TEMA: Pædagog fra Kina

Navn: Youliang Li, 48 år.

Land: Kina, kom til Danmark i 1994 for at genforenes med sin

daværende kinesiske mand.

Job: Ressourcepædagog i Ballerup Kommunes 0-6-årsinstitutioner.



Hvad tog du med til Danmark?

»I min stue hænger en kinesisk kalligrafi af et digt fra Tang-Dynastiet, som var poesiens guldalder. Digtet beskriver forårets komme og fortæller om glade svaler, der er vendt hjem for at bygge rede. For mig er det symbolsk, fordi jeg også er rejst bort og vender tilbage hvert år. Børn i Kina lærer digte udenad, fra de er cirka tre år, og de kan typisk mange kinesiske tegn og regnestykker, før de kommer i skole. I skolen lærer de 3.500 tegn. For at læse komplicerede tekster skal de kunne 5.000 tegn.«



Hvordan husker du barndommen i Kina?

»Jeg husker sangene, og jeg har også for sjov sunget for eksempel ’Mester Jakob’ på kinesisk med danske børn, fordi de kender melodien. Jeg var dygtig i skolen, så det var afslappet. Men gymnasiet og konkurrencen om at komme ind på de rigtige universiteter var hård, og skole og lektier foregik fra klokken 7 til 22 hver dag. Men senere under etbarnspolitiken fra 1979 til 2015 var presset på børn langt større, allerede fra graviditeten blev annonceret. Familiens forventninger til det ene barn er store.«



Hvordan bruger du din baggrund pædagogisk?

»I kinesisk filosofi er Yin og Yang symbol på en harmoni mellem modsatrettede bevægelser. Jeg prøver at finde en balance mellem de to kulturer. En form for indre harmoni og beherskelse, tror jeg, jeg har med mig. Mine kolleger oplever mig ikke som særligt anderledes, men jeg hører ofte, at jeg er meget tålmodig med børnene. Man siger også, at kinesere har meget disciplin, og de børn, jeg arbejder med, har ofte diagnoser og brug for meget faste rammer og struktur. Måske hjælper min baggrund her.«



Hvad fik du fra dansk pædagogik?

»I Kina er barnet som et hvidt stykke papir, man fylder på, og voksne leder vejen. I Danmark har jeg lært, at børn skal ses, høres og kan selv. Børnedemokratiet er også for svage grupper, der behandles ligeværdigt og hjælpes til at indgå i fællesskabet. I Kina er handicappede familiens problem, og pædagogisk halter Kina bagefter. For mig flyder de to kulturer sammen. Min søn spørger, hvorfor jeg ikke siger, han skal knokle. Jeg stiller krav, og han skulle spille klaver og øve sig, men jeg er ikke ’tigermor’.«



Hvad har overrasket dig?

»I Kina underviste jeg i kinesisk i gymnasiet, og når jeg trådte ind i klassen, var der ro, også med 70 elever i klassen. Derfor blev jeg overrasket en dag, da min søn havde glemt sin madpakke. Han gik i 7. klasse, og da jeg kom med madpakken, underviste læreren ved tavlen, mens nogle elever sad på bordene, mange snakkede, og andre gik rundt. Jamen, er her frikvarter, tænkte jeg. Jeg er enig i, at man må gøre sig fortjent til andres respekt, men man må også respektere, at nogle udfører et stykke arbejde.«