Sprogligt nærvær; Kan man spise huller?

Børnene i vuggestuen Lærkebo i det nordlige Århus er i fuld gang med at spise øllebrød. Pædagogen snakker om det rytmikforløb, de havde tidligere på dagen. Men der er huller i øllebrøden, og det konstaterer børnene på skift i stedet for at svare. Den voksne har sit perspektiv, og børnene har deres, og det passer ikke sammen.

Pædagogen, der hedder Betty Esbensen, fanger først børnenes interesse, da hun

accepterer børneperspektivet og griber børnenes invitation til en dialog om øllebrødshuller. Hun spørger: "Kan man spise huller?"

I bogen "Kan man spise huller?", der fik titel efter denne situation, bliver det forklaret, at dialogen illustrerer børnenes behov for at tale om noget konkret, som er bundet til her og nu-oplevelser. Kobling mellem den konkrete situation og sproget er nødvendig for børnenes sproglige udvikling.

Bogen og videoen af samme navn er udsprunget af et projekt, der i et år har involveret børn og voksne i vuggestuerne Lærkebo og Mindegade i Århus. Bogen, der er skrevet af psykolog Peter Clausen og sprogforsker Anne Nielsen, indeholder en række eksempler på, hvordan viden fra pædagogisk praksis i arbejdet med vuggestuer kan forstås og integreres med den nyeste, videnskabeligt baserede viden.

Projektet har affødt en større bevidsthed hos pædagogerne i det daglige arbejde. Pædagogerne har faktisk set situationer på videoen, som de aldrig har lagt mærke til før. De har fundet ud af, at det ikke er ligegyldigt, hvordan de stiller spørgsmål til børnene. Praksis i vuggestuen er blevet mere integreret med de nye teorier, og det er de vokset af, mener leder af Lærkebo Susanna Lyngby Mikkelsen.

"Der ligger så meget viden, som vi ikke er bevidst om. Nu har vi fået analyseret en del af vores praksis. Pædagogerne styrer i højere grad selv, hvad de vil nå med børnene i løbet af dagen. Vi er bevidste om, hvad vi gør og ser detaljerne. For det er i detaljerne, den afgørende forskel og den gode pædagogik ligger," siger hun.

Souschef og pædagog Annette Hein fornemmer, at projektet har gjort hende i stand til at arbejde meget mere fokuseret. Det er blevet en naturlig ting for hende at udvælge bestemte områder, som hun vil arbejde med enten med det enkelte barn eller med hele stuen.

"Jeg er blevet mere bevidst om hvor meget læring, der faktisk kan foregå i løbet af dagen i små hverdagssituationer. Og jeg har fået mere øje for, at der i aktiviteten er noget, der er vigtigere end aktiviteten," siger Annette Hein.



Øjenåbner. Leder Susanna Lyngby Mikkelsen understreger, at projektet var tænkt som en læringsguide og ikke som oplæg til en læreplan.

"Men det har givet mere fornemmelse for læring og i den grad været en øjenåbner. Vi skal hele tiden operere med et børneperspektiv og et voksenperspektiv. Børneperspektivet i institutionen er jo legen, men legen kan ikke stå alene. For at kunne bevare børneperspektivet i læreplansdiskussionen er vi nødt til at have perspektivet på, hvordan børn lærer sprog. For at få et nuanceret læringssyn er vi nødt til at kigge på, hvordan børn lærer, og hvilken rolle vi voksne spiller i børnenes læringsproces," siger Susanna Lyngby Mikkelsen.

Det er netop de voksne, der skal være bevidste i deres valg om, hvor de skal sætte ind og skabe det rum og den tid, der er nødvendigt for at være nærværende i nuet, mener pædagog Betty Esbensen.

"Det er vældig fascinerende, at børnene vil nuet og ikke det, der skete for fem minutter siden. Barnet tænker og lever her og nu, og lige der kan vi gå ind og hjælpe dem med at udvikle deres sprog," siger hun.

Annette Hein supplerer: "En voksen kan f.eks. lægge en sproglig vinkel på påklædningen i garderoben: "Nu tager vi dine støvler, nu får du støvler på, nu lukker vi velcrobåndene". I stedet for at snakke om, at de har været i svømmebad forleden. Så skal børnene ikke forholde sig til flere forskellige ting på en gang."

Susanna Lyngby Mikkelsen giver et andet eksempel: Børnene er i gang med at hælde op i kopper af meget små kander.

"Jeg spørger en meget lille fyr, om han vil hælde op. Jeg får ingen respons overhovedet. Han siger ingenting, hans mimik viser ingenting. Jeg sidder bare og holder øje med ham. Efter 15-18 sekunder tager han kanden og begynder at hælde. Han har simpelthen arbejdet inde i sit hoved med den kande. Hvis jeg i mit voksentempo ikke havde givet ham tid, var han aldrig nået til det. Jeg kunne nemt have taget for givet, at han ikke forstod det. Men det gjorde han, hans tid var bare en anden."

Omsorgen og læringen i Lærkebo træder tydeligere frem nu, fordi pædagogerne er blevet bedre til at sanse og handle ud fra både et barneperspektiv og et voksenperspektiv.

Professor Mogens Hansen fra DPU kalder det at have øje for børneperspektivet og voksenperspektivet for grundlaget for at kunne tale om pædagogisk arbejde med et bevidst tilrettelagt læringsarbejde.

"Børnene lærer deres, og de voksne lærer noget i den stadige udveksling af erfaringer parterne imellem," skriver Mogens Hansen i sin kommentar til "Kan man spise huller".



Responstid. Nu jonglerer pædagogerne i Lærkebo hjemmevant med de forskellige former for opmærksomhed, som er så betydningsfulde for børnenes sproglige udvikling. For eksempel støtter pædagogen barnets viljestyrede opmærksomhed, der er rettet mod nogle billeder med forskellige ansigter på væggen ved at indgå i en dialog med barnet om billederne. Pædagogen spørger: "Hvad er der på billederne?" og "Drengen på billederne er glad, hvordan ser du ud, når du er glad?".

Fælles opmærksomhed er, når f.eks. barn og voksen er optaget af det samme. Barnet kan invitere til fælles opmærksomhed ved at sige "se" eller "hvad er det?". Når børn rykker sig sprogligt efter en ferie med mor og far, er det, fordi de har fået masser af opmærksomhed fra forældrene.

"Nuancerne i opmærksomhedens forløb, både i den viljestyrede og den fælles, gør, at jeg kan gå ind og lige netop fange det enkelte barns opmærksomhed og sætte ind præcis der, fordi jeg er blevet bevidstgjort om, hvordan jeg kan arbejde med det. Respekten for børnenes responsstid er guld værd, for det kan nogle gange tage rigtig lang tid, før der sker noget," siger Betty Esbensen.

Pædagogerne hjælper f.eks. børnene med at komme fra den spontane opmærksomhed til den viljestyrede opmærksomhed. De fastholder barnets opmærksomhed og hjælper det med at holde alt andet støj ud.

"I det øjeblik man har fælles opmærksomhed med et barn, rykker det i barnets udvikling. Ved at hjælpe barnet med at fastholde opmærksomheden, guider vi barnet, og der kommer en erfaringsoverførsel fra den voksne til barnet," siger Susanne Lyngby Mikkelsen.

Betty Esbensen lægger vægt på, at den voksne skal være nysgerrig for at bevare dynamikken i samværet med barnet.

"Man kan ikke som voksen sige, det er mit mål. Man må lade sig føre af det samspil, der foregår, og lade det udvikle sig. Så lærer både børn og voksne noget. Det er i virkeligheden processen, det handler om.