TEMA. Kære kommende statsminister

Kære kommende statsminister



Jeg vil fortælle dig en historie: I forbindelse med mit arbejde som skolepædagog oplevede jeg en 2. klasse, der for første gang skulle deltage i de nationale tests. Nogle forældre ringede inden og fortalte, hvor nervøse deres børn var, og spurgte, om jeg ville være opmærksom på dem. Da prøven var i gang, spurgte en lille dreng, om jeg ikke ville hjælpe ham. Jeg forklarede ham, at det måtte jeg ikke. Så spurgte han:



»Jamen, kan du så ikke bare holde mig i hånden?«



Forstår du, at jeg fik en klump i halsen? Hvad er det, vi udsætter børnene for? De er altså ikke ret gamle. Og kære kommende statsminister, så har du nok allerede en fornemmelse af, hvad et af budskaberne i mit brev til dig er.



Men lad mig først præsentere mig selv

Mit navn er Rikke Smedegaard, og jeg blev uddannet som pædagog i 1996. Jeg har siden fået erfaringer fra både normalområdet og specialområdet og har arbejdet med både børn og voksne. Mens jeg skriver dette, er jeg AKT-pædagog på en folkeskole i Nyborg, og når du læser det, er jeg inklusionspædagog på en folkeskole i Slagelse. Titlerne er forskellige, men det er sådan set det samme, det handler om: At der skal være plads til mange forskellige børn i skolen. AKT står for Adfærd, Kontakt, Trivsel. Som pædagog har jeg arbejdet i skoleregi i mere end otte år, og altså længe før skolereformen sendte flere pædagoger ind i skolerne.



Hvorfor er mit arbejde vigtigt?

Det er det, fordi det er vigtigt at give en hjælpende hånd til de børn, der har det svært i skolen, og som måske derfor har en forstyrrende adfærd. Som er ensomme, eller som ikke har nogen at snakke med, om det de virkelig har brug for at snakke om. Nogle har svært ved at føle sig som en del af klassens fællesskab, og de føler sig ikke tilpas i skolen. Det kan der være mange grunde til, og uanset grunden er det vigtigt at tage hånd om dem. Børnene kan komme og banke på min dør, og jeg er også med i klasserne. Nogle gange er det lærere eller forældre, der beder mig hjælpe et barn, men der er også børn, der selv kommer til mig. Det kan være en krise, hvis for eksempel barnet er ked af, at forældrene skal skilles. Så er det måske midlertidigt, at der er brug for hjælp, men for mange børn er det et langt træk, der skal til, før barnet trives, føler sig accepteret og har det godt blandt kammeraterne i klassen.



Hvad vil jeg så med dette brev?

Jeg vil, at du som kommende statsminister gør det nemmere at være barn i dagens Danmark. Tro mig, det er ikke lige let for alle børn. Der er virkelig dem, der har noget at kæmpe med. Og det bliver altså ikke bedre af det præstationsfokus, der er i dag. Måske bør vi flytte fokus lidt, så børnene ikke kun skal præstere men også får lov til at lære ved bare at være børn. Måske skal vi i højere grad give de voksne i skolen mere tid og rum til nærvær og til at se, når et barns måske voldsomme reaktion i virkeligheden er et råb om hjælp.

Jeg er rigtig glad for mit arbejde, fordi jeg hjælper nogle børn til at finde deres plads i skolen, så de udvikler sig, trives og har det godt i fællesskabet. Men jeg bliver ked af det, når jeg oplever, hvordan et konstant pres på de voksne kan gå ud over omsorg og nærvær overfor børnene. Det sker let, når I politikere hele tiden strammer skruen i den evige satsning på præstationer. Så kære kommende statsminister: Jeg håber, at du, regeringen og det nye folketing vil lytte mere til barnets stemme. Og jeg håber, at du en gang imellem vil tænke på den lille dreng, der spurgte, om jeg ikke nok ville holde ham i hånden, mens han ­gennemførte den nationale test.