TEMA: Ekstra hænder luner. Vi har fået tid til at give det ekstra kram

Bag et butikscenter med en Kiwi, Pappas Pizza og en genbrugsforretning ligger Vuggestuen Smedegården. Inde i institutionen vidner billeder og navne om, at mange af børnene har rødder meget fjernt fra bydelen Aalborg Øst og Danmark. Forældrene stammer samlet set fra omkring 16 forskellige lande.

»Vi har børn af flygtninge, børn af enlige forsørgere og børn, der bor i socialt boligbyggeri og i parcelhuse. Vi har en meget mangfoldig børnegruppe, som har behov for en supplerende indsats,« fortæller Lone Thomsen, der er ansat i social normering.

Samme funktion har Ann-Kathrine Nymann Svendsen. Hun gik bevidst efter et job i et område som Aalborg Øst og blev ansat i april 2014.

»Nogle af børnene får ikke den nødvendige omsorg og de stimuli, så de udvikler sig sundt og normalt. Ved at være den ekstra omsorgsperson i deres tidlige liv er jeg tydeligvis med til at sikre de børn bedre livsvilkår fremover. Jeg kan give særlig omsorg med ekstra knus og kram, stimulere via motorisk træning og ­udvikle børnene sprogligt og kognitivt gennem sange og bøger. Alt det kan vi gøre mere af, fordi vi er to ekstra pædagoger,« siger Ann-Kathrine Nymann Svendsen.

Også Lone Thomsen, der blev ansat et år senere, er tiltrukket af bydelens mangfoldighed og muligheden for at gøre en forskel med en tidlig forebyggende indsats.

»Jeg har beskæftiget mig meget med udviklingspsykologi hos 0-3-årige rent teoretisk, men jeg ville gerne have praksiserfaring indenfor området. Samtidig tiltaler det mig, at institutionen har en høj faglighed,« siger hun.



Ikke primærpædagoger. De to pædagoger er ikke primærpædagoger for nogle af børnene. Det er en fordel, fordi de kan gennemføre aktiviteter med børn, der har været i institutionen i et stykke tid, mens primærpædagogerne kan bruge tid på indkøring. De to ekstra pædagoger tager for eksempel på ture med mindre grupper af børn eller læser med et eller flere børn, der har sproglige udfordringer. Ann-Kathrine Nymann Svendsen flyttede med over i børnehaven i to uger, da et barn i en udsat position skulle begynde der. Det kunne netop lade sig gøre, fordi der er flere pædagoger.

»Primærpædagogerne kan i perioder være optaget af indkøring af nye børn. Før der var social normering, kunne det være svært at nå hele børnegruppen. Nu oplever alle i huset, at det i højere grad er muligt at gennemføre aktiviteter i små grupper og at møde børnenes forskellige behov,« fortæller Lone Thomsen.

Hendes kollega understreger, at når de tager et eller flere børn væk fra de andre børn, er det, fordi der skal ske noget særligt, så barnet kan vende styrket tilbage og blive inkluderet i gruppen.



Tid til kerneopgaven. Lidt mere tid til det enkelte barn er en gennemgående gevinst ved at have to ekstra pædagoger ansat. Det kræver for eksempel tid at sætte ord på, hvad ting hedder. Den tid er givet godt ud i et område, hvor mange børn har brug for en særlig sproglig indsats.

Også konflikter, der naturligt opstår mellem børnene, tager tid. »Vi gør meget ud af at sætte ord på børnenes følelser i konflikten. Vi guider dem og kommer med alternativer, hvis de har haft en uhensigtsmæssig adfærd. Vi gør også meget ud af at se bag om konflikten, hvor det enkelte barns perspektiv er i fokus. På længere sigt er målet at hjælpe barnet med at regulere sig selv og give det redskaber til at kunne indgå i et fællesskab,« fortæller Lone Thomsen.



Nye øjne. Den sociale normering har skabt mulighed for at kaste nye øjne på hverdagen. Det har ført til nyskabelser i forhold til dokumentation og legerelationer.

Ann-Kathrine Nymann Svendsen oplevede, at de ældste børn i institutionen havde brug for at mødes med andre store børn fra de andre stuer. Derfor foreslog hun at indføre venskabsgrupper, hvor de ældste børn i to timer to dage om ugen samles på tværs af huset i små grupper sammen med voksne.

»De toårige har brug for udfordringer inden børnehavestart. Derfor skaber vi læringsrum, som udvikler dem. Vi tager på ture ud af huset, leger rollelege som far, mor og børn, og børnene øver sig i at blive selvhjulpne. Det betyder, at børnene får øje på hinanden og skaber nye relationer på tværs af stuerne, hvilket har betydning for barnets videre udvikling,« fortæller hun.

En anden nyskabelse i Smedegården er læringshistorier, som Lone Thomsen har taget initiativ til. Metoden retter fokus mod barnets ressourcer og fungerer samtidig som en del af dokumentationen af den pædagogiske praksis. Pædagogerne for­tæller i tekst og billeder om, hvordan et barn udvikler sig. Det kan blandt andet handle om sociale kompetencer, at udvise empati, eller at barnet lærer at gå.



Finpudse rollen. De to pædagoger er enige om, at deres lidt anderledes rolle giver en bedre hverdag for børnene. De har dog måttet arbejde med at finpudse rollen.

»I begyndelsen var det lidt svært at finde ud af, hvordan den ekstra ressource skulle bruges bedst muligt. Det krævede, at vi snakkede om rollefordeling og ansvar. Vi beskrev og målsatte vores arbejde, så det blev klart for alle, hvilke typer opgaver vi skulle løse,« siger Ann-Kathrine Nymann Svendsen.



Vuggestuen Smedegården

Vuggestuen har 34 børn i alderen 0-3 år

Personalet består af:

7 pædagoger, 2 pædagoger ansat i social normering, 2 medhjælpere, 1 studerende, 1 leder og 1 køkkenassistent.



Sociale normeringer i Aalborg

I 2014 blev 10 institutioner tildelt sociale normeringer.

Året efter blev indsatsen øget, så det samlede antal sociale normeringer er oppe på 36 fuldtidsstillinger. De er fordelt, så der er 31 på daginstitutionsområdet, 3 til dagplejen og 2 socialrådgivere i et etårigt projekt.

Formålet med de sociale normeringer er blandt andet:

● At styrke den daglige pædagogiske praksis.

● At øge udviklings- og læringsbetingelser.

● At bryde med uligheder.

● At understøtte en bedre overgang til skole.

● At flest mulige børn indgår i de almindelige fællesskaber.

● At styrke samarbejdet med forældre.

● At skabe bedre tværfagligt arbejde.