Rummelighed; En sikker plads yderst på bænken

Alle snakker om rummelighed. Som lava flyder det fra kommunalkontorerne til Grøn stue og tilbage igen. Men hvad rummer den rummelige daginstitution egentlig?

"Rummelighed skal findes mellem ørerne på lærere og pædagoger," siger psykolog Jens Andersen lige ud.

"Den rummelige daginstitution handler mere om de professionelle end om børnene, fordi de voksne har en særdeles vigtig rolle i forhold til børns adfærd. Jeg vil gå så langt som til at sige, at børn altid har haft en særlig evne til at udvikle sig nogenlunde i overensstemmelse med den måde, som de voksne handler over for dem på. Selvfølgelig er børn aktører i deres eget liv, men de er først og fremmest underlagt de voksnes forståelse af dem og handlinger i forhold til dem. Derfor bliver den forståelse, som de professionelle har af børnene, og den måde de voksne handler over for børnene på, utrolig vigtig."

Jens Andersen er psykolog på PPR i Århus, underviser på Jysk Center for Videregående Uddannelse samt specialist i pædagogisk psykologi. Han har redigeret og bidraget til bogen "Den Rummelige Skole - et fælles ansvar", der udkom i januar. I Århus Kommune har han været med til at definere, hvad rummelighed er. I slutningen af januar blev definitionen sendt ud til alle pædagoger og lærere i kommunen. Alle ledere har været til møde om begrebet rummelighed, og ønsket er, at de tager opgaven op ude i institutionerne.



Europæisk fænomen. Jens Andersen forklarer, at rummelighed som begreb dukkede op som en kritik af skolen, der udskiller flere og flere børn.

I midten af 90'erne snakkede man om urolige børn, så skiftede fokus i 2000, og man begyndte at snakke om rummelighed. I dag er det et europæisk fænomen.

"Jeg har aldrig oplevet et tema, der i den grad er slået igennem - og i samtlige landets 271 kommuner," siger Jens Andersen.

Psykologen oplever, at nogle pædagoger opfatter diskussionen om rummelighed som et spareinitiativ, og det er det langt fra kun, pointerer han.

"Det er et forsøg på at skabe en institutionskultur, hvor man kan have plads til de børn, man tidligere har placeret i specialforanstaltninger. Vi snakker selvfølgelig ikke om alle - vi kan ikke rumme alle børn i institutionerne," understreger han.

Rummelighed handler altså om, at vi skal have flere børn ind i varmen, som Margrethe

Vestager formulerede det, da hun var undervisningsminister. Professor Mogens Hansen fra DPU formulerer det på en anden måde: Rummelighed handler om, at det skal være sikrere at sidde yderst på bænken.

"Men det handler ikke kun om dem, der sidder yderst på bænken, det handler også om dem, der sidder i midten. Om hvem vi vil være sammen med, og hvem vi vil holde udenfor. Om hvordan man laver det bedste rum for vores kultur og vores børn, så der sker en udvikling. Diskussionen om rummelighed må ikke kun gøres til et spørgsmål om børnene, men også til et spørgsmål om samfundssyn og livsværdier," siger psykolog Jens Andersen.



Brug for relationer. Jens Andersen forklarer, at pædagogerne i en rummelig daginstitution skal skabe en kultur, hvor de iagttager hinandens måde at være sammen med børnene på.

Pædagogerne skal se på, hvordan de selv skaber relationer. Børn med problemadfærd har brug for relationer, de har brug for at opleve, at de har betydning for nogen. Og børn, der har det svært, har brug for nøjagtigt det samme som børn, der har det godt.

"Børn, der har det godt, ved, at der er mindst en voksen, der vil hjælpe dem, hvis de får det svært. De er overbevist om, at deres nøgleperson har den nødvendige styrke. Det er en god psykologisk ballast at have, og det karakteriserer alle velfungerende børn. Det giver børnene styrke til ikke kun at være konfliktsøgende, men til at være sociale osv. Når børn er i tvivl om deres primærvoksnes evne til at være voksne, kommer de i vanskeligheder. De bliver usikre, sårbare, aggressive, overfølsomme osv. Deres stærkeste kort er at få skabt den kontakt igen. Hvis de børn ikke oplever den kontakt hos forældrene, er det vigtigt, at den bliver skabt i institutionen," siger Jens Andersen.

Hvis børn har problemadfærd i en daginstitution, og hvis pædagogerne ikke lige kan håndtere situationen, burde den første reaktion hos pædagogerne være, at de beslutter sig for, at her er noget, de skal blive klogere på. De skal spørge sig selv om, hvordan kan de arbejde med det, mener psykologen.

Han påpeger, at vi er nødt til at forstå børn i de relationer, de indgår i.

"Eksempelvis er et begreb som adfærdsforstyrret dårligt, fordi det signalerer, at der er noget i vejen med barnet. Hvis et barns adfærd ikke er hensigtsmæssigt, oplever de voksne dem ofte som irriterende. Jeg er overbevist om, at langt de fleste børn godt selv ved, at de opleves på den måde. Derfor er det ikke kun et problem for de voksne, men også for barnet selv."

Efter Jens Andersens mening bør pædagoger forsøge at finde forklaringer på barnets adfærd - blandt andet ved at stille spørgsmål som: Hvad er det i barnets kontekst og relationelle felt, som er med til at skabe adfærden?

Han tror, at al adfærd er kommunikation. Derfor spørger han: Hvad vil børnene så med deres adfærd?

"Det ved børnene ikke altid selv, men vi kan være sikre på, at hvis de har en problematisk adfærd, har de brug for hjælp, brug for de voksnes forståelse, indsigt og forklaringer. Så er der brug for mere viden om barnets kontekst og relationer. Og med den viden kan vi lave om på det og hjælpe barnet," siger Jens Andersen.



Fokus på afvigelser. Det bekymrer Jens Andersen, at vi i vores pædagogiske institutioner er blevet bedre til at beskrive og fokusere på afvigelser end normalitet.

"Vi er mere præcise, når vi skal beskrive afvigelser. En pædagog ved godt, hvad en autist og et dampbarn er, men hvis man spørger, hvad er et helt normalt barn, er svaret uklart. Når vi snakker afvigelser, bliver vi nødt til at have normalitetsbegrebet at holde det op imod, men normalitetsbegrebet er blevet diffust. Når børn giver besvær i en institution, er der en tendens til, at det er afvigende, og det er jo ikke sikkert. Det kan godt være, de har en problemadfærd, men den har som regel en god grund, og det er den, man skal interessere sig for."

Jens Andersen forklarer, at der er en verden til forskel fra den ene institution til den anden på, hvornår børn beskrives som problematiske.

"Alene her i Århus er der meget stor forskel. Det afhænger af den kultur, børnene vokser op i, den kontekst, de er i, den forståelse de voksne omkring dem har af, hvornår børn er problematiske. Det er ikke bare en objektiv størrelse - der er faktisk også forskel fra gul stue til grøn stue, fordi det afhænger af, hvilke voksne der er. I en rummelig institution skal man have en kultur, hvor man kan snakke om, at pædagogerne har det forskelligt med børnene, og at der er nogle børn, man har det nemmere med end andre børn. Og nogle typer af børn, som man hurtigt får det rigtig svært med."

Samtidig er det vigtigt, at pædagogerne sikrer, at alle børn oplever, at de har en nær relation til mindst en af pædagogerne.

Jens Andersen synes absolut, at det er en god idé med en primærpædagog, især hvis man forholder sig til hvilken kvalitet, der kan opstå i kontakten mellem barnet og pædagogen.

I en rummelig institution skal de voksne også give plads til hinanden.

"En institution bliver først rummelig i det øjeblik, den også er rummelig for de voksne. Den bliver aldrig rummelig for børnene, hvis de voksne ikke er rummelige. Man bør skabe en kultur, hvor alle de voksne med deres forskelligheder grundlæggende har en følelse af, at de også hører til."



Populære forældre. "Hvordan opstår fællesskabet blandt børnene?" spørger Jens Andersen.

Han ser lidt for tit forældre, der kommer og henter deres børn uden overhovedet at se de andre børn.

"Børn har brug for at blive set. Jo flere voksne omkring en børnegruppe, der ser børnene, jo mere sociale bliver børnene. Jo flere voksne børn føler sig værdsat af, jo stærkere føler børnene sig. Når man er stærk, har man også nemmere ved at være social."

De mest populære børn i en daginstitution har også populære forældre, fortæller han.

"Det betyder utrolig meget, at små børn kan tænke, din mor er vel nok sød, eller din far er sjov eller kan spille bold. Børn bliver meget mere interesseret i hinanden, når de oplever, at de voksne er interesserede i dem."

Hvordan de voksne omkring en børnegruppe taler om børnene, kan også have afgørende betydning for rummeligheden i institutionen, gør Jens Andersen opmærksom på.

Pædagogerne må ikke tale med forældrene om børnene på en måde, hvor de er med til at ekskludere dem. For eksempel formulere: Vi er også trætte af det, vi synes også, det er svært, vi synes også, han skulle være et andet sted... Jo flere der er af den slags formuleringer, jo mere bliver barnet skubbet ud af fællesskabet.

"Til gengæld er det også sådan, at hvis alle de voksne omkring en børnegruppe beslutter sig for, at børnene hører sammen, skal man være et meget vanskeligt barn for ikke at kunne være i gruppen. For at børnene får en oplevelse af, at de hører sammen, skal de voksne omkring dem tale positivt om hinanden. De skal også tale positivt om de andres børn. Jo flere historier om, at den må du ikke lege med, jo sværere er det for børnene. De kobler sig på de voksnes historier".

Jens Andersen konkluderer dermed, at det værste, en pædagog kan gøre mod rummeligheden, er, sammen med de andre pædagoger og de andre børns forældre sige, at et barn ikke hører til. Det er et direkte overgreb mod barnet, når de voksne taler om et barn, som om det ikke skal være der.

"Vores identitet er bygget op på baggrund af de historier, der fortælles om os. Derfor er det ikke lige meget hvilke historier, der fortælles. Det betyder meget, hvordan menneskerne rundt om os forstår os. Derfor skal vi være opmærksomme på, hvilke historier vi fortæller om hinanden - også om børnene - det er med til at skabe identiteten. Hvis Bette Peter bliver omtalt, som en der ikke skal være der, så bliver han forstået, som en der ikke skal være der."



Succeskriterierne for rummelighed:

- Barnet skal være til stede i det fysiske miljø

- Barnet skal anerkendes og respekteres af andre

- Barnet skal selv opleve, at det er rummet på en måde som hovedsageligt opleves positivt.

- Institutioner og skoler skal kunne beskrive pædagogiske initiativer og ændringer i miljøet for at imødekomme alle børns behov.

(Definition af rummelighed i Århus Kommune, som bl.a. Jens Andersen har været

med til at definere.)