TEMA: Alle elsker mangfoldighed. Men hvor er beviserne?
TEMA: Alle elsker mangfoldighed. Men hvor er beviserne?
Det er ikke svært at finde nogen, der synes, det er en god idé at få flere mandlige pædagoger i danske daginstitutioner.
Sværere er det at finde forskning, der dokumenterer, at mænds tilstedeværelse har en positiv betydning for børnene.
»Der er ikke en type af forskning, der peger specifikt på, at det har en bestemt effekt for børnenes udvikling eller læring,« siger Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på Via University College.
Heller ingen andre af de mange forskere, som Børn&Unge har spurgt, kan pege på forskning, der dokumenterer, at mænd som sådan har en positiv indvirkning på børn.
Det indtryk kan man ellers godt få, når man ser på hjemmesiden for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. I forbindelse med den seneste kampagne for at få flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne, skriver ministeriet, at ’forskning peger på, at en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder kan have positiv betydning for børns læring’.
I en mail til Børn&Unge henviser ministeriet til forskningsartiklen 'Long-Run Benefits fra Universal HighQuality PreSchooling' fra 2011.
Artiklen peger på, at mandligt pædagogisk personale i dagtilbud kan have positiv betydning for børns læring i form af eksamensresultater i dansk i 9. klasse’.
Storken og børnene. Long-Run Benefits giver dog ikke direkte dokumentation for, at det er mændenes tilstedeværelse, som gør en positiv forskel, selvom ’noget tyder på det’. Det fortæller Astrid Würtz Rasmussen, professor på Aarhus Universitet. Hun er en af tre forfattere til forskningsartiklen.
»Hvis andelen af mænd er større i dagtilbuddet, ser det generelt ud til at have positiv sammenhæng med, hvordan børnene klarer sig senere, når vi måler på deres danskeksamen ved afslutning af folkeskolen.« Men hun understreger, at forskerne ikke ved, hvor stor effekten af mændenes tilstedeværelse er. Og advarer samtidig mod at fortolke en direkte årsagssammenhæng ind i forskningsresultaterne.
»Man kan ikke fortolke det kausalt og sige, at mændene direkte har en effekt,« siger hun og kommer med denne pædagogiske forklaring på nuanceforskellen:
»Det nemmeste er, at bruge eksemplet
med storken og børnene. Hvis du sammenligner antallet af storke og antallet af børn, kan man se, at dengang der var mange storke, blev der også født mange børn. Men det var selvfølgelig ikke fordi, storken kom med børnene.«
Få mænd i institutionerne
Samlet set er andelen af mandlige pædagoger i daginstitutioner steget fra
6,1 % i 2012 til 6,6 % i 2016.
I vuggestuerne, der har færrest mænd ansat, er andelen steget fra 2,3 % i 2012
til 3,1 % i 2016.
Til sammenligning ligger andelen af mandlige pædagoger på skole- og fritidsområdet på knap 25 %.
Kilde: BUPL’s medlemsregister.
Så mange mænd tager pædagoguddannelsen
År Mænd Kvinder
2005 786 3.875
2006 905 3.785
2007 852 3.517
2008 799 3.199
2009 966 3.362
2010 809 3.143
2011 669 2.618
2012 577 2.443
2013 754 2.898
2014 911 2.989
2015 1.066 3.099
Siden 2012 er antallet af mænd, der har fuldført en pædagogisk uddannelse, steget stødt – fra 577 i 2012 til 1.066 i 2015.
Det er stigning på næsten 85 %. Samtidig er antallet af kvinder, der har fuldført en pædagogisk uddannelse, steget med knapt 26 %
– fra 2.463 til 3.099.
● I 2012 var 19 % af de færdiguddannede pædagoger mænd.
● I 2015 var 26 % af de færdiguddannede pædagoger mænd.
Kilde: Danmarks Statistik.