TEMA: NYE EGENSKABER SØGES. Klædt på til jobbet

Samarbejdsorienteret, engageret og anerkendende er nogle af de ord, der sættes på drømmepædagogen anno 2016. Det viser en analyse af jobannoncer. Sparetider betyder dog efterspørgsel på andre egenskaber som struktureret og robust.

Det vrimler med ønsker til superpædagogen i jobannoncer.

Børn & Unge har analyseret tillægsord i 3.552 jobopslag fra Jobindex for et år og løfter sløret for, hvordan den perfekte pædagog ser ud, når der skal ansættes. Den vigtigste egenskab, der efterspørges, er at kunne samarbejde.

Derefter følger i prioriteret rækkefølge at være engageret, anerkendende, ansvarsbevidst, mens erfaring havner på en femteplads.

Ordene: positiv, fleksibel, nærværende, struktureret og humoristisk er også at finde i top 10 over eftertragtede egenskaber.

Psykolog og rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann har analyseret tendenser i rekruttering i sin ph.d. Han kalder det oplagt, at daginstitutioner søger pædagoger, der kan samarbejde.

»Pædagoger skal ikke bare samarbejde med hinanden, men også med forældre og børn,« siger han og peger på, at jobannoncer af og til afslører meget om arbejdspladsen.

Annoncerne viser ikke kun ønskerne til de kommende kolleger.

»Man efterspørger ofte det, man mangler,« siger han.

Hvis alle daginstitutioner tager en egenskab for givet, er der ingen grund til at nævne den i en jobannonce, forklarer Lars Lundmann. Det er derfor interessant, at så mange daginstitutioner mener, det er nødvendigt at søge efter anerkendende pædagoger.

»De seneste 10-15 år har den anerkendende pædagogik været fremherskende. Tidligere kunne man godt skælde børn ud. Når man efterspørger pædagoger med en anerkendende tilgang, skyldes det måske, at man stadig har nogle med den gamle attitude i faget,« mener han.

Sammenligner man hurraordene i jobannoncer for pædagoger med resten af arbejdsmarkedet, er der store forskelle i ordvalget, fortæller Kaare Danielsen, direktør i Jobindex.

»Normalt bliver ord som målrettet, resultatorienteret og ambitiøs brugt mest, fordi medarbejderne skal levere resultater, måle og dokumentere. De ord er længere nede på listen for pædagoger, der har mere bløde værdier,« siger han.



Nye egenskaber. Der er dog tegn på, at dagsordenen fra resten af erhvervslivet bliver overført til pædagogerne. De seneste fem år er en række nye tillægsord myldret frem i jobannoncerne for pædagoger. Det drejer sig om ord som ambitiøs, struktureret, professionel, robust, reflekterende og systematisk.

»Det gennemsyrer hele erhvervslivet, at de bløde værdier er røget lidt ned på listen. Der er større fokus på at levere resultater og tjene penge. Det smitter også af på det offentlige,« konkluderer Kaare Danielsen.

De nye hotte tillægsord i jobannoncerne viser, at der i flere år har været fokus på besparelser i det offentlige, mener psykolog og rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann.

»Man skal være ambitiøs, for det er vigtigt at få idéer, når der er få ressourcer. Det er også mere vigtigt at være mødestabil og komme til tiden. Når der måske er færre medarbejdere, mærker man, hvis én kommer for sent. Når man er systematisk og struktureret, kan man gøre arbejdet hurtigere,« siger han.

En anden tendens er, at man i større omfang efterspørger robuste pædagoger, der er professionelle.

»Professionel bliver nogle gange set som en modsætning til at være menneskelig. Det kan handle om at være distanceret. Hvis man er meget personligt engageret, er der større risiko for stress,« siger Lars Lundmann og peger på, at daginstitutionerne helst vil undgå langvarigt og dyrt sygefravær.



Annoncer kan snyde. Selvom en pædagog lever op til de kvalifikationer, som står i jobannoncen, er det ikke altid afgørende for, om man får stillingen. Det hænder, at jobannoncer bliver skrevet hurtigt og er en kopi af den tidligere, som ikke gælder mere.

Søger man jobbet, gør man klogt i at ­kontakte daginstitutionen først, lyder rådet fra Lars Lundmann. Ansættelsesudvalget vægter måske kvalifikationer, der slet ikke er beskrevet i jobannoncen.

Der er heller ingen garanti for, at daginstitutionen får ansat en samarbejdsorienteret, engageret og anerkendende pædagog, selvom de søger det. Selve jobsamtalen siger ikke meget om, hvordan kandidaten vil være i det aktuelle job, forklarer Lars Lundmann.

»Hvordan en ansøger vil reagere på stuen, hænger ikke sammen med jobsamtalen. Der er mange egenskaber, man ikke kan overføre fra den specielle situation, som jobsamtalen er, til en arbejdsdag,« siger han.

For at få et mere troværdigt billede af ansøgeren anbefaler han i stedet for en jobsamtale, at ansøgeren prøver at arbejde på daginstitutionen i et par timer. Medarbejderne kan så lettere se, hvordan pædagogen reagerer og kommunikerer med børn, forældre og personale. Alternativt kan man fremstille dilemmacases i forbindelse med jobsamtalen og se, hvordan den mulige kollega vil reagere i konkrete situationer.



Afgørende rammer. Lykkedes det at ansætte en pædagog med alle de egenskaber, daginstitutionen drømte om, er det dog ikke engang sikkert, at de gode egenskaber blomstrer.

»Folks egenskaber er også betinget af rammerne, de er sat i. Karakteristika er ­noget, man får. Ikke noget man er,« siger Lars Lundmann.

Det er for eksempel svært at blive ved med at være positiv, engageret og nærværende, hvis man ikke svinger med kollegerne eller lederen og ikke bliver bakket op.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.