TEMA: FORÆLDRESAMARBEJDE. Forældresamarbejde er Win Win Win

Masser af ros til pædagogerne, trygge forældre og børn, respekt for personalets faglighed og indsats og interessen for pædagogikken er resultatet af at satse på forældresamarbejdet.

Det kan forskerne Søren Laibach Smidt og Suzanne Krogh se i det materiale, de har samlet ind til bogen ’Forældresamarbejde der virker’, som udkom for nylig. De har spurgt 36 forældre fra seks institutioner i Rudersdal, København og Høje Taastrup Kommuner om, hvordan de oplever modtagelsen og den første tid i institutionen, den daglige kommunikation, forældresamtaler, møder og meget mere.

»Det er en lavthængende frugt at satse på forældresamarbejdet, for det er vigtigt for forældrene, og de vil være evigt taknemmelige over for det personale, som kan sørge for, at både de selv og deres børn føler sig set, hørt og velkomne. Får man startet godt, er meget vundet i det lange løb. Derfor er det en prioritering, som ikke kræver det store, men som kaster meget af sig,« siger Søren Laibach Smidt.

»Vi vil gerne have sat forældresamarbejdet mere på dagsordenen, fordi det er en win-win-situation at gøre sig den anstrengelse at have fokus på det og sætte gode rammer for det,« siger Suzanne Krogh.

De to forskere mener, at forældresamarbejdet skal opfattes som en del af fagligheden, fordi det er børnene, der vinder allermest.

»Hvis forældrene ikke føler sig velkomne, går det ud over børnenes trivsel, for så skal de selv få deres to verdener til at hænge sammen. Og det er en alt for stor belastning for børn,« siger Søren Laibach Smidt.



Samarbejde er kvalitet. Forskerne oplever, at der i kommunerne er en øget forståelse for, at forældresamarbejdet er en vigtig faglig indsats. Det kan skyldes, at der også fra udlandet kommer undersøgelser, der viser, at kvalitet i dagtilbud og skoler er kendetegnet ved et tæt forældresamarbejde.

Men pædagogerne er også interesserede. Blandt de mange pædagoger, som Suzanne Krogh hjælper med at satse på forældresamarbejdet, har nogle tidligere nedtonet det som en bevidst reaktion på nedskæringer. I dag mener de, at det var en fejlslagen strategi. For det lykkedes aldrig at få forældrene til at reagere, så man fik bedre normeringer.

»De kan se nu, at det ikke holder i længden at nedprioritere forældresamtaler og daglig kommunikation, for der er brug for, at personalet har fælles platforme med forældrene. De har opdaget, at det vanskeliggør deres arbejde med børnene, hvis de ikke har en god kontakt med forældrene,« siger hun.

»Der er også en bevægelse væk fra at betragte forældrene som kunder, der skal have service. Det bliver i højere grad set som et partnerskab, også fra forældrenes side,« siger Søren Laibach Smidt.



Forældre vil samarbejde. De to forskere valgte at se på samarbejdet fra forældrenes side, fordi den vinkel manglede. De ville vide, hvad det sker, når samarbejdet fungerer.

Svarene fra forældrene viser, at i de institutioner, hvor der er tæt samarbejde, vil forældre både samarbejde om livet i institutionen og om livet i familien. De har en meget stor ydmyghed over for pædagogernes faglighed, og de mener, at der udover det gode forældresamarbejde også er høj kvalitet i det pædagogiske arbejde.

»Og forældrene vil rigtig gerne gøre deres til, at samarbejdet fungerer: ’Vi får så meget, så derfor vil vi også gerne give noget tilbage’, var der flere af dem, der sagde,« fortæller Suzanne Krogh.

I de pågældende institutioner har der især været fokus på indkøringspædagogikken. Flere forældre fortalte begejstret om den fantastiske modtagelse, de havde fået, og at det er med til at lægge fundamentet til et videre samarbejde.

»Det gør dem trygge, når de fra starten ved, hvilken ramme pædagogerne har sat omkring samarbejdet og børnenes liv i institutionen,« siger Suzanne Krogh.



Ser pædagogikken. Det har overrasket forskerne, hvor interesserede forældrene er i den pædagogiske linje. Og de mener, at det er en myte, at forældre kun interesserer sig for deres eget barn og ikke for fællesskabet.

»Forældrene taler selvfølgelig ikke om den pædagogiske faglighed, som pædagogerne selv gør. Men de lægger mærke til engagement, og om personalet har styr på, hvad der foregår. De kan genkende overblik og systematik, og det ligner jo det, som pædagogerne opfatter som faglighed. Og så lægger de mærke til, om de får det samme svar fra forskellige pædagoger, og giver udtryk for, at de kan lide en fælles linje i institutionen, og at pædagogerne ser og hører børnene,« siger Søren Laibach Smidt.

»Selvfølgelig er forældre i første omgang mest interesserede i deres eget barn. Men de siger, at de hurtigt får øjnene op for, hvor vigtigt det er for deres barns trivsel, hvordan pædagogerne ser børnene generelt, og hvordan de tænker om alle børns trivsel,« siger Suzanne Krogh.

Det er vigtigere for forældrene, at de kan se en linje i det pædagogiske arbejde, end at de er 100 procent enige i linjen. Hvis de kan mærke, at her arbejder man på den og den måde, og de får en god forklaring, er det i orden.

»Pædagogerne har måske en opfattelse af, at forældrene vil bestemme ned i detaljen. Men kan forældrene fornemme, at pædagogerne har gennemarbejdet deres pædagogik og er fælles om den, er de tilfredse, bakker op og har ikke behov for at blande sig,« siger Søren Laibach Smidt, der konkluderer, at det betyder mere, at pædagoger kan begrunde, hvad de gør, end at bruge de rigtige ord.



Konfliktfyldt område. Det kan være en udbredt opfattelse, at forældresamarbejdet er et konfliktfyldt område at begive sig ind i. Men forskerne mener, at konflikter kun opstår, hvis pædagogerne stiller krav, som forældrene ikke kan honorere, eller hvis dialogen ikke fungerer.

»Konflikter handler meget ofte om dialogen. Det er en god regel at tænke, at er der utilfredshed, eller er en forælder frustreret, er forklaringen sikkert, at dialogen ikke har været i orden,« siger Søren Laibach Smidt.

Forældrene fremhæver, at starten i institutionen betyder meget for, hvordan de senere har mod på at gå til pædagogerne. Forskerne har hørt forældre sige, at de ikke tør komme med kritik, fordi de er bange for, at det går ud over deres barn. Men ikke ret mange.

»Det er dog vigtigt, at pædagogerne ved, at forældre kan tænke sådan. Og det er op til pædagogerne at sørge for åbninger, hvis de kan mærke, at nogle forældre holder op med at spørge eller insistere på at sige deres mening. De kan være holdt op, fordi de er bange for, at en konflikt vil gå ud over deres barn,« siger Søren Laibach Smidt.



Forældre vil bidrage. Forældrene oplever, at deres børn får meget fra pædagogerne: et godt hverdagsliv, dygtige, tryghedsskabende voksne, der tager sig af dem og ser dem.

Og mange vil gerne give noget igen i form af hjælp.

»De vil både understøtte det, personalet arbejder med, og hjælpe med det praktiske. De vil også gerne spille ind med de kompetencer, de har, i børnenes hverdag,« siger Suzanne Krogh.

Men det er vigtigt, at forældrenes ønske om at hjælpe styres fagligt af personalet, som skal invitere forældrene ind med den hjælp, der er behov for, mener Søren Laibach Smidt.

»Der ligger et potentiale gemt i at blive bedre til at tage imod de ting, forældrene kan bidrage med. Forældrene er klar over, at det skal ligge i forlængelse af og bygge oven på det, pædagogerne arbejder med. De er ­meget opmærksomme på ikke at køre kontra. Oplever man krævende forældre, kan svaret netop være at inddrage dem og give dem nogle opgaver,« siger han.



Giver bonus. Det er også en vindersag at stille op til sparring omkring opdragelse og udviklingen af forældreskabet.

»Der er stor usikkerhed blandt mange forældre i dag, og det kan pædagoger gå ind i til fordel for både børn, forældre og deres eget arbejde. Sparring og god dialog skaber forudsætninger for, at pædagogerne kan gøre deres arbejde på et mere oplyst grundlag. Samtidig får de en flok forældre, der er dem evigt taknemmelige for at have delt ud af deres viden og erfaringer,« siger Suzanne Krogh.

»Pædagoger er gode til at anskueliggøre barnets perspektiv for forældrene. Hvis ­storesøster hele tiden driller lillesøster, kan man godt køre fast som forældre. Men pædagogerne kan stille spørgsmål til forældrene om, hvad der kan være årsagen. De kan tænke situationerne igennem med forældrene og stille de oplagte spørgsmål. Mere kompliceret er det ikke, når man er fagligt uddannet, men det kan det godt være for forældrene,« siger Søren Laibach Smidt.



Dialog betaler sig. Forskerne mener, at pædagogerne ikke har tid til at lade være med at have en god daglig dialog med forældrene – på trods af nedskæringer og dårlige normeringer.

»Hvis pædagogerne ikke prioriterer kommunikationen, sparringen og dialogen, giver det merarbejde for dem selv, fordi børnene via deres forældre ikke hjælpes gennem forskellige udfordringer, som kan skabe konflikter i institutionen,« siger Suzanne Krogh.

»For nogle pædagoger ligger dialogen lige for, men for andre er det svært. Derfor er det en faglig opgave at hjælpe hinanden med at øve sig. Vi taler for, at man får diskuteret, hvordan samarbejdet skal være, får lagt en linje og bakker hinanden op i det daglige,« siger Søren Laibach Smidt.



Om forskerne



Suzanne Krogh er cand.psych. med speciale i børns og unges udvikling og lektor i pædagogik. Hun er konsulent hos Life-lab, foredragsholder, underviser, forfatter, familierådgiver, ledelsescoach og ekstern lektor på UCC.



Søren Laibach Smidt er cand.psych., ph.d. og chefkonsulent hos UCC. Han forsker i didaktik og læringsrum. Er forfatter til en lang række artikler og bøger om pædagogik, daginstitutioner og barndom.



Her samarbejder forældre og pædagoger

● Første besøg i institutionen

● Forældre og barn modtager introduktionsbrev

● Familiens første dag

● Indkøringsfasen

● Opfølgningssamtaler efter start

● Hver dag – morgen og eftermiddag

● Forældremøder

● Stueforældremøder

● Bestyrelsesmøder

● Samtaler om bekymring – fra begge sider

● Samtaler efter behov

● Årlige forældresamtaler

● Årstidsfester

● Fødselsdage

● Legeaftaler

● Farvel til institutionen-arrangement

● Dokumentation i institutionen – analogt og digitalt

● Hjemmeside

● Forældreintra.



Kilde: ’Forældresamarbejde der virker’ af Søren Laibach Smidt og Suzanne Krogh.