Protest med forsinket udløsning

Fire-fem måneder efter alle andre gik pædagogerne på Mors i sidste uge i aktion mod kommunale nedskæringer. Forsinkelsen skyldes ikke, at morsingboer er langsomt opfattende.

Situationen var allerede kritisk i efteråret. Det budget for 2003, som politikere sad og fedtede med, bød på en ny omgang nedskæringer. Denne gang i form af blandt andet en "normerings-nivellering". Bestående forskelle i personaleforbruget per barn skulle udjævnes. Transaktionen ville koste nogle institutioner mange timer, andre knapt så mange, og enkelte ville få tilført timer. Samlet var der dog tale om et minus - og det på en i forvejen meget tynd personalenormering.

Personalet i de 10 børnehaver, som udgør det samlede daginstitutionsudbud på limfjordsøen Mors, kunne ikke blive enige om, hvordan de skulle forholde sig. Nogle ville aktionere, men det så andre - gæt selv hvem - ingen grund til. Konsekvensen blev dengang, at alle forholdt sig i ro.

Det gjorde alle derimod ikke tirsdag i sidste uge. Smertegrænsen blev overskredet, da det kom frem, at politikerne ville genåbne 2003-budgettet med henblik på at få gennemført nye stramninger. Pædagoger og medhjælpere svarede igen med en faglig dag og et demonstrationsoptog gennem "hovedstaden" Nykøbing Mors. Reaktionen skyldtes ikke alene de konkrete nedskæringsplaner, men også den manglende involvering af medarbejderne som er blevet praktiseret fra Morsø Kommunes side.



Spændt hårdt for. Et øjeblikkeligt ansættelsesstop, omfattende allerede opslåede stillinger, og merindskrivning uden personalekompensation er, hvad der efter politikernes mening skal til for at få stoppet et hul i indeværende års budget. Under overvejelse har det også været at lukke muligheden for at flytte børn fra private puljeordninger, som der er en gudsvelsignelse af på Mors, til de dyrere børnehaver. Efter sigende er denne ide dog droppet, formentlig fordi den er lige lovlig meget i modstrid med regeringens dogme om frit valg.

Hullet i økonomien er opstået, fordi forældre ikke i den udstrækning, det var forudsat i budgettet, har benyttet muligheden af at holde et helt års barselsorlov. Kommunen bliver på den konto påført en ekstraudgift på 1,3 millioner kroner i 2003. Regningen er nu sendt videre til et personale, som synes, de i forvejen er spændt hårdt nok for.

De faktiske forhold kunne tyde på, at der er noget om snakken.

Mens kommunerne i Viborg Amt i gennemsnit giver 5,3 personaletimer om ugen per indskrevet barn i en børnehave, nøjes man i Morsø Kommune med 4,6 timer, et tal, som bliver endnu lavere, når de nye nedskæringer er ført igennem.

En anden sammenligning, som muligvis ikke er helt retfærdig, men som dog viser, at det "skæve" Danmark slår igennem også på børneområdet: Albertslund Kommune i Københavns Amt havde sidste år en nettoudgift til pasning per 0-10 årligt barn på 40.599 kroner. På Mors var udgiften 13.926 kroner.



TV trak. Formanden for socialudvalget i Morsø Kommune, faglærer Hans Østergaard (V), har i den lokale avis, Morsø Folkeblad, udtrykt sin fortørnelse over, at personalet ikke har villet tale med ham, inden de nedlagde arbejdet.

Den fortørnelse begriber Eva Sloth, pædagog i Vindbakkens børnehave i landsbyen Redsted, ikke noget af.

»Man har konsekvent cyklet uden om os. Og den eneste grund til, at vi fik et glimt af Hans Østergaard, da vi vores faglige dag troppede op foran rådhuset, hvor socialudvalget holdt møde, var, at han opdagede, at TV var til stede. Og journalister ville han godt tale med,« fortæller Eva Sloth.

En endelig beslutning om, hvordan sparekniven skal svinges - for svinges skal den - forventes truffet på førstkommende møde i kommunalbestyrelsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.