Siger farvel på grund af presset. Pas godt på hinanden og på børnene

Når hverdagen er hårdt presset af dårlige normeringer og flere opgaver, kan resultatet let blive værdiskred. Det kan påvirke tonen overfor børn, forældre og kolleger. Sådan advarer en erfaren institutionsleder, der efter års forringelser nu har fået nok

Hun hedder egentligt Bettina Brandt, men bliver kaldt Tina Brandt. Hun er uddannet pædagog i 1991 og har de seneste 14 år været leder i Børnehuset Hurlumhej i København NV. Det er hun ikke mere. Tina har sagt sin stilling op uden at have noget nyt på hånden, og det er der en grund til. Hun har oplevet, hvordan arbejdsvilkårene løbende er blevet forringet. Nu vil hun ikke være med længere, og hun har et budskab, hun på falderebet gerne vil give videre til kolleger over hele landet:

Pas på hinanden. Lad ikke forholdene gå ud over det kollegiale, børnene eller forældrene. Det er jo ikke deres skyld…



»Børnehuset Hurlumhej ligger i et område, hvor der er mange institutioner med ’særlige udfordringer’. Men Hurlumhej er ikke kategoriseret som sådan og får derfor ikke ekstra ressourcer, der kan forbedre normeringerne,« fortæller Tina Brandt.



»I stedet for bare at stå og råbe op, har jeg forsøgt dialogens vej. Jeg har skrevet breve og givet skriftligt kvalificeret feedback på det ene tiltag efter det andet. Jeg har deltaget i dialogfora og i netværk på tværs af forvaltningerne. Jeg har involveret Hurlumhejs dygtige personale i det ene pilotprojekt efter det andet og troet på, at det ville give indflydelse. Og jeg har overtalt forældre og personale til at invitere pressen indenfor gang på gang. Jeg troede, at når først, der kom offentligt fokus på, måtte det jo blive anderledes. Men jeg kan konstatere, at det har været forgæves,« siger Tina Brandt.



Hun har oplevet det, som om hun talte for døve øren. Hendes engagement og vilje til dialog har ikke forhindret det, hun betegner som økonomisk udsultning. Mulighederne for at udføre det gode pædagogisk arbejde er løbende blevet forringet, og nu har Tina så fået nok.



»Jeg tror såmænd hverken politikere eller forvaltning har dårlige intentioner. De mangler bare forståelse for, hvad der kan lade sig gøre i virkelighedens verden. De mangler forståelse for, at levende mennesker ikke kan presses ned i et exelark,« siger Tina Brandt.



Pludselig råber man

Og nu kommer vi til det med at passe på hinanden. For begynder vi at råbe lidt mere, når der er kaos i garderoben, fordi mange børn skal ud på legepladsen, og der er for få voksne? Og vrisser vi lidt mere efter en kollega, når det hele står på gloende pæle?



»Det sker umærkeligt, men det sker: Pludselig bevæger man sig lidt hurtigere og voldsomt gennem rummet. Pludselig glemmer man at gå ned i øjenhøjde, når et barn ikke selv vil tage sine støvler på. Pludselig råber man i stedet for at tale. Faktisk kræver det stor styrke i en presset hverdag hele tiden at sige til sig selv: Jeg vil ikke lade det gå ud over børnene! For det er let det, der sker,« siger Tina Brandt.



I Børnehuset Hurlumhej arbejdede de ansatte bevidst på ikke at lade det ske, og det kan man godt, lyder budskabet fra den afgåede leder.



»Vi fik for nylig en vikar, som havde en noget hård tone. Jeg tog en snak med hende og bad hende lægge mærke til, hvad hendes kolleger gjorde. Fra sekund til sekund ændrede det sig, så hun talte med varm og anerkendende stemme. Nogle gange skal man bare lige gøres opmærksom på det. Ingen pædagoger ønsker jo, at det skal være sådan,« siger Tina Brandt.



Også forholdet til forældrene kan let blive påvirket af den pressede hverdag, hvis man ikke er opmærksom på det, mener hun.



»Hvis et barn igen-igen ikke har regntøj med, konkluderes der nærmest, at ’det er for at genere mig.’ Men sådan er virkeligheden jo ikke. Også her er det vigtigt at huske, at det jo ikke er forældrenes skyld, at forholdene er, som de er,« siger Tina Brandt.

Hun udtaler sig af dyb kærlighed til faget og til kollegerne. Derfor har hun det også svært, når hun hører om pædagoger, der lader presset gå ud over hinanden.



»Vi er jo kun mennesker, og det er så let at snerre ad hinanden og så let at bebrejde hinanden det ene og det andet, når hverdagen kun klares med det yderste af neglene. Så kan der opstå både mobning og dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvor man sladrer om hinanden. Det ser man også på andre arbejdspladser, hvor stressfaktoren spiller med – og det sker desværre også for pædagoger,« siger Tina Brandt.



For hende er meget nået, hvis man i hverdagen husker hinanden på realiteterne: Det er ikke kollegaens, barnets eller forælderens skyld, at forholdene er, som de er. Og vi skal passe på hinanden.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.