TEMA: PÅ OVERENSKOMSTJAGT. BUPL's næstformand. Vi skal sikre ordentlige forhold

Langt flere private institutioner skal have overenskomst. Det skal ske ved at bruge argumenter i stedet for trusler, mener BUPL’s næstformand, Birgitte Conradsen.

Mangfoldighed er godt, men løn- og arbejdsforhold skal være i orden.

Sådan lyder den korteste udgave af svaret, hvis man spørger BUPL’s næstformand om holdningen til, at en stigende del af børnepasningen foregår i private daginstitutioner og skolefritidsordninger.

»Havde du spurgt mig for 10 år siden, havde jeg nok svaret lidt mere firkantet. Men vi kan se, at forældrene gerne vil have mulighed for at vælge forskellige pædagogiske retninger. Det går vi også ind for, og så er det vigtigste bare, at der ikke er for stor forskel på, om du er ansat kommunalt, selvejende eller privat,« siger Birgitte Conradsen.



Sidste udvej. I de senere år er nye, private dagtilbud oprettet hurtigere, end BUPL har kunnet følge med. Derfor vil forbundet gennemføre en kampagne i samarbejde med de lokale fagforeninger med det mål, at alle private daginstitutioner uden overenskomst skal kontaktes.

»Vi har da en frygt for, at vi kommer til at se alvorlige eksempler på social dumping, hvis området bliver ved med at vokse uhæmmet. Men som det er i dag, følger mange af institutionerne jo reelt overenskomsten og har bare ikke fået taget det sidste skridt. Der vil vi gerne skubbe lidt på og fortælle, hvilke fordele der er ved at have en overenskomst,« siger Birgitte Conradsen.

Sidste år varslede FOA konflikt mod den udenlandske pasningskæde Tinytots, som endte med at indgå en overenskomst. Men ­blokade og konflikt skal være allersidste udvej, mener Birgitte Conradsen. Blandt andet fordi man risikerer at skabe modstand hos forældrene.

»Vi skal ikke skyde gråspurve med kanoner, og det kommer strategien også til at bære præg af. Vi har i forvejen et rigtig godt samarbejde med de private organisationer, der driver institutionerne, så det skal være ­argumenterne, der skal tale,« siger hun.



Forældrene tager over. Birgitte Conradsen ser en risiko for, at løn- og arbejdsforhold begynder at skride i nogle af de forældredrevne institutioner, som i disse år oprettes som erstatning for lukkede, kommunale tilbud.

»Det er fint nok, at forældrene er klar til at tage over, hvis deres børnehave lukker, men spørgsmålet er, om der er kræfter til at drive institutionen, når initiativtagernes børn er gået ud, og børnetallet måske er lige på grænsen til at være stort nok. I sådan en situation er det vigtigt at have en overenskomst at holde sig til og dermed også et sted, man kan gå hen, hvis der er problemer med løn- og arbejdsvilkår,« siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.