TEMA: Pædagog med hele vejen til målet. Caspers og Michaels seje kamp

Den ene dag hjælper Morten Abildgaard med at finde en ny bolig til en enlig far, der er blevet sat på gaden. Den næste har han rusmiddelbehandling med et alkoholiseret ægtepar og deres søn. Der er også dage, hvor den 49-årige pædagog følger en stofmisbruger til lægen for at få ham udredt for en diagnose.

Morten Abildgaard er misbrugsbehandler i Behandlerhuset Vest i den lille nordjyske by Aars.

Han er en af fem pædagoger i en tværfaglig personalegruppe, som også består af socialrådgivere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ufaglærte og en læge. De cirka 20 borgere, som Morten Abildgaard har i behandling, er fra 18 til 55 år.

I dag skal han have samtaler med to unge mænd, men Casper, som skulle være mødt til samtale klokken 10, dukker ikke op. Morten Abildgaard ringer til Casper:

»Havde vi ikke en aftale klokken 10?«

»I dag? Skulle det ikke være, når det der blad kom?« lyder det i den anden ende af røret.

»Journalisten er her også i dag. Hvor er du?«

»Hjemme.«

»Så kommer vi bare ned og ser til dig.«

»Ej, der er sgu’ rodet.«

»Fuck det. Vi skal nok tage det stille og roligt.«

»Hvornår kommer I?«

»Om 10 minutter.«

20-årige Casper bor få minutters gang fra behandlerhuset i en etværelses lejlighed i overetagen af et lille byhus tæt på handelsstrøget i Aars. Han har røget hash, siden han var 14 år, men i weekenderne, når kammeraterne sidder samlet i hans enorme hjørnesofa-arrangement, kommer der nogle gange hårdere stoffer på bordet.

Den forgangne weekend var der høj musik ud af åbne vinduer, der blev spillet playstation på flere skærme, og de unge var høje på hash eller ketamin, en hestebedøvelse, der i op til en time kan give et trip med vilde hallucinationer.

Nogle drikker en hætte af stoffet i flydende form. Andre fremstiller såkaldte ketaminbomber, hvor de knuser ketaminpiller og pakker det knuste stof ind i cigaretpapir eller køkkenrulle for så at sluge de små kugler.

»På sådan et ketamintrip kan de unge sidde hjemme i deres sofaer i Aars og se for sig, at de er til fest i Aalborg. Måske var man der for en måned siden, hvor man var den stille fyr i et hjørne. Men høj på ketamin er man pludselig blevet festens midtpunkt, og ­damerne ­sværmer omkring en og smider tøjet. Når man kommer ud af rusen, føles kroppen ufattelig tung. Så kan man tage en hætte mere, og i den næste rus er man til en fest i Viborg,« fortæller Morten Abildgaard.

Da vi banker på hos Casper, har han både ryddet op og gjort klar til en omgang pulverkaffe. Han når selv at drikke to kopper sort, mens han og Morten taler om, hvordan det skrider fremad i behandlingen.

»Så i sommers røg du tre gram hash om dagen, men nu er du nede på et gram. Det er fandeme flot,« siger Morten.

»Jeg er sgu’ også glad for det,« siger Casper, der oplever, at misbrugsbehandlingen hjælper ham. Det er også hans nye hundehvalp, Molly, der har fået ham til at trappe ned.

»Man kan jo ikke byde en hund at lugte til det hash. Hun bliver helt skør,« siger han.

»Hva’ så, ryger du heller ikke længere, når du sidder og spiller herhjemme?« spørger Morten.

»Nej, kun smøger. Og hvis jeg planlægger at ryge i en weekend med nogle venner, får jeg Molly passet,« fortæller Casper.

Da han startede i behandling, kom der folk fra torsdag til søndag for at tage stoffer hos ham. Nu sker det kun en gang imellem i weekenden.

»Sådan Casper! Nu er det dig, der sætter dagsordenen her hos dig,« siger Morten.

Caspers stofafhængighed var tidligere stor. Efter en bilulykke for nylig blev han indlagt med en nakkeskade. Han skulle være indlagt i 14 dage, men efter få timer forlod han hospitalssengen, fordi han ikke kunne ryge hash på hospitalet. I dag kan Casper ikke bare glæde sig over at have nedsat sit stofmisbrug. Han skal også have halskraven af, som han har gået med siden ulykken.

»Når jeg skal ud med Molly, bliver det fedt at kunne lyne jakken helt op om halsen igen.«

Morten og Casper taler om fremtiden. Casper har været på sygedagpenge nogle måneder, men skal nu på dagpenge. Selvom lønnen er lavere end dagpengene, vil han søge job på byens kyllingefabrik Danpo, hvor han tidligere har arbejdet.

»Jeg har også tænkt på uddannelse, men jeg kan sgu’ ikke sidde så meget stille. Jeg skal bare have et arbejde. Jeg er 100 procent frisk på Danpo. Jeg sender sgu’ en ansøgning. Selvom det lugter ad helvede til deroppe,« siger Casper.

’Only God can judge me’, står der på tatoveringen på hans underarm.



Ser hele mennesker. Morten Abildgaard dømmer ikke de mennesker, han har i ­behandling. De kommer frivilligt, og ifølge loven skal de tilbydes hjælp inden for 14 dage.

»Nu har jeg været misbrugsbehandler i snart tre år, og af de stofmisbrugere, jeg har haft i behandling, er cirka ni af dem clean, og lige så mange er stoppet med at drikke. Men det er ikke så meget mit mål at gøre folk stoffri, som det er at hjælpe dem til at få et godt liv,« siger han.

Pædagogers force i misbrugsbehandling er, at de i høj grad ser misbrugerne som hele mennesker og inddrager hele deres sociale liv i behandlingen. Mere sundhedsfaglige behandlere kan have en tendens til hurtigt at få stillet en diagnose og fokusere på medicinering og måske ikke gå så meget op i, hvorfor der er et misbrug. Det gør de socialfaglige behandlere til gengæld, oplever Morten Abildgaard.

»Mange af de borgere, som kommer her med misbrugsproblemer, kobler misbruget til sig selv. ’Jamen, jeg har jo røget i syv år’, siger de. Hvorefter jeg prøver at forklare dem, at de er blevet grebet af misbrug, fordi de har været udsat for et traume, har været i en livskrise, de er blevet mødt med barrierer, eller fordi noget andet er hændt dem i livet. Ved at eksternalisere problemet fra personen selv kan vi mere nøgternt tale om, hvordan misbruget er opstået, og hvordan det er muligt at slippe fri af misbruget,« siger han.

Med metoder og samtaleteknikker som narrativ samtaleterapi og kognitiv terapi arbejder Morten Abildgaard især med at understøtte konstruktive selvfortællinger.

»Det handler om at lægge vægt på sejrene og de gode historier fremfor at fastholde borgeren i de negative selvbilleder og fiaskofølelser. Der er altid en god historie at fortælle, og den første kan afføde den næste. Jo flere positive og konstruktive selvfortællinger, man har, jo flere handlemuligheder får man,« siger han.



Samtaler mærkes. Vi er tilbage på kontoret i behandlerhuset. Bunken af teoribøger på bordet vidner om behandlerens faglighed i arbejdet. Og pakken med kleenex på mødebordet fortæller, at samtalerne når derind, hvor det kan mærkes.

»Familiesamtaler spiller en vigtig rolle i mit arbejde. Jeg sad med et ægtepar, hvor både mor og far drak, og sønnen på 10 år var med. Han var meget optaget af at lære en metode til at stoppe med at drikke sodavand, for så kunne han jo lære forældrene, hvordan de skulle stoppe med at drikke alkohol. Der blev forældrene tavse, og det blev tydeligt for dem, at de skulle gøre en forandring,« fortæller Morten Abildgaard.

Han vurderer, at mindst 80 procent af de unge, han har i behandling, er blevet ­mobbet i skolen, og at lige så stor en andel af misbrugerne enten har en personlighedsforstyrrelse eller kæmper med uopdagede diagnoser, ofte ADHD.

»At diagnoserne ikke er blevet stillet, skyldes til dels, at så snart du har et misbrug af alkohol eller stoffer, så vil de ikke røre dig i psykiatrien. Vi har plads til alle,« siger han.

Behandlerhusets team havde sidste år cirka 500 borgere fra Vesthimmerlands Kommune i behandling. Dertil kommer de 12-25-årige, som har gjort brug af Stof-ungekontakten, dem, som har benyttet tilbuddet om at få en støtte- og kontaktperson efter §99, de misbrugere og pårørende, der har brugt den åbne rådgivning, og borgere, som har hentet substitutionsmedicin eller besøgt værestedet på den tilknyttede klinik i Løgstør. I samarbejde med Blå Kors har behandlingscenteret senest åbnet ’Barnets blå hus’ i Aars, hvor børn i alle aldre fra misbrugsfamilier kan komme enten alene eller med deres pårørende.

Selvom Behandlerhuset Vest når mange, er det ikke alle, som kommer i behandling, oplever leder og pædagog Theresa Berg Andersen.

»Vi får fat i rigtig mange, men vi ser kun spidsen af problemerne. Der er stadig et stort behov for at opdage problemerne ude på skolerne og i institutionerne,« siger hun.



Udsatte. Mange af misbrugerne har børn, og Vesthimmerlands Kommune er ifølge Ankestyrelsens seneste opgørelse sammen med Lolland den kommune, hvor der hyppigst underrettes om udsatte børn. For Morten Abildgaard er de mange underretninger bevis på, at Vesthimmerland er præget af stor fattigdom, socialt belastede borgere og udbredt omsorgssvigt.

Selvom et højt antal underretninger vidner om, at fagpersoner i kommunen underretter og opdager mange familier, så er han overbevist om, at der stadig er mange steder på landkortet over Vesthimmerlands Kommune, hvor misbrugsfamilierne er svære at opdage.

Er man endelig kommet igennem med budskabet om, at der i behandlerhuset i Aars er hjælp at få, så er den næste udfordring de store afstande i kommunen.

»Jeg har en borger fra Overlade, som ikke har bil, så selvom turen til Aars godt nok ikke er mange kilometer i fugleflugt, vil rejsen med de busforbindelser, der er, tage ham halvanden time hver vej. Så skal man virkelig ville sin behandling,« siger Morten Abildgaard.

Derfor har behandlerne fået biler, så de kan køre på hjemmebesøg eller i særtilfælde hente borgeren til behandlerhuset.



Låsby-Svendsens Land. Sådan et særtilfælde er det i dag: 25-årige Michael fra Løgstør skulle have lånt sin mors bil til behandling i Aars, men moren er kørt i bilen, så Morten Abildgaard vælger at hente Michael, fremfor at aflyse aftalen.

Bilturen på 25 kilometer går igennem byer med navne som Gatten og Vindblæs, og de få biler på landevejene her i dagtimerne er enten fragtbiler eller den kommunale hjemmeservices biler. Naturen er vidtstrakt og smuk, men skæmmes også af mange misvedligeholdte huse med bedende til salg-skilte i vinduer eller forhaver.

»Husene er vanvittigt billige, men ingen har råd til at købe dem,« siger Morten Abildgaard.

Mange af de mest faldefærdige af husene har tilhørt krejleren Låsby-Svendsens konkursbo. De kan lejes for 2.000-3.000 kroner om måneden, men er ofte rene sygdomsfælder.

»Jeg kom ud til et sted, hvor der var tre centimer luft mellem ydervæg og vinduer. Familien, som boede der, havde rødsprængte øjne på grund af fugt og skimmelsvamp,« fortæller Morten Abildgaard.

Ankommet til Løgstør passerer vi en brandhærget boligblok, som to år efter branden ikke er blevet restaureret. Vi passerer også industrivirksomheden Løgstør Rør, der ligesom Danpo i Aars er en af de få, endnu ikke lukkede arbejdspladser i området, hvor de unge kan få et arbejde og tjene hurtige penge.

Her fik Michael job, da han efter en elendig folkeskoletid ikke orkede mere skole. Med penge på lommen kunne han købe hash. Siden fulgte kokainen, som han på en weekend kunne bruge 5.000-10.000 kroner på.

Det er Michaels mor, som har skubbet på for at få Michael i misbrugsbehandling i Aars. Da vi møder ham, har han på nær en enkelt aften i en hashrus været clean i fem måneder.



Mistede alt. Kokain er blandt de mest afhængighedsskabende stoffer, og indtagelse af stoffet efterfølges ofte af en periode, hvor man oplever bivirkninger som angstfølelse, rastløshed og irritabilitet. For at få ro på tankerne bruger mange kokainafhængige ­ beroligende stoffer som hash. Med tiden bliver man paranoid og depressiv, og ofte ødelægges forholdet til venner og familie.

Michael føler, at han mistede alt på grund af sit misbrug.

»Jeg gik fra min kæreste gennem fire år, og jeg mistede mit arbejde. Der var ikke andre at give skylden end mig selv,« siger Michael.

Han kommer fra en skilsmissefamilie, hvor moren fandt en mand, der var bokser. Han kunne finde på at låse sig ned i kælderen med en kasse øl og et glas sovepiller, og kom først ud, når det var sluppet op. Så var helvede løs.

»Det var sådan noget med, at jeg holdt min søster for ørene, mens min mor fik tæsk. Jeg kunne jo ikke gøre noget, for jeg var bare sådan en lille møgunge,« siger Michael, som hellere ville være alle andre steder end hjemme, men dog ikke kunne finde på meget at give sig til uden for hjemmet.

»Hvis du ikke er til fodbold, kan du sætte dig ned og kede dig derhjemme for nedrullede persienner. Familier flytter væk med deres børn, og flere og flere faciliteter i byen lukker. Her er ikke noget at lave,« siger Michael.

Han blev grebet af rastløshed, fandt ældre venner i skolen, og begyndte at ryge hash som 14-årig.



En lille familie. Tiden med ekskæresten husker han som den tid, hvor han var mest glad. De havde deres egen lille familie, delte budget og lejlighed. Han tjente gode penge på rørfabrikken, hang ud med venner og gik ned og løftede jern en gang imellem i et træningscenter.

»Sådan et simpelt liv kan jeg godt lide. Da jeg satte kærligheden over styr, var jeg parat til at skyde knoppen af mig selv. Min eks betød bare alt for mig,« siger Michael, der stadig er plaget af skyldfølelse over, at forholdet gik i stykker.

»Jeg tænker på det morgen, middag og aften og ligger vågen om natten over det. Hvis jeg hører en sang i radioen, eller hvis jeg ser et par i fjernsynet, forbinder jeg det med hende. Folk siger, at du finder en anden, men hvad nu, hvis man ikke har lyst til en anden? Jeg har aldrig før oplevet noget så stærkt, og jeg er psykisk såret over, at jeg har smidt det væk,« siger han.

Vi er kommet tilbage til behandlerhuset i Aars og sidder i et stort, lyst møderum. Omdrejningspunktet for behandlersamtalen med Morten Abildgaard er ekskæresten.

Morten Abildgaard vil gerne hjælpe Michael ud over følelserne af skyld og vrede over tabet af kæresten, og derfor er hun en central figur i behandlingen. Michael skal opleve, at han tager kontrol over sine følelser, der lige nu styrer hans tanker døgnet rundt. Planen er, at Michael skal skrive sine følelser ned i et brev.

»Tror du, du kan skrive de her ting, du fortæller, i et brev til hende?« spørger Morten.

»Det vil tage noget tid,« mener Michael.

For at hjælpe Michael til at forstå den proces, det er at skrive sådan et brev, sammenligner Morten Abildgaard det med kunstmaleren, der skal male et portræt.

»For at male et portræt, laver kunstneren først en skitse. Derefter begynder han at farvelægge, trække linjer op og udforme kontrasterne, så portrættet træder frem. For nogle kunstnere tager det et halvt eller et helt år at male sådan et billede. For andre længere tid. Nogle gemmer det væk, når det er færdigt, andre hænger det op på væggen, mens andre måske maler det over eller starter forfra. Det er en lang proces at skabe sådan et billede, ligesom det er en lang proces at skrive sådan et brev, og det er ikke engang sikkert, du skal sende det. Men det kan være meningsfyldt at prøve at få dine tanker ned på papir og se dem lidt udefra,« forklarer han.

»Jeg vil gerne prøve. Jeg er ikke sikker på, at det skal være et brev, men måske mere en slags erklæring,« siger Michael.

Michael og Morten Abildgaard aftaler, at han skal prøve at skrive noget, som de eventuelt kan se på næste gang, de mødes.



Under huden. Tidligere mødtes Morten Abildgaard og Michael cirka hver 14. dag, men nu har de aftaler efter behov.

En typisk behandlingstid for et hashmisbrug er syv til ni måneder. Alkoholafvænning kan tage længere tid, og de unge bliver ofte fulgt i lidt længere tid.

»De unge går ind under huden på en. Sådan nogle lidt skæve, søde og sjove fyre som Michael og Casper. Vi får alle nogle bump på livets vej, men de borgere, jeg møder her, har nok fået nogle lidt større bump end de fleste. Alle kan hjælpes videre, hvis de vil,« mener Morten Abildgaard.

Han holder af at høre de spraglede livshistorier, og ofte kan han også inddrage sine egne personlige erfaringer i sit arbejde.

»Jeg bliver selvfølgelig ikke privat, men jeg bruger hele min fagperson i behandlingen. At jeg selv blev mobbet i skolen, havde en alkoholikerfar, har gennemgået en skilsmisse og har haft et rusmiddelmisbrug, er ikke det første, jeg fortæller i et terapi­forløb. Men jeg bruger det, hvis det kan hjælpe borgere til at se deres egen historie lidt udefra,« siger Morten Abildgaard, som oplever, at de unge har nemt ved at relatere sig til en behandler, der tør være personlig, og som gerne giver et kram eller en ’high five’.

»Det er alfa og omega, for at behandlingen kan lykkes, at de føler, de kan have tillid til mig. De skal være trygge ved at fortælle deres historie,« siger han.

Selv har Morten Abildgaard kun én gang følt sig utryg på sit arbejde.

»Jeg går ikke med alarm, og jeg er heller ikke typen, der sætter mig tættest ved udgangen, når borgerne kommer til samtaler her. De kommer her jo frivilligt, tænker jeg. Men jeg var engang hjemme hos én, og pludselig ­kommer hans pusher ind i stuen, og der var det bare med at komme hurtigt ud. Nogle af vores borgere lever et dobbeltliv og er kriminelle, og hvis pusheren her så sig sur på mig som en fra kommunen, kunne det have været en farlig situation,« siger han.

Generelt oplever han det dog som en fordel, at behandlerne kan komme hjem til borgerne.

»Hvis vi sidder her på kontoret og taler om drømme, så siger de lidt stereotypt, at de godt kunne tænke sig at komme til Thailand. Når vi spørger dem derhjemme, siger de måske, at de kunne tænke sig at få høns. Vi kommer ­meget tættere på deres virkelighed derhjemme, end vi gør på kontoret,« siger han.

I dag begyndte samtalen med Michael allerede på bilturen fra Løgstør til Aars. Efter endnu 60 minutters snak i mødelokalet i behandlerhuset, er Morten og Michael nået omkring Michaels her og nu-problemstillinger: Hans forhold til forældrene, hans ansvarsfølelser over for moren og skyldfølelserne over for ekskæresten.

»Du er jo på arbejde 24/7 med alle de tanker, du går med,« siger Morten og konstaterer, at samtalen i dag må have været en stor mundfuld.

»Min tanke var egentlig bare at gøre dig klar til det brev.«

»Det her var næsten bedre,« siger Michael.

Han er blevet rygetrængende efter al den snak og står udenfor det lave, røde murstenshus og suger i en e-cigaret.



Her var hash. Foran Behandlerhuset i Aars ligger et parkområde, hvor Michael husker, at han og en flok kammerater ofte kørte til for at sidde og drikke. Her kunne man også få fat på hash.

I dag har kommunen fjernet de træer, der før skjulte druk og mere lyssky aktiviteter. I stedet ligger der nu en kæmpe legeplads for byens børnefamilier.

Efter at træerne er væk, kan man se de store, hvide villaer på den anden side af parkområdet, og både villaer og legeplads vidner om et byliv i kontrast til det liv, som Morten Abildgaard og de andre behandlere hører om.

»Det er måske kun fem procent af borgerne her, der har et misbrug, men der er mange stoffer i omløb. Og nogle af skolerne næsten lukker øjnene for det, når vi kontakter dem, men der ville også lyde et ramaskrig, og mange ville tage deres børn ud af skolen, hvis det kom frem, at der er stoffer i skolegårdene,« siger han, som oplever, at stofferne er ­lettere at få fat på i dag, ligesom der er kommet mange flere slags, og de er blevet stærkere.

»Da jeg selv røg pot i 1980’erne, var indholdet af det aktive stof i hash, THC, omkring otte procent, men nu er det steget til 12 procent. Det skyldes nye fremstillingsmetoder, der gør stoffet billigere at fremstille, men det bliver også mere sundhedsskadeligt,« fortæller han.

Blandt andet er risikoen for hjerne­skader, psykoser og angsttilfælde større, og det gælder også for andre stoffer end hash.

»I dag eksperimenterer de unge med selv at fremstille og ændre stofferne. Nogle med held, og for andre mislykkes det, men de får det jo ofte solgt,« siger Morten Abildgaard, der er kommet steder, hvor unge har drukket fælgrens blandet med noget andet.

»Deres arme blev helt blå. Mange er fuldstændig ukritiske i jagten på noget nyt. Vi havde også en, der blev syg af barkudtræk. Det er helt grotesk, hvad de finder på,« siger han og er også overrasket over, hvor skræmmende let det er at få fat på stofferne.

»Der findes en app, man kan bruge til at bestille sit stof. Bestillingen slettes umiddelbart bagefter, og en masse mellemled i transaktionen gør det svært for politiet at spore både købere og sælgere,« fortæller han.

Pusherne køber billigt og sælger dyrt, så prisen på for eksempel et gram kokain kan svinge fra 350 til 1.000 kroner, afhængig af renhed. Nogle hardcore kokainmisbrugere kan på en weekend forbruge op til 20 gram. For at få råd til det på kontanthjælp, er man nødt til at pushe andre stoffer.

»Det er ikke bare svært for de unge at komme ud af afhængigheden, det er også svært ikke at blive fristet af at kunne lave nogle hurtige penge. Så mange misbrugere bliver også kriminelle,« siger Morten Abildgaard.



Solskinshistorier. Michael overvejer at søge job i et håndværkersjak, som udfører facadearbejde i København. Han vil skulle rejse med jobbet i perioder, så han kan stadig have adresse hos sin mor i Vesthimmerlands Kommune. Dermed kan han fortsætte sin behandling i Aars og samtidig komme lidt væk fra alle faldgruberne derhjemme.

»Mange, jeg kender, tager stadig stoffer, så det kan være fristende. Men jeg tror, at fordi jeg har oplevet, hvor meget man kan miste på grund af stofferne, så kan jeg bedre modstå et tilbagefald end mange andre,« siger Michael.

»Ja, jeg havde forberedt journalisten på, at det ikke kun var solskinshistorier, hun ville komme til at høre i dag,« siger Morten til Michael.

»Men jeg er en solskinshistorie,« siger Michael med et stort smil.

Behandlerhuset Vest har indført mere terapeutiske samtaler end tidligere, hvor behandlere blandt andet anvender et DPQ-spørgeskema (Differential Personality Questionnaire), som viser borgerens personlighedstræk og -mønstre. Resultaterne bruger behandleren til at tilpasse behandlingsforløbet til den enkelte borger. Efter et års behandling er cirka halvdelen af misbrugerne fri eller har reduceret deres misbrug. På landsplan gælder det ifølge en ny rapport fra Social- og Indenrigsministeriet for eksempel kun 37 procent af alkoholmisbrugerne.

Morten Abildgaard ville gerne sende flere i for eksempel døgnbehandling, end økonomien tillader i dag, men han er glad for, at Vesthimmerland tilbyder langt mere end bare en dosis antabus eller substitutionsmedicin.

Selvom vi befinder os i en udkantskommune med massive sociale problemer, synes i hvert fald medarbejderne i Behandlingshuset Vest at leve op til kommunens slogan:

’Vesthimmerlands Kommune – Lyst til at gøre en forskel’.