TEMA: Kommuner svigter de allersvageste børn

Olivers forældre tjener ikke meget. De har ingen uddannelse, og ofte er de arbejdsløse. I det almennyttige boligbyggeri, hvor denne fiktive dreng bor, går også mange børn, hvis forældre kommer fra andre lande. Nogle taler slet ikke dansk.

På stuen er der lige kommet en ny pædagog. Hun er ansat, fordi kommunen har givet børnehaven ekstra penge, blandt andet på grund af ham og hans familie.

Det ved Oliver ikke. Han kan bare mærke, at de voksne har fået bedre tid til at læse historier og til at hjælpe dem med ikke at slås alt for meget.

Oliver kunne være et af de børn, der bor i en kommune, som giver ekstra midler til daginstitutioner med børn i udsatte positioner.

Men langtfra alle børn er så heldige. Kun 4 ud af 10 kommuner giver daginstitutioner ekstra ressourcer baseret på socioøkonomiske kriterier –også kaldet ’sociale normeringer’. Pengene anvendes fortrinsvis til at ansætte flere pædagoger. Kommunerne bruger i gennemsnit under 5 procent af det samlede budget på daginstitutionsområdet på sociale normeringer.



Nødvendig prioritering. Det er KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, der for BUPL har undersøgt udbredelsen af sociale normeringer. BUPL's formand, Elisa Bergmann, kritiserer, at kun 4 ud af 10 kommuner giver de hårdest belastede daginstitutioner mulighed for at ansætte flere pædagoger.

»Når regeringen ikke prioriterer gode normeringer, og vi ved, at der i kommunerne er områder med en høj koncentration af familier og børn i udsatte positioner, bliver man nødt til at gøre brug af sociale normeringer. For ellers vil pædagogerne slet ikke kunne løfte opgaven med de udsatte børn. At investere i sociale normeringer er den rigtige prioritering, som det ser ud lige nu,« siger hun.

Alligevel mener Elisa Bergmann, at sociale normeringer i bund og grund er en lappeløsning. En generel højere normering er at foretrække.

»Når vi i BUPL alligevel anbefaler sociale normeringer, er det, fordi vi kan se, at mange kommuner ikke tager hensyn til, at de har en høj andel af socialt udsatte, hverken i deres normeringer eller i pædagogandelen. Det er bekymrende, at de ikke skeler til, at de har særlige udfordringer. Det kan de i det mindste gøre med sociale normeringer,« siger hun.



God investering. Børneminister Mai Mercado (K) mener, at man om 10-15 år vil ryste på hovedet over, at der ikke har været fokus nok på daginstitutioners betydning og på, at muligheden for at bryde social arv ligger i børns allerførste år.

Men hun er godt tilfreds med, at cirka 40 procent af kommunerne har indført sociale normeringer.

Selvom Mai Mercado fastholder, at institutioners mulighed for at bryde negativ social arv ikke kun drejer sig om antallet af hænder, siger hun alligevel:

»Udsatte børn har behov for gode læringsmiljøer og et dygtigt, kvalificeret personale med viden om børns udvikling. Og så har de brug for, at personalet kan samarbejde med forældrene. Vi ved jo, at en tidlig indsats er en virkelig god investering, så derfor skal vi se på en vifte af løsninger, som er med til at løfte det enkelte barn bedre på vej.«



Begrænsede resultater. Forskningen viser imidlertid, at der inden for de seneste 10 år har været begrænsede resultater med de mange initiativer, som skulle forbedre udsatte børns muligheder for at klare sig bedre end deres forældre.

En af de vigtigste barrierer for at bryde den negative sociale arv er familiers dårlige økonomi, siger Niels Ploug, forsker og afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, i forbindelse med udgivelsen af bogen ’Social arv og social ulighed’ i Ugebrevet A4. Og forskningen viser, at de fattigste familier generelt har mindst overskud til at støtte deres børns læring og udvikling.

»Børnefamiliers økonomi har stor indvirkning på det her område, og kontanthjælpsloftet, der reducerer de børneafledte ydelser, kan få indflydelse på udviklingen, for økonomien har bevisligt indflydelse på børnenes uddannelsesmuligheder,« siger han.