ugen og deltager i aktiviteterne. Pædagogerne og lederne fastholder, at de ikke må indgå i det

pædagogiske arbejde. Men hvor går grænserne, og hvad kan man i fremtiden forvente sig af udviklingen med frivillighed i dagtilbuddene? Thomas P. Boje, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, har i en del år forsket i medborgerskab og frivillighed. Han mener, at det kan være godt med ’almindelige mennesker’ i daginstitutionerne, men han er bekymret for udviklingen.



»I de seneste tre-fem år har vi set øget frivillighed i velfærdssamfundets kerneydelser

såsom sundhed, plejesektoren og de seneste par år også i dagtilbud. Den udvikling

vil fortsætte og bliver forstærket. Vi ser allerede i dag eksempler på kommuner, der systematisk satser på frivillige for at kompensere for konsekvenserne af nedskæringer. Og vi ser kommuner, der i deres langtidsplanlægning kalkulerer med frivillighed for at kunne opretholde det nuværende niveau i kerneydelserne,« siger professoren.



Normeringerne er de seneste år blevet forringet, og der spares fortsat på daginstitutionsområdet. Samtidig vil det stigende børnetal kræve mere pædagogisk arbejdskraft i fremtiden. Thomas P. Boje frygter på den baggrund, at en fremtidig satsning på frivillighed kan betyde, at man flere steder vil nærme sig grænsen for det fagligt forsvarlige.



»Der skal være tilstrækkelig med professionel arbejdskraft til, at man kan spotte og

tage sig af det barn, der for eksempel er i krise. Er der ikke det, bliver det jo netop

uforsvarligt. Det skal være sådan, at pædagogen kan være nærværende for dette barn. Det kan og må ikke overlades til den frivillige, « siger Thomas P. Boje.



PASNING ELLER PÆDAGOGIK?

Han frygter også, at grænsen mellem pasning og pædagogisk indsigt kan blive svær at fastholde med øget frivillighed:



»I institutionerne er det vigtigt at være opmærksom på de lidt ’skæve’ børn, og det kan man ikke forvente, at den frivillige er. Lektiehjælp i skolen handler jo også om fokus på børnenes velbefindende og trivsel, og når der i børnehaven læses højt for en gruppe

børn, handler det jo også om at være i stand til at gøre pædagogiske iagttagelser: Er der et barn, der ikke er aktiv og nærværende, et barn, der ikke kan koncentrere sig, eller som giver udtryk for noget, der kræver særlig opmærksomhed? Med de dårlige normeringer er der jo allerede i dag pædagoger, der ikke føler, at de kan udføre det pædagogiske arbejde, sådan som de gerne vil. Jeg kan godt frygte, at det med øget frivillighed yderligere kommer til at handle mere om pasning end om pædagogik.

Her er det vigtigt, at de faglige organisationer i tide sætter hælene i,« siger Thomas P. Boje.



I sin forskning kan han konstatere, at det overordnet set er blevet sværere at rekruttere

frivillige blandt dem med flest ressourcer og dermed dem, man må forvente vil fungere

bedst som frivillige. Dertil kommer, at man i dag er frivillig i kortere tid, og at man vil

’kunne komme og gå’, som man vil.



»Som frivillig kan du jo når som helst sige, at nu vil jeg ikke mere, og så bare stoppe.

Men det har nogle alvorlige konsekvenser for børnene og deres behov for kontinuitet,«

siger professoren.



Han er enig i, at frivillige kan være en god idé i daginstitutioner, hvis gode normeringer

sikrer, at det faglige niveau kan holdes. Men når kommuner kompenserer for nedskæringer og dårlige normeringer på en måde, så det fagligt niveau undermineres,

er der efter hans mening grund til at råbe vagt i gevær.