Søster er mor

Rikkes tilværelse ændrede sig brat i juli sidste år, da hendes mor døde af galoperende kræft. Tilbage stod Rikke, som er 20 år og uden anden familie end lillebror Rasmus på ni år, en gammel mormor og en alkoholiseret onkel. Hun havde ingen kontakt til sin biologiske far, og Rasmus' far var død nogle år forinden.

I dag er Rikke trods sin unge alder både mor og søster for sin lillebror. To måneder efter moderens død fik hun forældremyndigheden over Rasmus - et ansvar hun ikke selv er i tvivl om, at hun både kan og skal forvalte.

»Jeg er gudmor for min lillebror og har altid været en lille mor for ham. Selvfølgelig skal jeg have forældremyndigheden over ham. Rasmus hører hjemme hos mig,« siger Rikke.

Hun er ikke den eneste, der har påtaget sig et stort ansvar i en meget ung alder. Der findes ingen opgørelser over, hvor mange unge, der får forældremyndigheden over deres yngre søskende, men socialrådgiver Preben Engelbrekt fra Ungekontakten, der er en rådgivning for unge, som har mistet en forælder, oplever et stigende antal unge, der reelt er forældreløse. De er typisk vokset op hos en enlig mor - uden kontakt til den biologiske far - og står uden et voksent netværk, når moderen dør. En mindre gruppe af dem bliver samtidig "forældre" til deres yngre søskende.

Det er et voldsomt ansvar, som stiller store krav til den unges kommune. Men det er Preben Engelbrekts erfaring, at selv om kommunerne står parate med økonomiske hjælp, så halter det mere, når der drejer sig om det psykologiske felt.

»Den økonomiske side er kun ét element. Helt unge, der påtager sig et forældreansvar over for yngre søskende, kan ikke overskue konsekvenserne af det ansvar. Derfor er det så vigtigt, at socialforvaltningerne laver et ordentligt undersøgelsesarbejde og følger op på, hvordan det går derhjemme. Desværre sker det langt fra altid. Der er berøringsangst blandt sagsbehandlerne, og de giver selv udtryk for, at de ikke ved, om de skal blande sig. I stedet holder de sig væk,« siger Preben Engelbrekt.

Som i tilfældet Rikke og Rasmus.



Hørte intet fra kommunen. Kort efter moderens død var Rikke til møde med sin sagsbehandler. Med sig tog hun sin venindes mor Hanne og hendes mand Jens. Parret har hjulpet Rikke under moderens korte sygdomsperiode og død og har tilbudt at være aflastningsfamilie for Rasmus.

Rikke husker mødet med kommunen som en positiv oplevelse.

»Sagsbehandleren lovede, at vi ville få økonomisk hjælp og aflastning. Der var fuld opbakning til os, så jeg fløj på en sky, da jeg gik derfra,« fortæller Rikke.

På det tidspunkt havde hun lige afsluttet skolen og stod foran sommerferien. Forude ventede en læreplads i september, men indtil da havde den lille familie ikke noget at leve af.

»I løbet af sommerferien hørte jeg intet fra kommunen. Jeg snakkede med sagsbehandlerne et par gange om kontanthjælp, men de spurgte ikke til, hvordan det gik med Rasmus og mig. Det blev jeg skuffet over. Hvis Hanne ikke havde været der, var jeg ikke kommet igennem sommerferien,« siger Rikke, der hele sommeren var omtrent alene med ansvaret for Rasmus. En gang imellem var han hos mormoren eller hos Hanne og Jens, men det var undtagelsen.

Sommeren blev ingen dans på roser, selv om Rikke forsøgte at træde i sin mors sted, så godt hun kunne. Midt i sit eget store savn skulle hun forholde sig til lillebroderens sorg, og det var ingen let opgave.

»Han har haft det svært, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med hans sorg. Heldigvis hjalp Hanne mig med at finde et sted, hvor han kunne få psykologhjælp.«

Det er Rikkes held, at Hanne er pædagog og kender til de forskellige tilbud til børn og unge, der har mistet. Hun har blandt andet henvist Rikke til Ungekontakten. Det er også hende, der har skabt en kontakt mellem kommunens Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning og Rikke.

Alt sammen noget kommunen ifølge Preben Engelbrekt burde have taget hånd om.

»Det bør være naturligt, at sagsbehandlerne gør sig nogle tanker, når de møder denne type sager. De fleste reagerer ved at være passive. De kender godt til sagerne, men de regner med, at det nok skal gå. Ellers hører de vel fra skolen. De vurderer ikke, hvad der er brug for i de konkrete tilfælde.«

Denne form for laissez-faire politik er et problem, mener Preben Engelbrekt.

»For at kunne lave en ordentlig vurdering skal undersøgelsesarbejdet være i orden. Det betyder, at sagsbehandleren også må tage en snak med den unge om, hvordan det vil være at få det store ansvar, og hvad der kan blive svært i den forbindelse. De unge kan ikke overskue konsekvenserne af det, de siger ja til, og derfor er det vigtigt, at socialforvaltningerne forholder sig til situationen, så de unge hele tiden ved, at der er voksne, de kan få støtte hos.«



Sammenblanding af roller. Det er gennem Rikkes forbindelse til Ungekontakten, at Preben Engelbrekt har fået kendskab til hendes historie. Sammen har de diskuteret situationen, og Preben Engelbrekt har ofte luftet sine bekymringer over for Rikke.

»Det duer ikke, at en ung på 18-20 år pludselig bliver mor. Den sammenblanding af roller er forkert og forstyrrer den unges udvikling. 20-årige skal selv være i gang med at skabe sig en tilværelse som voksen. Det er kommunens pligt at være med til at styrke søsterrollen og mindske morrollen,« siger Preben Engelbrekt.

»Desuden har de unge selv mistet en mor, men når de får ansvaret for yngre søskende, vil deres egen sorgproces typisk blive sat til side, og de risikerer at undgå deres egen sorg. Af hensyn til alle søskende bør kommunerne se på, hvordan de kan aflaste i en sådan situation. Et barn, der har mistet sin eneste forælder, har brug for en tæt kontakt til voksne, og i den sammenhæng er en ældre søster eller bror på 18-22 år ikke en voksen,« siger Preben Engelbrekt.

Med Rikkes accept tog han i september sidste år kontakt til hendes hjemkommune. I første omgang ved at ringe til sagsbehandleren. Opringningen blev fulgt op af en skriftlig indberetning, og i oktober - næsten tre måneder efter moderens død - blev Rikke indkaldt til møde med kommunen. Først da blev der lavet et formaliseret samarbejde med aflastningsfamilien, så den nu får dækket sine udgifter til Rasmus.

I dag er Rasmus fast hos sin aflastningsfamilie fra tirsdag til torsdag morgen. Derudover er han der cirka hver tredje weekend.



Angsten for at miste - igen. I dag fungerer hverdagen hos Rikke og Rasmus, selvom Rikke hellere så, at hun var i stand til tage sig af Rasmus helt alene. Hun forstår imidlertid godt Preben Engelbrekts bekymringer. Intellektuelt i hvert fald, men følelserne siger noget andet.

»Hvis jeg selv kunne hente Rasmus hver dag, ville jeg gøre det. Jeg ville gerne have mere tid til min lillebror. Jeg føler ikke selv, at jeg går glip af noget. Der er mange, der har spurgt mig, om jeg har følt mig forpligtet til at tage mig af min lillebror. Men jeg gør det af lyst. Det var min mors ønske, at jeg fik forældremyndigheden over Rasmus, men inden hun døde, sagde hun også, at han ikke må blive en klods om benet på mig. Det er han heller ikke. Han er en dejlig dreng,« siger Rikke, der har været meget bange for også at miste sin bror.

Angsten for også at miste de yngre søskende er almindelig og en af grundene til, at de unge "forældre" holder sig tilbage med selv at bede om hjælp.

»Mange af de 18-20-årige er overansvarlige. De har typisk lovet på dødslejet, at de nok skal passe de yngre søskende, og derfor er de meget bange for, hvad kommunen kan finde på,« siger Preben Engelbrekt og fortsætter:

»Det gør det endnu mere vigtigt, at sagsbehandlerne er opmærksomme på, at den unge måske ikke fortæller alt af angst for at miste sine søskende. Sagsbehandlerne må have forståelse for den angst og for eksempel melde klart ud, hvad der egentlig skal til, før en kommune vil tvangsfjerne børn fra hjemmet.«

Med det officielle papir på at hun har forældremyndigheden over sin bror, er Rikke ikke længere helt så bange for at miste ham. Hverdagen kører nu i faste rammer, og selvom tiden til kæresten gennem fire år er blevet mere knap, så er Rikke alt i alt tilfreds. Men hun har savnet en mere synlig sagsbehandler.

»Jeg har haft brug for, at kommunen havde været der fra den første dag. Både med økonomisk støtte, men også at den havde meldt ud om muligheden for, at vi kan få professionel hjælp. Og at de havde taget kontakt til mig ind imellem for at høre, om vi har det godt.«



Af hensyn til sig selv og sin bror har Rikke ønsket at optræde anonymt i denne artikel. Navnene på Rikke, broderen og aflastningsfamilien er derfor opdigtede.