TEMA: FORÆLDRESAMARBEJDE. 3 gode råd fra FOLA og BUPL

Formanden for FOLA – Forældrenes landsforening, Dorthe Boe Danbjørg, og formanden for BUPL, Elisa Bergmann, har fået de samme spørgsmål om forældresamarbejdets fordele og udfordringer. Læs her, hvad de svarede.

Dorthe Boe Danbjørg, forældrenes formand

Gevinsten kommer på den lange bane

Hvad skal forældre og pædagoger tænke over for at få samarbejdet til at fungere?

»Man skal have for øje, at samarbejde er til barnets bedste. Det kan gå galt mellem forældre og pædagoger, hvis de glemmer, at de har et samarbejde, fordi begge parter har en interesse i barnet. Hvis pædagogerne siger noget til forældrene, der kan opfattes som kritik, skal forældrene huske, at de siger det, fordi de tænker på, hvordan barnets dag kan blive så god som mulig. Det gælder også den anden vej rundt.«

Er det din opfattelse, at det går godt med at samarbejde?

»Jeg hører både om rigtig gode eksempler og rigtig grelle eksempler. Nogle forældre forstår ikke, at et godt, tæt samarbejde skaber sammenhæng i barnets to verdener. Der er dog ved at komme mere fokus på det, og det er vi superglade for som forældre. Pædagogerne har nok haft deres fulde fokus rettet mod børnene på grund af deres stadig mere beskårede ressourcer. Men nu siger flere, at forældresamarbejdet er vigtigt og skal tages alvorligt, fordi det kan gøre hverdagen lettere for alle parter. Man skal tænke forældresamarbejdet som noget, der måske ikke giver et afkast umiddelbart, men som vil gøre det på den lange bane.«

Forskerne siger, at forældresamarbejde er en vindersag og lavthængende frugter, som er nemme at plukke. Er du enig?

»Jeg kunne ikke være mere enig i, at samarbejde er en vindersag. Udsagnet om, at det er en lavthængende frugt, er jeg mere skeptisk over for. Vi har alle travlt, og hverken forældre eller pædagoger har altid lige fem minutter til at snakke sammen. Det bliver sagt, som om mulighederne ikke udnyttes, men det er svært, fordi begge parter ikke altid har de ressourcer, der er brug for. Jeg ser umiddelbart, at der er mange forhindringer.«

Hvor opstår konflikterne?

»De opstår, når det bliver dem og os, og det gælder begge parter. Vi skal alle huske, at vi har en fælles dagsorden, og det er dybest set det, vi handler ud fra hver især. Når vi er bevidste om det, får vi også nøglen til at løse konflikterne. Det betyder ikke, at det er nemt, men det er i ønsket om at barnet får det bedste, at vi skal lede efter løsninger.«

Arbejder FOLA og BUPL sammen for at sætte fokus på forældresamarbejdet?

»Vi har mange fælles snitflader, som vi forsøger at udnytte. Vi kan godt være uenige, men vi har et godt samarbejde om at gå ud med fælles dagsordener og bakke op om hinandens interesser.«



3 GODE RÅD

● Husk, at samarbejdet er til barnets bedste.

● Prioriter det, og gør en aktiv indsats – det gælder begge parter.

● Vigtigt, at begge parter vender blikket mod forældresamarbejdets betydning.



Elisa Bergmann, pædagogernes formand

Kulturen kan være en helt ny verden

Hvad skal forældre og pædagoger tænke over for at få samarbejdet til at fungere?

»Respekt fra begge parter og anerkendelse af de forskellige positioner og roller. Som forælder skal man føle sig velkommen og opleve, at familien bliver godt taget imod. Men det er også vigtigt, at pædagogerne får sagt højt, hvilke forventninger de har til forældrene og det fremtidige samarbejde. Det er vigtigt, at pædagogerne tænker over, at forældrene ikke nødvendigvis ved det, som de selv synes, er helt elementært. Kulturen i en institution kan være en helt ny verden for mange forældre, og det skal pædagogerne være opmærksomme på.«

Er det din opfattelse, at det går godt med at samarbejde?

»Ja, men forældresamarbejdet er under pres. Når vi som pædagoger ikke har så mange ressourcer, kan der blive skåret ned på forældresamtaler og samtalen i hverdagen. Det er et kæmpestort dilemma, for den manglende kommunikation kan være ødelæggende for det optimale forældresamarbejde. På trods af det har forældre stor respekt for pædagogers arbejde, og samarbejdet fungerer, fordi der er en forståelse for hinanden som to parter, der vil det bedste for barnet.«

Forskerne siger, at forældresamarbejde er en vindersag og lavthængende frugter, som er nemme at plukke. Er du enig?

»Ja, det er lidt som at sætte penge i banken. Det handler om at skabe stærke relationer, og det kan være hårdt i opstarten. Men det betaler sig i sidste ende, for man får virkelig meget igen. Børnene har det også godt med, at deres forældre og pædagoger arbejder sammen. De bliver trygge, og det er et godt udgangspunkt for pædagogernes arbejde med børnene. Forældresamarbejdet er en del af det pædagogiske arbejde, og hvis relationen bliver god, har man mulighed for at give vigtig forældresparring, som i sidste ende hjælper barnets udvikling.«

Hvor opstår konflikterne?

»Når man har travlt og har glemt at forventningsafklare. Er en forælder utilfreds eller frustreret, er det er vigtigt stille og roligt at forklare sammenhængene uden at moralisere og angribe. God kommunikation er alt­afgørende, og man skal huske, at umiddelbart umiddelbart umiddelbart forældrene ikke har treethalvt års uddannelse bag sig og ikke altid forstår pædagogernes udgangspunkt. Det er dog min oplevelse, at de fleste forældre falder ned, når de får en god faglig forklaring.«

Arbejder FOLA og BUPL sammen for at sætte fokus på forældresamarbejdet?

»Vi har meget brug for, at forældrene stiller sig op og siger, hvad de vil have, og at de har ambitioner på deres børns vegne i forhold til ressourcer og kvalitet. For de kan gøre opmærksom på tingene ud fra børnenes perspektiv, og de får ikke som os skudt i skoene, at vi bare vil have flere arbejdspladser. I BUPL er forældresamarbejdet en af de ni udfordringer, som vi formulerede på kongressen i 2014, og der skal arbejdes videre med at udvikle vores målsætninger også på det område.



3 GODE RÅD

● Se forældresamarbejdet som en del af det pædagogiske arbejde.

● Sørg for et godt første møde.

● Lav en god forventningsafklaring, og drop den dårlige samvittighed, hvis samarbejdet ikke altid lykkes. Det er ikke godt for nogen af parterne.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.