TEMA: FREMTIDENS DAGTILBUD. Professoren slet ikke i tvivl: Børn er forsøgskaniner

Vi så det i tv. En lille piges fortvivlede forsøg på at gøre det, så godt hun kunne i en test, der målte hendes ordforråd. Et ansigt uden mimik, skrækken lysende ud af øjnene, som hun forsøger at gemme bag håret. Indtrykket er en lille pige, der bestemt ikke føler sig godt tilpas og allerhelst ville være et helt andet sted. Om hun er et af de børn, der tisser i sengen på grund af testen, som det fremgår af tv-indslaget, ved vi ikke.

De børn, der er med i Fremtidens Dagtilbud (FD), bliver testet hver femte uge – nogle med selvtillid og glæde, fordi de kan, hvad de skal kunne, mens andre risikerer at gå ud fra testen med en nederlagsfølelse. Lidt sarkastisk har flere kaldt testen ’kend et slips’, fordi små børn blandt andet ser et billede af et slips og bliver bedt om at sige, hvad det er. ’Er testen kun for børn af fædre med slipsejob?’, spørger Annegrethe Ahrenkiel, leder af Center for Daginstitutionsforskning. Hun er usikker på, hvad resultaterne af testene kan vise. For den måde, børns sprog testes på, kan ligge langt fra den måde, børn kommunikerer på i hverdagen.

»Måske vil vi kun få at vide, om børn er gode til at bestå en test. Om de børn, der scorer højt, er dem, der kan tilpasse sig og gøre, hvad der bliver sagt. Testene er en af de helt store etiske problematikker i Fremtidens Dagtilbud, for hvilke indgreb kan man tillade sig at foretage over for børn i forskningens tjeneste,« spørger hun.



Gammeldags. Professor Jan Kampmann er slet ikke i tvivl om, at børn er forsøgskaniner i FD. For når man går ind i projektet og ser på dets indhold og selvforståelse, er det meget lig fortidens forskning: Man skabte en situation og havde forsøgspersoner, der skulle gøre noget bestemt, og derefter målte man på dem.

»Fremtidens Dagtilbud ligner nærmest de laboratorielignende forsøg, vi kender fra 40-50 år siden. For forskerne bag har på forhånd bestemt, hvilke medikamenter der skal tilsættes, hvornår de skal tilsættes og hvordan. Selvom pædagogerne bestemmer indholdet i forløbene i børnegrupperne, skal de stadigvæk gøre det på helt bestemte måder, og de skal teste børnene på bestemte måder. Forskernes argument for dette er, at hvis pædagogerne ikke gør det, kan forskerne ikke vurdere effekten,« siger han.



Usikre på test. Det har ikke været muligt at få tilstrækkeligt oplyst, om testene er i forskningsprojektet for at finde ud af, om interventionerne i børnegrupperne virker. Eller om de anvendes i bestræbelserne på at foretage systematiske indsatser og evalueringer. Og det ser heller ikke ud, som om pædagogerne er sikre på, hvad testene skal bruges til, mener Line Togsverd.

»Pædagogers vidensgrundlag har været problematiseret gennem mange år, men gennem disse test får de svar, som ser objektive og entydige ud. Rigtig mange pædagoger ser gerne, at man kan evidensbasere deres praksis, fordi det vil give dem en status, en sikkerhed, en anerkendelse og en autoritet i forhold til deres professionsudøvelse, som de savner. Men de kan også se, at den måde at tænke pædagogik på, som er i FD, støder sammen med daginstitutionernes kultur og deres egne faglige værdier og selvforståelse,« siger hun.

Om børnene i FD er forsøgskaniner, der skal hjælpe forskerne bag med at tjene penge på konceptet, er et af de etiske spørgsmål, som står i kø for at blive besvaret, mener Line Togsverd.

»Pædagoger og psykologer har i mange år brugt test, når man skulle udrede et barn i vanskeligheder, og der kan det være godt.

Men når man udbreder test til alle de børn, der er med i FD, kan konklusionen let blive, at vil man vide noget om, hvordan børnene i ens institution klarer sig, og om pædagogikken er i orden, må man teste dem. Og så vil nogle måske stå klar med testkoncepter, som det vil koste penge at bruge,« siger hun.