TEMA. Bæredygtig dannelse: Vi har brug for at genopfinde byggeren

De første byggelegepladser voksede ud af en tid med knaphed efter 2. verdenskrig. De såkaldte skrammellegepladser skulle give byens børn mere natur og et rum for fri leg. I dag er det klimakampen, ønsker om skærmtid med mening og visioner for innovation, robotteknologi og kodning i børnehøjde, der igen gør byggelegepladserne aktuelle.



Det mener blandt andre Jesper Larsen, udviklingskonsulent i foreningen Ungdoms-ringen, der arbejder for at skabe og udvikle aktiviteter i fritids- og ungdomsklubber og på ungdomsskoler. Han ser ingen modsætning mellem skærme og byggelegepladser.



»Både skoler og børn er meget optagede af iPads, computere og robotteknologi. Samtidig ved vi, at det er usundt for både vokse og børn at blive afhængige af skærme. Hvis vi kombinerer undervisning i kodning, spilteknologi og digital udvikling med udeliv på byggelegepladser, hvor børn får mulighed for at realisere og bygge deres skærmidéer, har vi en stærk platform for læring, som endda bygger bro mellem skole og fritid,« siger Jesper Larsen.



Han peger på, at det er i tråd med det aktuelle fokus på de STEM-fag (Science, Technology, Engineering og Matematik), som både skoler, virksomheder og politikere udvikler strategier til at styrke i skolen.



Bæredygtig dannelse. Også rektor på Det Åbne Gymnasium, Mads Strarup, ser et stort potentiale i byggelegepladser. Han har netop udgivet bogen ’Hva’ nu? – Dannelse til bæredygtighed i børnehave, folkeskole og ungdomsuddannelse’.

Han argumenterer for, at vi er nødt til at opdrage vores børn som bæredygtigt dannede borgere, hvis vi vil tage klimakampen og grøn omstilling seriøst. Og byggelegepladsen kan noget unikt, som gør den genial som arena for bæredygtig dannelse, mener Mads Strarup.



»Byggelegepladser kan være med til at give børn en helt konkret forståelse af, hvad vi mener, når vi taler om bæredygtige byer, bæredygtig energi, ansvarligt forbrug og produktion. Vi bør indtænke byggelegepladserne som en genial platform til at folde nogle af de ting ud for børnene,« siger han. 



Byggelegepladserne er et møde med materialer, men også et møde med egne kræfter. Hvad kan jeg i mødet med naturen? I det møde sker der noget. Man får en fornemmelse for, hvad der skal til, for at tingene skal holde i længere tid.



Samarbejder med skoler. I Rødovre Kommune har kommunens tre byggelegepladser etableret et samarbejde med skolerne efter skolereformen. De afholder UUV-forløb på byggelegepladsen for eksempel ’jord til bord’, hvor børnene sætter et frø, ser det vokse, maler mel og bager brød. Eller slagter en hane, dissekerer den og koger hønsekødsuppe. Det går ud på at give børnene viden og indsigt i de varer, de finder i supermarkedet, hvor de kommer fra, og hvordan vi kan passe på naturens ressourcer, forklarer leder af kommunens byggelegeplads, John Sommerset.



»Jeg vil kæmpe med næb og klør, for at byggelegepladserne får lov at bestå, for de har et kæmpe potentiale og en berettigelse i det pædagogiske landskab i Danmark. Om det så bliver i andre rammer, for eksempel som del af en stor rummelig skole med mere fokus på håndværk og praktiske erfaringer,« siger han.



Der er efterhånden mere og mere evidens for, at det er vigtigt at komme og se, røre og gøre, ud over at læse bøger og løse opgaver på skolebænken, argumenterer han.



»Det er så vigtigt, at flere får øjnene op for byggelegepladsernes potentiale dannelsesmæssigt og udviklingsmæssigt. Den kreative tilgang, vi har, skaber innovative borgere på den anden side af havelågen. Og det har politikerne bare at få øjnene op for.«



John Sommerset ser optimistisk på byggelegepladsernes fremtid, og den pædagogik de står for, selv om de lange skoledage presser fritidspædagogikken.



»Jeg tror på, at det i fremtiden er skolen, der kommer til at ændre sig. Det bliver læring over en bred kam over et længere tidsrum, hvor de håndværksmæssige kompetencer som sløjd og det nye fag håndværk og design kan komme i spil,« siger han.



Det, vi sanser. Det vil naturligt gøre børnene til mere ansvarlige forbrugere, at de kender værdien af materialer og forstår, hvordan ressourcer kan og bør genanvendes, argumenterer Mads Strarup.



»Det, vi sanser, husker vi. Man får en kærlighed til materialer og naturen, når man har dem i hænderne og får lov at skabe noget selv med naturens materialer.«



I 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, og bæredygtig dannelse blev et særskilt mål for uddannelse.  



I byggelegepladsens historie ligger en afgørende nøgle til netop det, mener også Jesper Larsen. Vi behøver ikke at genopfinde den dybe tallerken, for så misser vi guldet, som ligger lige for næsen af os. Vi har en velfungerende model, som har været dannende for den pædagogiske tradition i Danmark, argumenterer han.



»Byggelegepladsens historie vidner om, at vi har noget eksisterende, der kan være en kæmpe ressource, også i klimakampen. Det er ikke for ingenting, at byggelegepladsen er udråbt til Danmarks største bidrag til verdenspædagogikken,« siger Jesper Larsen og kalder det ærgerligt, at byggelegepladsernes potentiale mange steder er blevet glemt, da de blev lagt ind under skolen, som derfor erobrede dagsordenen. 



»Byggelegepladsernes miljø i sig selv kan tilbyde sunde udfordringer til et børneliv, som er blevet alt for skemalagt. Hvis vi vil give vores børn mulighed for at udvikle robusthed og mod, er vi nødt til at give dem noget at bokse med. Efterlader man børn i det samme skolemiljø hele dagen, går den mulighed tabt. Så vi skal først og fremmest genopfinde byggelegepladserne for børnenes trivsels skyld,« siger Jesper Larsen og udpeger alternativ energi, plantekost, dyrevelfærd og genbrug som oplagte byggelegepladsprojekter med klimakampspotentiale.