Politiet spiller teater

Marvin, seks år, har rejst sig, stamper lidt i gulvet med den ene fod og peger opbragt: "Det var rotten, der gjorde det."

I baggrunden høres en mumlen af børnestemmer, der indigneret slutter op om Marvins anklage. For rotten Hans-Dieter har netop stjålet drengen Rudis løbehjul og smidt det i dammen. Og han har oven i købet bebudet at give det følgeskab af indholdet fra den store affaldscontainer.

Så da den rare fisker slet ikke forstår, hvorfor han får et løbehjul på krogen i stedet for en fisk, er der ingen pardon hos de små tilskuere til dukketeaterstykket 'Bien og frøen': Skurken må udpeges og stoppes.

Men mod rotten med de stikkende blå øjne, den deforme brune kæmpesnude og de strittende knurhår kan børnene fra Geltings 'Regenbogen Kindergarten' ikke stille meget op. Han løber lige ud foran en rød folkevogn og mener, at bilerne skal passe på ham, når han vil over vejen.

"Nej, du skal passe på, indvender den fornuftige bi Sumsi," og publikum er enige.

"Dumme rotte," giver de deres besyv med - for de ved nemlig bedre. Sammen med bien har de netop hjulpet den forskræmte frø Pauli med at krydse vejen efter devisen: Et skridt tilbage, se til venstre, til højre, til venstre, og gå så, hvis der er fri bane.



Med alle sanser åbne. Rotten Hans-Dieter er en gammel kending hos politiet. Faktisk har de tre betjente ved 'Polizeipuppenbühne Flensburg' selv syet ham hjemme på stationen i Neustadt. Herfra tager betjentene hver dag ud til børnehaver i den nordlige del af Slesvig-Holsten med stykket 'Bien og frøen' for især at lære børnene, hvordan man skal se sig for, før man går over vejen.

"Børnene oplever dukkespil med øjne og ører, ja alle sanser, åbne. De fyldes med indre billeder og identificerer sig med figurerne," fortæller politiassistent Hermann Reissig.

Hvor stærkt børn med deres fantasi kan leve sig ind i dukkernes verden, oplevede politiassistent Anette Schuberack et eksempel på under et af truppens forrige teaterstykker, hvor et par usikre mus skulle lære at krydse vejen.

"Efter stykket kom en dreng hen til os og sagde, at han gerne ville sige noget til musene. Jeg tog en mus på hånden og satte mig hen til ham. Drengen lagde slet ikke mærke til mig, han havde kun øje for musen. Den fortalte han, at hans bror var død året før, fordi han løb over for rødt lys og blev kørt over af en bil. Det ville han absolut indprente musen," fortæller Anette Schuberack.



Sikre trafikvaner. Der er ingen tvivl om dukketeatrets primære pædagogiske mål: Antallet af færdselsuheld med børn skal så langt ned som muligt. Især når det gælder trafik, er det vigtigt at målrette opdragelsen præcist efter barnets konkrete alder, den gør nemlig en stor forskel, mener Maria Limbourg, der er psykologiprofessor ved universitet i Essen med speciale i færdselsopdragelse.

"Børn er - alt efter alder - kun i begrænset omfang i stand til at begå sig i trafikken. Hvis de er under seks år, er det svært for dem på samme tid at overskue flere handlinger, og de lader sig nemt distrahere," siger den tyske professor. Hun mener derfor, at det er et vigtigt mål at træne - i bedste fald automatisere - børnene i sikre trafikvaner.

Dukketeater er et markant led i den trafikpædagogik, som Tyskland vendte sig mod efter et rekordstort antal på over 73.000 døde og tilskadekomne børn i 1972. Tanken var, at trafikopdragelsen fremover i højere grad skulle foregå på børns egne præmisser.

Ulykkestallene er siden faldet årligt og har i de senere år ligget på godt 41.000.



Tillid er sidegevinst. Selve teaterstykket er kun en del af programmet, når ensemblet fra Polizeipuppenbühne Flensburg gæster de regionale børnehaver med deres dukketeater.

Efter at have rejst scenen, sætter betjentene sig ind til børnene og rækker måske et barn med et puslespil en hjælpende politihånd eller læser en historie. Børnene kravler hurtigt op på skødet af de grøn-uniformerede politiassistenter, og netop denne nybagte tillid er en vigtig sidegevinst ved besøgene.

"Mange mødre siger til deres børn, at hvis du ikke er sød, tager politiet dig med og peger hen på en politibetjent. Men det er et forkert billede, vi er her for at hjælpe, ikke for at arrestere børn," fortæller Helge Hacker.

Efter tæppefald spiser børnene forkost sammen med betjentene, før besøget slutter med, at de store børn sammen med betjentene går ud for at øve sig i den virkelige trafik.

"Et skridt tilbage, se til venstre, højre, venstre...", børnene fra regnbue-børnehaven har både remsen og bevægelserne i rygmarven nu. Først følges de to og to med betjentene, derefter går de over vejen alene, mens Hermann Reissig fortæller dem, at de altid skal følges med en voksen, når de skal over de store gader.

De tre dukkeførere har før arbejdet andre steder i etaten og oplever det som et privilegie at beskæftige sig med så positiv en form for politiarbejde. Formodentlig er de også de eneste ansatte på stationen i Flensborg, der dagligt modtager applaus efter udført arbejde.



Populært teater

Forhænget gik for den første politiscene i Hamborg i 1948. Stykket blev så populært, at dukketeater hurtigt bredte sig som metode i politiets præventionsarbejde, og i dag spilles der dukketeater på 85 politiscener over hele Tyskland.