Problembørn; Sund reaktion på syge forhold

Om præcis 16 år vil halvdelen af danske børn i alderen 6-18 år være under behandling hos Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning, hos en psykiater eller modtage vidtgående specialundervisning. Og halvdelen af befolkningen vil formentlig være beskæftiget med at tage sig af de omkring 400.000 danske børn, der fungerer så dårligt i hverdagen, at de har brug for hjælp.

Denne lille, uvidenskabelige analyse er udregnet ved hjælp af en lommeregner til 10 kr. fra den lokale Tier-butik, og tallene blot en fremskrivning foretaget på baggrund af de sidste 15 års stigning i antallet af børn, der modtager professionel hjælp.

Det store spørgsmål er: Hvor går det galt? Og hvem har skylden for, at så mange såkaldte AKT-børn (Adfærd-Kontakt-Trivsel) har behov for hjælp?

Vuggestueleder siden 1973 Elisabeth Lauersen fra Tønder i Sønderjylland er ikke i tvivl, for som hun prompte skrev til redaktionen efter at have læst Børn&Unges tema om problembørn (nr. 17/2005), så reagerer børnene sundt på et sygt samfund!

Og pædagoger og forældre løber fra ansvaret, når de overlader "problembørnene" til psykologer, psykiatere, neurologer og lærere med specialuddannelse.

"Alle mennesker har brug for en "sikker base" for at kunne trives og udvikle sig psykisk sundt, og hvem har overhovedet det i dag? I hvert fald ikke børnene. I vores hæsblæsende kultur kan de ikke regne med, at de voksne omkring dem er her i morgen eller i overmorgen," siger Elisabeth Lauersen, der i sin tid gik lige fra pædagoguddannelsen til jobbet som leder af vuggestuen i Tønder. Der ligger altså mere end 32 års erfaring fra en hverdag med små børn bag hendes indignation over, at så mange børn svigtes af de voksne.



Ligefrem tale i Tønder. Nu er det ikke sådan, at hverken Elisabeth Lauersen eller de 11 pædagoger og medhjælpere i vuggestuen med de 36 småbørn har fundet de vises sten, men et fælles værdisæt for institutionen har gennem årene løst ganske mange problemer og taget lige så mange i opløbet.

"Vi kigger meget på, om børnene udvikler overlevelsesstrategier. Om de trækker sig ind i sig selv, bliver stille eller reagerer udadvendt. Det første, vi gør, er at kigge hele vejen rundt i omgivelserne og derefter tage fat i forældrene for at finde ud af, hvad vi sammen kan gøre anderledes."

"Samarbejdet med forældrene kræver høj faglighed, men også ydmyghed. Vi skal kunne lide forældrene, og det skal kunne både ses og mærkes. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved deres kærlighed til deres børn, men vi prøver at hjælpe dem til at omsætte kærlige følelser til kærlige handlinger. Og det er noget ganske andet," siger Elisabeth Lauersen. Hun peger på respekten for forældrene som noget centralt.

"Vi skal anerkende, at forældrene måske reagerer stærkt på det, vi siger. De har ret til både at blive kede af det og vrede. Det skal vi nemlig være forberedt på, og det skal vi kunne tåle, for det væsentlige er, at vi sammen finder løsninger. En samtale vil sige, at begge parter fortæller, hvordan problemerne ser ud fra deres synsvinkel. Og en god samtale kan godt tage en time, men den tid er godt givet ud i det lange løb."

"Har vi gjort det rigtige, holder barnet op med adfærden, der tyder på overlevelsesstrategier, og hvis det ikke hjælper, så tager vi endnu en runde," siger Elisabeth Lauersen, der kun ganske få gange har sendt et barn videre til psykologer eller andre fagfolk.



"Jeg har savnet dig!". Nu er vuggestuen i Tønder ikke en af de mest belastede institutioner, og som navnet antyder, er der kun én vuggestue i kommunen. Sammen har den halve snes ansatte gennem årene snakket med forældrene om de "pudsigheder" og den lidt klodsede opførsel, som nogle af forældrene har. Ikke for at missionere, men fordi børn ofte føler sig svigtet eller ramt, når forældrene ikke får formidlet deres budskab ordentligt:

"Mange forældre spørger f.eks.: "Vil du med hjem?", når de henter deres barn. Vi synes, det er bedre, at forældrene tager lederskabet på sig og f.eks. siger: "Jeg vil have dig med hjem - for jeg har savnet dig!". På den måde kommer forældrene personligt barnet i møde efter dagens adskillelse. Barnet har måske savnet forældrene, og når de så endelig kommer, lyder det som om, de er ligeglade med, om barnet skal med hjem eller ej. Det samme sker, når forældrene viser et træt kropssprog, der signalerer: "Jeg gider ikke slås med dig og vil ikke have ballade". Det virker dybt provokerende på mange børn, og så bliver der netop slåskamp, for barnet er nødt til at have sikkerhed for, at det er elsket og uundværligt," siger Elisabeth Lauersen. Vuggestuens holdninger til "afhentningssituationen" er ligesom andre situationer skrevet ned og uddelt til forældrene, og det sender et meget tydeligt signal om holdninger og værdier i institutionen, mener vuggestuelederen.



Dansk pædagog-hygge. "Børns integritet er et emne, vi fokuserer meget på, og vi gør en del ud af at fortælle forældrene, at børn i de fleste tilfælde vælger at samarbejde, hvor det ville være mere sundt for dem at passe på deres integritet. At samarbejde betyder i dette tilfælde tilpasning, at indordne sig eller at efterligne, og vi har den holdning, at børn har ret til at have "mit eget område", som ingen må krænke."

"Desværre sker det alt for tit, og ofte fordi fagligheden ikke er i orden eller af mangel på viden. Vi kan hjælpe forældrene med viden og hjælpe hinanden som kolleger med at holde os ajour," siger Elisabeth Lauersen og langer i samme åndedrag ud efter det, hun kalder "dansk pædagog-hygge".

"Vi bliver gode venner med kollegerne og forældrene. Altså for gode venner og det hele bliver lidt indspist. Den "hyggelige" stemning skulle jo nødigt ødelægges af helt nødvendige samtaler om ubehagelige emner."

"Egentlig ved vi godt som pædagoger, hvor problemerne ligger og hvor svært det f.eks. er med de mange skift, som børn udsættes for. Bare det at skulle fra dagpleje og i børnehave fra den ene dag til den anden, uden at forældrene giver sig tid til at starte stille og roligt og give barnet en chance for at vænne sig til de nye forhold. På anden dag hedder det otte timer. Sådan! Eller de mange forskellige ansigter, som børn skal forholde sig til. På nogle institutioner er det en kvalifikation at skifte job med få års mellemrum - det kaldes udvikling - men det er børnene, der betaler prisen. Når jeg ansætter en pædagog, starter jeg med at spørge: Hvor mange år har du tænkt dig at bliver her?"



Sårbare børn. Selv om Elisabeth Lauersens hjerte banker for pædagogik, der fungerer i hverdagen, og hun kan rumme alle børn, så er det alligevel de følsomme og sårbare børn, der har hendes særlige opmærksomhed. Hun har haft ganske små børn på få måneder, der var så understimulerede og passive, at noget så grundlæggende som øjenkontakt, når de skulle have flaske, virkede skræmmende på dem. Øjnene søgte hele tiden væk, og den slags oplevelser af, at børn søger ind i deres egen verden, har gjort indtryk.

Hun synes også, at børn udsættes for rene sansebombardementer, og at støjen omkring mange børn er øredøvende, fra de slår øjnene op, til søvnen igen kalder. Fokus er alle andre steder end på barnet, ting, masser af ting forstyrrer, og Kolding Storcenter eller IKEA i Taastrup er efter Elisabeth Lauersens mening ikke et sted for de børn, der i forvejen er sårbare og skrøbelige. Det gælder især de børn, der sanser alt.

"Børn kan ikke sige fra, de bliver rundtossede af al den overstimulation. Og det går blandt andet ud over sproget med al den baggrundsstøj. Lydene i forgrunden forsvinder i suset fra støjen bagved."

Vuggestuen i Tønder kan ikke løse alle problemer i verden, men den tætte dialog med forældrene er med til at skabe børn i god trivsel, viser erfaringerne fra det sønderjyske.

"Faktisk kan vi slippe af sted med at sige rigtigt mange ting til forældrene, hvis vi bare hele tiden tænker på at møde dem ligeværdigt og med respekt," siger Elisabeth Lauersen og slutter med at læse en linje op fra en af de utallige sedler, som tilsammen danner det pædagogiske fundament i institutionen.

"I stedet for hele tiden at diskutere, om det er forældrenes eller samfundets børn, vil det være mere naturligt at sige: Hvis er forældrene? Og svaret er selvfølgelig: Det er barnets!".





400.000 børn får brug for behandling

• 12.000 børn er i dag under psykiatrisk behandling og 2000 børn står på venteliste til behandling

• 10.000 børn modtager vidtgående specialundervisning

• Mindst 4000 nye børn tilknyttes hvert år PPR-rådgivningerne.*



Stigningen til psykiatrisk behandling er på 400 pct. i perioden 1994-2002 og fortsætter denne usandsynlige stigningstakst, vil 225.000 børn om 16 år - i 2021 - være under psykiatrisk behandling.

De mange henvisninger af børn til vidtgående specialundervisning er inde i en næsten lige så brat stigning, og fortsætter udviklingen, vil 160.000 børn modtage specialundervisning om 16 år.

Hertil kommer så nye børn til PPR, der vil bringe antallet af behandlingskrævende børn op på ca. 400.000 - eller godt halvdelen af alle børn i Danmark.



* Nogle børn kan både modtage vidtgående specialundervisning og samtidig være under behandling hos PPR eller børnepsykiater.