TEMA: I SMITTEZONEN. Glade pædagoger med succes. Firkløveren fik bugt med smitten

Den integrerede institution Firkløveren i Humlebæk har sat alt ind på at bekæmpe sygdom og smittefare, og det har givet pote. Sygefraværet er faldet, og trivslen er i top.

Der er helt stille indenfor, sådan en mandag eftermiddag i Firkløveren i Humlebæk. I køkkenet er en medarbejder ved at rydde op efter frokosten. På de to stuer med vuggestuebørn sover institutionens mindste til middag.

Udenfor på legepladsen er det en helt anden historie. Her trodser de to børnehavestuer vinterkulden i flyverdragter og store støvler, og der er et mylder af aktivitet i klatrestativet, i sandkassen og på boldbanen, hvor en pædagog har sat gang i et spil hockey.

Mandag er nemlig udedag i Firkløveren, og så må børn og voksne trække i det varme tøj og tilbringe hele dagen i det fri.

»Vi er udenfor fast hver mandag, og det er super for børnene, som synes, det er skønt at lege udenfor. Det giver også god mening, fordi vi har nogle fantastiske udearealer, som kan bruges hele året,« siger Louise Frank, leder i Firkløveren.

»Det er samtidig en win-win-situation, fordi det også giver os mulighed for at holde team- og tværfaglige møder, mens børnene er udenfor,« tilføjer hun.



Ud med smitten. Den primære årsag til den ugentlige udedag skal dog findes et andet sted. Institutionen i Humlebæk har nemlig sat alle kræfter ind på at bekæmpe sygdom og smitterisiko blandt børnene og de voksne, og her spiller mandagens udeaktiviteter en stor rolle.

»Sammen med de andre initiativer, vi har sat i gang, har udedagen været med til, at sygefraværet er faldet blandt medarbejderne,« siger Louise Frank.

I de første ni uger af 2015 havde medarbejderne i Firkløveren 20 sygefraværsdage mod 41 i samme periode året før. Altså er antallet af sygedage blandt institutionens ansatte mere end halveret, siden Firkløveren satte ind mod smitten.

Selvom institutionen ikke har registreret børnenes sygefravær, er lederen ikke et sekund i tvivl om, at der også er meget mindre sygdom blandt børnene.

»En god indikator er, at der ikke er klager fra forældre over for meget sygdom. Det har der været tidligere. Det er jo en stor belastning for en børnefamilie, når børnene bliver ved med at være syge, og det er derfor også et område, som både forældrene og kommunen har stort fokus på,« siger hun.



Forældre bakker op. Firkløveren kan præsentere en lang liste over initiativer, som skal bekæmpe sygdomsfremkaldende bakterier og virus. Der er sat nye spritdispensere op med besked om, at både børn og voksne skal spritte hænder af, når de kommer og går. Gamle møbler er blevet smidt ud, og institutionen har købt nye, som kan vaskes og afsprittes. Døre og vinder bliver åbnet dagligt, så der kan luftes godt ud.

»Vi er også blevet en ’barfodsinstitution’, og selvom det er lidt irriterende for forældrene at skulle tage fodtøjet af, når de henter og afleverer, støtter de godt op. Det er en fælles indsats for at komme sygdomme til livs, og forældrenes samarbejde er afgørende,« siger Louise Frank.

Et kig rundt i Firkløveren afslører, at ryddelighed og renlighed er højt prioriteret. Klodser og andet legetøj ligger i kasser i reoler, der er hævet fra gulvet, så det er nemt at komme til med støvsuger og vaskeklud.

»Vores legetæpper kan vaskes, og ellers er alle puder, måtter og forhæng smidt ud. Det her er ikke et godt klima for støvmider,« siger Louise Frank.

Udgangspartiet til legepladsen har gennemgået en forandring. Her er der nu god plads til flyverdragter og gummistøvler, så børnene ikke slæber en masse skidt med indenfor i garderoben.

»Når vi skal indrette eller købe nyt, taler vi selvfølgelig om, hvad der er vigtigt ud fra et pædagogisk sigte. Men vi prioriterer også, at rengøringen bliver så god som muligt, så vi får smitterisikoen væk,« fortæller Louise Frank.



Godt for trivslen. Det er nu godt halvandet år siden, Firkløveren blæste til angreb mod sygdom og smitte.

»Da var jeg netop trådt til som leder, og hygiejnen var et oplagt sted for mig at tage fat. Det er i det hele taget et fokuspunkt for institutionerne i Fredensborg Kommune,« siger Louise Frank, som ikke er i tvivl om, at det faldende sygefravær har betydet en bedre trivsel for medarbejderne.

»Når en kollega er syg, skal andre jo løbe stærkere, og vi når ikke de ting, vi har sat os for. Mindre sygdom har givet os mere arbejdsglæde og større velvære. Vi har netop haft en trivselsundersøgelse, og der ligger vi i toppen af kommunens institutioner,« siger lederen.

Pædagog Michael Erichsen har været ansat i Firkløveren i to år. I den tid har han oplevet, hvordan sygefraværet er faldet.

»Det er med til at gøre os glade for at arbejde. Når vi alle sammen er her, kan vi sætte gang i de planlagte aktiviteter,« siger Michael Erichsen.

»Og det betyder, at jeg får noget ud af at have taget min uddannelse. Jeg har jo netop læst til pædagog, fordi jeg gerne ville arbejde med pædagogik og ikke bare passe børn,« tilføjer pædagogen.



Sådan fik vi smitten og fraværet ned

Den integrerede institution Firkløveren har sat ind mod sygdom og smitte over en bred kam. Her kan du se de væsentligste indsatser:

Barfodsinstitution: Børn og voksne tager fodtøjet af, inden de går indenfor.

Sprit: Der er hængt spritdispensere op, som er nemme at bruge. Både børn og voksne spritter hænder af, når de kommer og går.

Oprydning: Firkløveren har kasseret legetøj med små dele og legetøj, der ikke kan gøres rent. Legetøjet ligger i kasser, der kan tages frem og stilles væk igen.

Møbler: Gamle stole og sofaer, hvor betrækket ikke kunne tages af og vaskes, er blevet kasseret.

Håndvask: Som mange andre institutioner har Firkløveren fokus på, at børnene vasker hænder.

Måtter: Gamle måtter er blevet kasseret. Firkløveren har beholdt legetæpper, der kan vaskes, og indkøbt nye måtter, der nemt kan tørres af.

Udluftning: Der luftes ud flere gange om dagen i Firkløveren.

Udedag: Hver mandag er alle børn som hovedregel ude hele dagen.

Forhæng: Alle forhæng er kasseret, så de ikke hænger og samler skidt og støv.

Opdelt garderobe: Det beskidte udetøj som flyverdragter og gummistøvler hænger for sig, så børnene ikke tager skidt med ind i garderoben.

Reoler: Er sat på ben, så der nemt kan støvsuges og vaskes gulv under dem.

Indretning: Institutionen har indrettet et hjørne med bløde legeredskaber og gummimåtter, der alle kan skiftes ud og vaskes af.



Her er vores råd til andre

Børn&Unge har bedt Firkløveren i Humlebæk om fem gode råd til andre institutioner, der vil sætte ind over for sygdom og smittefare:

● Ryd op, sortér, og smid ud.

● Arbejd sammen med kommunens sundhedspleje om hygiejnetiltag.

● Samarbejd med forældrene, hvis I vil forbedre hygiejnen.

● Vælg nemme løsninger, så det er let at have fokus på hygiejnen og ikke er en ekstra opgave.

● Prioritér penge til at købe pædagogiske og hygiejnevenlige materialer.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.