Pause fra praktik
Pause fra praktik
De seneste par år har Skovbakkens Børnehave i Virum haft flere studerende i praktik, som efter både leder Lone Munch-Petersens og praktikvejleder Anne Lis Brostrøms mening har været meget lidt motiverede for arbejdet i institutionen. Den seneste studerende var med deres egne ord "hovedet på sømmet", og derfor er der ingen studerende at finde i institutionen i dag.
Dén beslutning blev taget, efter både lederen og praktikvejlederen oplevede, at de blev nødt til at godkende en studerende, selvom han efter deres mening ikke levede op til kravene. Gennem hele forløbet var den studerende sygemeldt næsten halvdelen af tiden, han var ikke særligt engageret, og han reflekterede ikke meget over pædagogikken.
»Vi har haft den fornemmelse, at en række studerende opfattede børnehavepraktikken som noget, der bare skulle overstås,« siger leder Lone Munch-Pedersen.
Procedurefejl. Da børnehaven ikke ønskede at godkende den seneste studerende, viste det sig, at institutionen havde begået flere procedurefejl i forløbet. De havde overskredet fristen for godkendelse, og de havde ikke lavet en skriftlig handlingsplan for den studerende. Dertil kom, at de ikke måtte bruge hans høje fravær som begrundelse for, at han ikke skulle godkendes. Når de studerende er i lønnet praktik, vedkommer fraværet ikke seminariet, fik de at vide. Så er den studerende i et ansættelsesforhold, og fravær skal behandles på lige fod med andres fravær. Praktikbedømmelsen skal alene gå på, om den studerende har levet op til den målformulering, der bliver lavet i begyndelsen af praktikken.
»Jeg mener, at det er meget uheldigt, at lønnede studerende er i et ansættelsesforhold, samtidig med at de er studerende,« siger Lone Munch-Petersen.
»Det betyder, at vi skal indlede en afskedigelsessag i kommunen, hvis vi skal gribe ind over for fraværet. Hvis den studerende udelukkende var studerende og ikke i et ansættelsesforhold, ville det løse mange problemer.«
Brandærgerligt. Det giver den praktikansvarlige fra Gladsaxeseminariet, Janne Hedegaard, lederen ret i. Men hun holder fast ved, at en bedømmelse udelukkende skal ske på baggrund af faglige kvalifikationer.
Og med hensyn til de procedurefejl, der blev begået gennem forløbet, så beklager Lone Munch-Pedersen dem i dag.
»Det er brandærgerligt, men vi løber ikke fra det,« siger hun.
Alligevel synes hun ikke, at seminariet har vejledt dem godt nok i forløbet. For eksempel blev de ikke gjort opmærksom på fristen for godkendelse, før den var overskredet, og på et møde blev de opfordret til at se bort fra den studerendes målformulering, hvilket de studerendes organisation, PLS, senere påpegede som en stor fejl.
Til den kritik svarer Janne Hedegaard:
»Institutionerne modtager altid materialet om praktikken, herunder studieordninger og bekendtgørelser.«
Gyldne regler for praktik
PLS har udarbejdet nogle gyldne regler til praktikinstitutionerne:
- I skal kunne dokumentere, at den nødvendige vejledning er afholdt, helst gennem mødekalendere og referater.
- Institutionen skal have fuldstændig tråd i den studerendes målsætning. Den skal være både konkret og handleorienteret, og den skal være godkendt af både institution og seminarium.
- På to tredjedelsmødet inde i praktikken skal der gives en vurdering af, om institutionen tror, at den studerende består. Det er der mange, der ikke får sagt.
- Hvis I er i tvivl, om den studerende kan bestå, skal I lave en handleplan for sidste del af praktikken - skriftligt og i fællesskab med seminariet.
- Det er også en god idé at lade den studerende føre dagbog.
Hvis disse punkter følges, har praktikinstitutionen levet op til alle de krav, der stilles.