TEMA: NYE EGENSKABER SØGES. Vejen til succes. Empati er nøglen til succes
TEMA: NYE EGENSKABER SØGES. Vejen til succes. Empati er nøglen til succes
De små børn kan ikke verbalt give udtryk for deres intentioner. Derfor er det vigtigt, at pædagoger, der især arbejder med de mindste børn, er empatiske, mener forsker og ph.d. Ole Henrik Hansen. Han har sammen med pædagoger i aktionslæringsprojektet ’Barnet i Centrum’ udviklet et screeningsværktøj, der kan finde de mest empatiske pædagoger til ansættelsessamtaler.
»Pædagogisk arbejde kræver, at pædagogen i stor stil skal tolke, hvad barnet mener eller vil. Og kvaliteten af den tolkning stiger, når pædagogen har evnen til empati – til at aflæse barnet. I projektet ønskede vi at finde en model, så lederne kunne få et bedre indtryk af, om de medarbejdere, de ansætter, rummer det, der skal til,« siger han.
Ved at arbejde med ’barnets vindue’, kunne pædagogerne se, hvor vigtig empati er.
De så blandt andet, hvordan nogle pædagoger kan ramme netop det moment hos et barn, hvor det er parat til at sige farvel til forældrene om morgenen, forklarer Ole Henrik Hansen.
»Den pædagog, der kan fornemme lige de 10 sekunder, hvor barnet er klar, må antages at være i besiddelse af empati, og det giver succes i situationen. Hvis man gør det for tidligt eller for sent, fordi man ikke kan aflæse barnets signaler, får man et grædende barn i hænderne,« siger han.
Se det på film. Empati er altså en af de personlige egenskaber, som er ønskværdig for en pædagog. Ifølge den psykologiske forskning er det meget få mennesker, der slet ikke har empatiske evner.
»Men empati skal sættes i spil, og man skal have et vist menneskeligt overskud for at vise det. Derfor giver det også mening at gå på jagt efter de mest empatiske medarbejdere. Faktisk kunne man starte allerede på pædagoguddannelsen, så man allerede der fik en fornemmelse af, hvad empati i forhold til børn handler om,« siger Ole Henrik Hansen.
Screeningsværktøjet, som ikke er taget i brug ret mange steder, og som først beskrives i detaljer i en bog om aktionslæringsprojektet senere i år, består af små filmklip, som skal tages på den institution, hvor man vil bruge det. Derudover vil der være en spørgeramme at gå ud fra.
»Det skal være små filmklip af en situation, der ikke virker, og en, der virker. De klip skulle så vises til pædagogen for at observere, hvad hun ser, og om hun overhovedet er opmærksom på barnets reaktioner,« siger Ole Henrik Hansen og fortsætter:
»Måden at spørge på er teoretisk funderet i viden om interaktion. Det handler om at kunne stille nogle spørgsmål til den pædagog, der skal testes, så man får at vide, om hun har øje for barnets intention. Jeg tror ikke, at det vil være et svært værkstøj at benytte, men pædagogfaget er svært, og netop evnen til empati er stærkt undervurderet som en evne, det er helt nødvendigt at have i pædagogfaget,« siger Ole Henrik Hansen.