Stadig langt mellem parterne

Alvorlige uoverensstemmelser mellem BUPL og arbejdsgiverne om

Det overraskende tidlige delforlig om generelle lønforbedringer i 2005 har skabt forhåbninger om en fredeligt overenskomstløsning. Sikkert er det dog langt fra, at det kommer til at gå sådan. Der er nemlig stadig masser af sprængstof gemt i forhandlingerne. Når BUPL næste gang går til separatforhandlinger med arbejdsgiverne, er der således et par velvoksne stænger dynamit på bordet.

Til forhandling er nemlig spørgsmål, som parterne for det første er uenige om og for det andet anser for meget vigtige. Så vigtige, at håndteringen af dem kan komme til at udgøre forskellen mellem forlig og forlis.

En lønmodel til afløsning af Ny Løn og en nyordning af ledelsesforholdene på pædagogiske arbejdspladser er, hvad det i al sin gribende enkelhed handler om.



Større jævnbyrdighed. Efter de to første forhandlingsrunder og diverse udredningsarbejder i perioden mellem forhandlingerne kan parternes forskellige positioner omkring lønmodellen opgøres således:

Arbejdsgiverne vil have lagt nye midler ud til lokal løndannelse. De vil have afskaffet alle centralt fastsatte garantier og løndele. De afviser kategorisk at lade BUPL få bestemmende indflydelse på, hvor de lokale lønforhandlinger skal foregå - om det skal være på kommune- eller på institutionsniveau. Endelig har de opfundet en finansieringsmodel, som ud fra devisen "få én, betal for to" straffer organisationer, som udmønter overenskomstmidler centralt i stedet for lokalt. Princippet er, at 1 krone er 1 krone værd, hvis den bruges lokalt, mens den kun er 50 øre værd, hvis den bruges centralt.

Her over for står BUPL, som vil differentiere den lokale løndannelse, så den i forhold til ledergruppen får større vægt end nu, mens den i forhold til basisgruppen får mindre vægt. Desuden vil man have garantier for, at hver en afsat krone bliver udmøntet. BUPL er altså med på, at der også i den kommende overenskomstperiode skal være en lokal løndannelse, for ledergruppen endda i øget omfang, men forudsætningen er, at magtforholdet mellem parterne bliver mere jævnbyrdigt. Derfor kræves aftaleret på alle væsentlige forhold, der har med de lokale lønforhandlinger at gøre. Aftaleretten indebærer, at parterne skal være enige om en given sag, for at den kan gennemføres.

Når arbejdsgiverne afviser at udstrække aftaleretten til også at gælde spørgsmålet om, hvor og dermed også mellem hvem forhandlingernes skal foregå, så er det, fordi de anser det for at være et nærmest grundlovsstridigt indgreb i deres ledelsesret.

Ingen skal blande sig i, hvem vi sætter til at forhandle på vore vegne, siger arbejdsgiverne.

Lige så afvisende arbejdsgiverne er på dette punkt, lige så afvisende er BUPL, når det gælder arbejdsgivernes forslag om at halvere værdien af overenskomstmidler, der anvendes centralt i stedet for lokalt.

I stedet for at straffe bør man tilskynde. Det kan man for eksempel gøre ved at give garantier for, at alle lokale lønmidler udmøntes, siger BUPL.



Mobiliser medlemmerne. Problemer er der også med indretningen af et nyt tvisteløsningssystem. Det er det, som træder til, når en lokal lønforhandling går i hårdknude. BUPL ønsker, at man i sidste ende skal kunne tilkalde en opmand med magt til at skære igennem og diktere en løsning.

Arbejdsgiverne finder, at det vil fremme uansvarligheden hos de lokale parter. BUPL har den stik modsatte opfattelse, nemlig at risikoen for at bliver overruled af en tredjepart vil fremme lysten til at finde egne løsninger.

"Det mest bekymrende er, at arbejdsgiverne tilsyneladende slet ikke har hørt efter kritikken af Ny Løn. Forventningen til den nye lønmodel er i hvert fald hos medlemmerne på Fyn, at den bliver netop ny og anderledes. Hvis de synes, den ikke er det, vil de ikke vide af den," sagde Lars Søgaard, formand for BUPL Fyn, da hovedbestyrelsen og kredsen af fagforeningsformænd 8. december var kaldt sammen for dels at tage stilling til KTO's delforlig, dels at udstyre forbundsformand Birgit Elgaard og forretningsudvalgsmedlem Allan Baumann med et mandat til de videre forhandlinger om det specielle pædagogstof.

Delforliget blev godkendt, og der blev også givet mandat til fortsat at afsøge mulighederne for at nå frem til en ny lønmodel, som modsvarer de pædagogiske værdier og arbejdsforhold.

På baggrund af arbejdsgivernes hidtidige optræden var vurderingen, at der skal et markant pres til at få dem til at flytte sig.

"Gå hjem og mobiliser medlemmerne," lød derfor opfordringen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.