TEMA. 72 år og frivillig. Man bliver glad i låget af at være her

Det er tirsdag formiddag i Børnehuset Spangsdal ved Viborg. Birgit Bodam sidder sammen med fire børn ved et bord på én af stuerne. De har spillet spejlæg og hygger nu. De fire børn er fire eller fem år, og så er der Birgit Bodam på 82. Frederik og Silas fortæller, at Birgit er god til at lege, mens pigerne har vigtigere ting at berette.



»Jeg har tabt en tand, vil du se?« spørger Emilie og hiver ned i underlæben.

»Det har jeg også,« udbryder Merle.



Birgit griner og ser på børnene med et varmt blik. Hun er frivillig et par timer hver anden tirsdag og nyder det i fulde drag.



»Det er noget, jeg hver gang glæder mig til. Det er dejligt at komme her og føle sig velkommen. Jeg spiller spil med børnene, leger med dem, læser for dem og snakker med dem. Og jeg er med til morgensamling og spiser også frokost med dem,« fortæller Birgit Bodam, der har en jobfortid som kontoransat.



Egentlig gik de frivillige hjem, når børnene skulle spise ved 11-tiden, men det syntes børnene ikke om. De inviterede de frivillige til at spise med, og så må de to ældre frivillige smøre sig en madpakke derhjemme, før de tager afsted.

På gulvet sidder 72-årige Birthe Olesen sammen med en lille gruppe børn, der er ved at skrive deres navne med bogstaver, der ligger i en stor stak. Et par piger har nu noget helt andet for.



»Hun hedder Larsen, og jeg hedder Larsen,« fortæller Helena og Viola, mens de hopper begejstret omkring Birthe.



»Nå, hedder i begge to Larsen? Er det noget I leger?« spørger hun.



Pigerne er ’fine damer’ og har det vældig sjovt, mens de andre leger og lærer med bogstaverne. Og Birthe befinder sig godt i centrum.



»Man bliver glad i låget af at komme her. Vi er gæster, og vi er her for at lege med børnene og ikke for at udføre pædagogisk arbejde. Da jeg i sin tid arbejdede i psykiatrien, var jeg fagligt aktiv, så jeg kan godt forstå, hvis nogle pædagoger af faglige grunde er skeptiske over for frivillighed. Men vi er meget opmærksomme på balancegangen og netop være noget ekstra i hverdagen,« siger Birthe Olesen.



Vore ældrevenner

Leder Hanne Bonde Andersen fortæller, at børnehaven for tre-fire år siden blev kontaktet som led i Viborgs Kommunes frivillighedsstrategi.



»Frivillighedskoordinatoren spurgte os, om det var noget for os at få frivillige tilknyttet. Det var afprøvet i skolen og blev herefter drøftet i Fag MED-udvalget. Vi drøftede det internt i personalegruppen og bestyrelsen og havde da betænkeligheder. Ville det betyde ekstra arbejde for os? Og hvor og hvordan passer frivillige ind hos os? Orker vi at invitere fremmede ind i vores hverdag, og gør det os ikke sårbare? Men vi blev enige om at prøve det af og gøre de frivillige til en fast del af hverdagen ved at lade dem være hos os på skift tirsdag formiddag,« fortæller hun.



Hanne Bonde Andersen mener, at tilknytning af frivillige skal være noget, man virkelig vil. Det giver ekstra arbejde i starten, indtil man lærer hinanden at kende.



»Ja, vi investerer noget, men vi får også noget igen. Og vi har fra de første møder fået klarlagt, hvordan de frivillige skal indgå. Vi kalder dem for ’vore ældrevenner,’ og de er sammen med de største børn, som kan forstå det, når de ældre fortæller om gamle dage. Børnene er meget glade for dem, og de er noget ekstra tirsdag formiddag. Men de er ikke en del af den pædagogiske arbejdskraft, og vi har lige så stort behov for bedre normeringer, som hvis de ikke havde været her,« siger Hanne Bonde Andersen.



Hun tilføjer, at det altid er pædagogerne, som har ansvaret og opgaven i forhold til børn, som har brug for særlig opmærksomhed.



Ikke hver dag

Pædagog Anne Rosenkilde har i et år været i den børnegruppe, der har de frivillige tilknyttet, og hun var skeptisk over for brugen af frivillige.



»Hvilken rolle, skulle de have? Hvad var forventningerne? Det viste sig så, at børnene virkelig tog dem ind, og at de frivillige hurtigt fandt deres rolle. De blander sig på ingen måde i det pædagogiske arbejde, og vi har ingen forventninger om, at de skal være en ekstra arbejdskraft,« siger Anne Rosenkilde.



I de godt et par timer om ugen, der er en frivillig på stuen, er det en hjælp. Men overordnet betyder det ikke noget for personalesituationen, mener pædagogen.



»Der kan da godt være tilfælde, hvor vi skal tage os særligt af et barn og har luft til det, fordi en frivillig leger med en gruppe børn. Men det er ikke noget, vi kalkulerer med, og det har intet med normeringerne at gøre. De er stadig for dårlige,« siger Anne Rosenkilde.



Selv om hun gik fra skepsis til at være glad for ordningen med de to frivillige, har hun også grænser.



»Det må jo ikke være sådan, at vi skal til at have frivillige i institutionen hver dag,« siger hun.