TEMA. Lis siger farvel og tak

Efter frokosten boltrer omkring 80 børnehavebørn sig på den kæmpe naturgrund, der udgør legepladsen for børnehaven i den integrerede institution Valhalla i Skoven i Ballerup.



Det bakkede og fantasifulde legelandskab, som ligger klos op ad Hareskoven, ligner umiddelbart et paradis for tumleglade børn. Men for pædagoger kan det også forvandle sig til et helvede.



»Du kan ikke få overblik, og der kan sidde et barn i et hjørne og være ked af det, når vi ikke er nok voksne. Normalt er vi tre,« fortæller pædagog Lis Poulsen, der er alene med børnene, da Børn&Unge ankommer.



Hun har ellers taget fri, fordi normeringen i institutionen ikke tillader interview og fotografering til fagbladet i arbejdstiden. Og vi må vente på en afløser, før Lis kan fortælle sin historie om at sige farvel til pædagogfaget: På grund af forhold som dem på legepladsen i dag har den 64-årige pædagog besluttet sig for at gå på efterløn 1. maj.



Opslidende vilkår. Sidste sommer forestillede Lis sig ellers at blive til pensionsalderen, men hen over efteråret er arbejdsvilkårene blevet værre: Der er mere brandslukning og mindre plads til nærvær. Oftere står Lis eller kollegerne alene med 20-30 børnehavebørn i morgenmodtagelsen eller endnu flere på legepladsen. En nylig sammenlægning har påvirket arbejdsmiljøet i institutionen negativt, og flere har sagt op.



I oktober gik Lis ned i tid fra 35 til 30 timer, men deltid har ikke været nok til at stå imod de opslidende arbejdsvilkår.



»Jeg er blevet mere glemsom og ting, som jeg før kunne rumme, lukker jeg nu meget mere ned for. Det tangerer stress, og ved juletid besluttede jeg at sige stop,« siger hun.

Ifølge en ny BUPL-undersøgelse er hun langt fra den eneste pædagog, der har fået nok: 11 procent af de adspurgte pædagoger i undersøgelsen har forladt et pædagogjob på grund af arbejdspres. Og 68 procent har af samme grund haft overvejelser om helt at forlade faget.



Blev tømrer. Lis har før forladt pædagogfaget på grund af arbejdspresset. Da de pædagogiske læreplaner blev indført i 00’erne, oplevede Lis, at afrapporteringerne til kommunen tog tiden fra børnene og gjorde pædagogerne ufrie i deres udøvelse af fagligheden.



»Jeg stod for implementeringen, og det gav ikke mening med alt det papirarbejde. Det vigtige var nærværet og omsorgen for børnene, og vi pædagoger behøvede ikke læreplaner for at skabe udvikling og læring i samværet med børnene. Jeg var i en skovbørnehave, hvor folk gik ned med stress på stribe, og jeg kunne blive den næste,« fortæller Lis, der tog en pause fra faget.



Hun blev ansat i sin mands tømrerfirma, hvor hun i ni måneder isolerede vægge. Siden blev hun postbud og greenkeeper. Tre år senere blev hun med sin ansættelse i Valhallas skovgruppe pædagog igen.



Hun har nu lært, hvordan forskellige fag slider forskelligt.



»Tømrerarbejde og at klippe græs er fysisk nedslidende. Jeg har aldrig været så stærk, men jeg fik også skavanker og var meget fysisk træt. Som pædagog er jeg mere træt i hovedet, når jeg kommer hjem fra arbejde, og det er svært at holde helt fri. Jeg tænker på de børn, jeg har lovet at hjælpe med et eller andet, men ikke nåede tilbage til, og som jeg skal huske at samle op på i morgen. Eller jeg tænker på forældre, jeg ikke fik lavet en aftale med. Det kører rundt i hovedet på en, og på den måde er arbejdet med mennesker mere psykisk nedslidende,« siger Lis.



Hun kom i sin tid ind i faget for at gøre en forskel for børn og familier.

»Men alt det sjove ved at være pædagog, og det med at kunne gøre en forskel for nogen, det findes efterhånden kun i momenter. Man ved, hvad man kunne gøre for børnene, men man har ikke tid og hænder til det. Det slider,« siger Lis.



Råber op. Forholdene på Lis’ egen arbejdsplads og generelt i faget har siden sidste forår fået Lis til at skrive læserbreve i Ballerup Bladet om at være presset, frustrereret og savne tid til børnene og tid til forberedelse af meningsfulde pædagogiske aktiviteter.



»Jeg har ikke før været typen, der råbte op, men når man først har besluttet at åbne op om det, så kan man se, hvor galt det står til. Det kan man ikke holde til at se, mens man er i det. Man er nødt til at være positiv sammen med børnene og holde fast i alt det gode i jobbet for selv at kunne gå på arbejde, men nu føler jeg, at det er min pligt at råbe op,« siger Lis.



Hun håber på en bedre fremtid.



»Jeg er heldig, jeg kan gå på efterløn, men det vil mange af mine yngre kollegaer ikke kunne. Skal de holde tiden ud i faget, skal normeringerne forbedres nu,« siger hun.



Da vi går ud af legepladsens låge til Hareskoven for at tage billeder i skovbrynet, er en 4-5 årig dreng fulgt i hælene på os. Han knuger Lis’ hånd.



»Jeg er nødt til at gå nu, men ovre bag bakken er der en voksen,« peger Lis.

»Han er sådan en dreng, der bare har brug for at holde i hånden de næste tre måneder for at blive tryg,« siger hun og ved, at han også er en dreng, hun vil tænke på, når hun kommer hjem senere i dag.