TEMA: Pædagog på aktivitetscenter. Lene er i øjenhøjde med de ældre

Der er en behagelig, rolig stemning på Plejecenter Hørgårdens aktivitets­center denne tirsdag formiddag. Ved et bord sidder en håndfuld ældre herrer. Nogle har parkeret rollatorerne bag stolene. Andre går fint uden hjælpemidler. En enkelt mand sidder i kørestol. Der veksles kun spredte ord. Herrerne er tilsyneladende tilfredse med at læse i aviserne og bladene, der er spredt ud over bordet, og nyde en kop kaffe i hinandens fåmælte selskab.

Ved det tilstødende damebord er der anderledes gang i samtalen. En smilende ældre dame har taget chokoladekiks med til formiddagskaffen, og de bliver budt rundt til de øvrige ved bordet, mens damerne grinende bliver enige om, at en ekstra kalorie ikke vil skade dem.

Det er her, pædagog Lene Vangsgaard har sin arbejdsdag blandt de omkring 40 ældre, som benytter aktivitetscenteret dagligt, og som hun har ansvaret for at tilbyde aktiviteter og socialt samvær. Her har hun arbejdet, siden hun blev uddannet pædagog i 2003.

»Jeg har aldrig arbejdet meget med børn. Jeg har arbejdet i hjemmepleje og døgnpleje, inden jeg forholdsvis sent uddannede mig til pædagog. Jeg havde nogle vikartimer i en vuggestue, men begyndte at interessere mig for at bruge pædagogikken til at arbejde med ældre.

Helhedstilgangen i pædagogik tiltaler mig meget. I pædagogik handler det om at se mennesket bag en demenssygdom eller et handicap, og det giver god mening i mit arbejde,« siger Lene Vangsgaard.

»Det er også det, jeg er god til, hvis man må sige sådan om sig selv – at møde andre mennesker i øjenhøjde og turde investere sig selv i sin relation til dem,« tilføjer den nu 56-årige pædagog.



Sang og alliancegrød. Endnu er der ikke mødt så mange ældre op i aktivitetscenteret, men nu ankommer en håndfuld brugere fra deres hjem. De forsyner sig med kaffe i det tilstødende køkken og finder plads ved bordene, så det faste morgenmøde kan begynde.

Det er Lene Vangsgaards kollega, Bodil Askou Larsen, også pædagog, der står for dagens møde.

»Som vi plejer, skal vi synge to sange i dag,« siger Bodil Askou Larsen i mikrofonen, mens ‘Danmark nu blunder den lyse nat’ bliver delt ud ved bordene.

Enkelte stemmer i med høj røst, andre nynner prøvende med eller kigger stille ned på teksten.

Herefter fortsætter morgenmødet.

Der bliver talt om Tivolis fødselsdag, om vilkår for danske landmænd, om sunde, røde bær og om frokostmenuen, som i dag består af nakkesteg med skysovs, agurkesalat, kartofler og alliancegrød til dessert.

Efter endnu en sang er morgenmødet forbi, og Lene Vangsgaard og de øvrige ansatte sidder ved bordene og taler med de ældre.

»Jeg spørger ind til, hvordan de har det, og vi taler om, hvad der står i avisen eller er i tv. Og så fortæller jeg om mig selv. Om min familie og mine interesser. De ved, at jeg sejler, og at min mand og jeg elsker at køre på motorcykel. Jeg er en del af de ældres netværk, og de omgås ikke så mange mennesker længere, så det er vigtigt, at jeg investerer mig selv,« forklarer Lene Vangsgaard.



Ingen teorier. De ældre brugere af aktivitetscenteret er fortrinsvis selvhjulpne, men enkelte har brug for hjælp til personlig pleje eller et bad.

»Og det har jeg det fint med. Det er arbejdsopgaver som alle andre, og i forhold til hjemmeplejen har jeg den fordel, at der er god tid til plejen her. Det betyder, at jeg kan være i øjenhøjde med de ældre og sørge for, at det bliver en positiv oplevelse for dem,« siger Lene Vangsgaard.

De fleste følger godt med i øvelserne. 93-årige Tonny Larsen er en af dem, der klarer det meste. Lene Vangsgaard rejser og sætter sig på stolen i takt til musikken, løfter og sænker plasticflasker med sand, hæver benene, strækker armene og kaster bolde til de andre.

En ældre herre over for hende er gået i stå i en øvelse.

»Lidt hurtigere, Knud,« siger Lene Vangsgaard til en ældre herre, mens hun hjælper ham til at gennemføre øvelserne.

Der er smil og masser af grin i rundkredsen. Det er netop de gode relationer og en opmærksomhed på de ældres tilstand, som Lene Vangsgaard fokuserer på i sit arbejde.

»Der mangler jo teorier for det pædagogiske arbejde med ældre. Men jeg har hele tiden min pædagogfaglighed med mig som en rygsæk, som jeg kan hente erfaringer og viden fra, når jeg har behov for det,« siger pædagogen.