TEMA. Økonomi tog livet af Skrænten

I november 2016 lukkede vi Skrænten. Ledelsen på skolen mente, at den var for dyr at drive. Samtidig havde skolereformen gjort, at børnene fik senere fri. Skrænten ligger lidt over en halv kilometer væk fra skolen, så de mente ikke, at børnene fik nok ud af det.



Forældrene stod lidt med et ben i begge lejre, for de kunne sådan set godt se, at børnene ikke fik så meget ud af det, når de fik senere fri. Men samtidig var de utroligt glade for Skrænten og det liv, der foregik der. De ville meget gerne have, at det udeliv, dyreliv og byggebyen skulle flytte med, men det var lidt en utopi. De nye lokaler kunne slet ikke rumme det. Overhovedet.



Nu hedder vi bare Læssøegade Skoles SFO, og vi er flyttet ind i en ny indskolingsafdeling. Det, vi går glip af nu, er den kontakt til dyrene, som børnene havde i dagligdagen på Skrænten.



Vi havde rigtig mange dyr. Et stort æsel, en shetlandspony, geder – og nok landets største gedebuk – får, masser af kaniner og høns. Børnene kunne være kaninejere dernede. Man havde en gruppe på tre stykker, hvor man fik et kaninbur og en kanin, og så skulle man selv sørge for alt.



Børnene lærte en hel del om ansvar, pligt og omsorg. Den daglige kontakt med dyr giver også gode filosofiske snakke om liv og død. Kontakt med dyr har jo også vist sig at være rigtig godt for immunforsvaret, så sundhedsmæssigt er det rigtig godt at være udenfor og være sammen med dyr.



Vi var et arbejdsfællesskab, og netop det prægede livet på skrænten. Det fællesskab er svært at skabe nu. Selvfølgelig er børnene i et fællesskab, men det specielle dengang var, at de store dyr skulle passes. De skulle fodres, der skulle muges ud og bæres hø og halm ind. Brænde skulle stables, og fårene skulle klippes. Alle de ting var børnene en del af. Så det var naturligt for dem at udføre deres del i det arbejdsfællesskab.



Det er svært at få ind i dagligdagen i dag. Børnene får sent fri, og de er meget bevidste om, at de skal bruge deres 2-3 timer om eftermiddagen så godt, som muligt. Så har de ikke tid til de ting, og der er heller ikke så mange arbejdsopgaver, som børn kan deltage i mere.



En del af børnene havde det svært i skolen. Det viste sig dog tit, at de havde styrker i fritiden. De var tit rigtig gode til at tage sig af dyrene og huske de ting, de lærte der. Så den dreng eller pige, der altid skulle have hjælp i skolen, også fra skolekammeraterne, kunne nu selv hjælpe kammeraterne nede på Skrænten. Vi sagde bare:

’Gå over til Peter, så kan han lige forklare, hvordan du skal gøre’.



Nu nedlægger man byggelegepladserne. Det var sørgeligt for os, da de nedlagde Skrænten, at vi fik afsat de dyr, som var vant til at gå blandt børn. Politikerne og andre tænker måske, at vi bare kan vente nogle år, og hvis muligheden opstår, kan vi lave byggelegepladsen igen. Men sådan nogle dyr tager jo rigtig lang tid at træne op til at være sammen med børn. Vores store æsel Kalle var vant til at være sammen med børn – også børnehavebørn og

vuggestuebørn, som han gik frit iblandt. De kunne bare gå mellem hans ben.



Vi havde et ret stort område, som vi kaldte byggeby. Det var børnenes egen by af hytter, hvor de byggede dagen lang. Der var altid personale, som kunne støtte dem og selvfølgelig sørge for sikkerheden. Men der var andre regler. Man fik lov til at prøve ting af selv, og på den måde lærte man om håndværk på en anden måde.



En vigtig forskel fra dengang til nu er, at dengang kunne de ting, børnene lavede, få lov at stå. Hvis man byggede en hytte eller gravede en kæmpe grav, kunne det få lov at stå. I dag er det sådan med politikken om delelokaler, at når man lukker, lukker man det hele ned. Så rydder man det hele væk, for lokalet skal stå klar til skolen dagen efter. Det har helt klart sine begrænsninger.



Vi prøver at skabe så meget udeliv som muligt i de nye rammer. Vi har et kaninhold på ca. 10 kaniner, og så har vi båldag to dage om ugen. Vi ligger ud til et grønt område, som vi bruger så meget som muligt. Men i forhold til normeringen, og hvornår børnene får fri, er der meget mere ordnede rammer. Det hele skal planlægges meget mere ned i detaljen, men vi prøver så vidt, vi kan, at være ude så meget som muligt.