TEMA. Pædagoger forebygger konflikter. Vi skaber vores eget trivselsforløb

Trivslen skal sikres, før skaden er sket. Derfor har Gentofte Skole sat pædagoger til at udvikle et trivselsforløb for indskolingen. De første erfaringer siger, at indsatsen virker.

Tolerance og fællesskab kommer ikke af sig selv. På Gentofte Skole i Gentofte lige nord for København har pædagogerne i indskolingen besluttet at gøre en ekstra indsats for at sikre børnenes trivsel.

Pædagogerne Louise Bidstrup, Nadia Torp og Kim Berglund fra skolens GFO’en (Gentofte Fritidsordning) på er i gang med at designe et trivselsforløb for indskolingen, for skolen vil gerne fremme arbejdet med børnenes trivsel. De har hver fået bevilget 60 timer til at udarbejde materiale og formidle det til kollegaerne i indskolingen.

Der er god grund til at arbejde med børnenes trivsel, mener Kim Berglund.



»Trivsel er lige så vigtigt som dansk og matematik – og det kan flere og flere faglærere heldigvis se fornuften i,« siger han.



Trivselsforløbet skal arbejde med børnene, før skaden er sket, påpeger Kim Berglund.



»For vi har også konflikter. Selvfølgelig og heldigvis, for det er mennesker, vi har med at gøre. Men det er vigtigt, at vi ikke bare reagerer, men at vi også kan være på forkant og forsøge at indarbejde nogle ting, som giver tolerance og fællesskab, en følelse af at være en del af en gruppe, hvor man godt må lave fejl, uden at hammeren falder,« siger Kim Berglund og tilføjer:



»Vi kan mærke stor forskel på de klasser, hvor vi har været, og de andre.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.