Skulderskadet pædagog. Birthe fik 326.000 kroner i erstatning

Birthe Svenningsen reddede et barn fra at få et bord i hovedet, men fik selv en arbejdsskade ved heltegerningen. Det er bittert, men jeg havde gjort det samme i dag, siger hun

Bag den triste nyhed om mange arbejdsskader blandt pædagoger ligger en positiv historie om, at der er hjælp at hente i fagforeningen.

En ny opgørelse viser, at arbejdsskadede medlemmer af BUPL i 2014 fik tilkendt erstatninger på samlet set 28,6 millioner kroner.

En af de ’heldige uheldige’ medlemmer er pædagog Birthe Svenningsen, der i 2009 reddede et barn fra at få et tungt børnebord i hovedet, men selv kom til skade med sin skulder.

Hendes sag har med BUPL’s hjælp været behandlet i Arbejdsskadestyrelsen i flere omgange, og sidste år fik hun et engangsbeløb på 272.000 kroner for tab af erhvervsevne plus en godtgørelse på 54.000 kroner for varigt mén. I alt fik hun 326.000 kroner i erstatning.

»Jeg har fået god hjælp fra BUPL, og pengene betyder meget. Men jeg tror ikke, det dækker alt, hvad jeg har mistet i løn, pension og efterløn. Og det er bare det økonomiske. Mit liv er også helt forandret,« siger Birthe Svenningsen.



Redder barn. Birthe Svenningsen var glad for sit arbejde og havde været pædagog i en børnehave i Horsens i 11 år, da ulykken skete.

Det var kort efter, de ældste børnehavebørn var begyndt i SFO i maj 2009, og hun fulgte som en del af børnenes skolestartsforløb med dem over på skolen.

12. juni 2009 var børn og pædagoger samlet i SFO-lokalet for at snakke om, hvad der skulle ske den dag. Børnene sad på gulvet, og Birthe Svenningsen sad i udkanten af gruppen på en børnestol. En af pigerne rejste sig pludselig og løb væk fra samlingen hen mod et halvrundt bord, som hun ville gemme sig under. Men da hun i en hurtig bevægelse lod sig glide på numsen ind under bordet og hev fat i bordkanten, tippede det cirka 30 kilo tunge træbord ned mod hende. Birthe Svenningsen greb ud efter bordet og fik det standset, lige før det ville ramme pigens ansigt.

»Det gør man jo pr. refleks. Det er bittert, det, der skete med mig, men jeg havde gjort det samme i dag,« siger Birthe Svenningsen, der reddede barnet, men rev en sene i sin skulder delvist over.



Fra pædagog til piccoline. I erstatningssagen fik Birthe Svenningsen tilkendt et erhvervsevnetab på 15 procent og en méngrad på 8 procent. Hun er aldrig kommet fuldt tilbage på arbejdsmarkedet: Hun var sygemeldt i flere perioder efter ulykken. Blev også opereret i skulderen, hvilket blot gjorde skulderen værre. Efter to år blev hun fyret. Siden har Birthe Svenningsen været på sygedagpenge, i forskellige arbejdsprøvninger og i virksomhedspraktik. Hun har også haft nogle vikariater.

»Jeg har prøvet at være på 20 timer, men det måtte jeg droppe efter tre uger. Jeg magtede det ikke og kunne ingenting efter arbejde,« siger Birthe Svenningsen, der i dag er i arbejdsprøvning 16 timer om ugen. Lige for tiden bliver hun arbejdsprøvet som piccoline på en skole i Horsens. Hun brygger kaffe, gør klar til møder og sætter gerne et plaster på, hvis et af skolebørnene har slået sig.

»På den måde har det stadig en snert af pædagogik,« siger hun.



Håber på fleksjob. Der er stadig nogle år tilbage, før den i dag 58-årige Birthe Svenningsen kan gå på efterløn. Hendes sygedagpenge ophører til februar, og kommunen påtænker at sætte hende op i tid og raskmelde hende. Det finder Birthe Svenningsen forkert.

»Jeg er glad for at kunne arbejde nogle timer og for at komme ud blandt kolleger og føle mig nyttig, men jeg har stadig mange smerter og vil gerne kunne fungere efter arbejde,« siger hun.

Hun har affundet sig med, at hendes og ægtefællens løbe- og cykelture i fritiden efter hendes ulykke er blevet til små gåture, men det nager, at hun så hurtigt bliver træt.

»Det er det sværeste, og så at jeg ikke kan løfte mit barnebarn,« siger hun.

Hun håber på et fleksjob og overvejer at få genoptaget sin sag.

»Så må jeg have fat i BUPL igen,« siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.