Passer på pædagoger

Hvordan går det? Overlever I?" Lonnie Weiglin, fællestillidsrepræsentant (FTR) for de 150 tillidsrepræsentanter (TR) i Odense, stiller spørgsmålet til de cirka 35 TR’ere, som er mødt op til områdemøde for institutionerne i Tarup. Pædagogerne i Odense har lige været igennem en sej nedskæringsrunde, og det kan mærkes på humøret og entusiasmen. Hver institution har skullet spare 160.000 kroner, og mange steder har man været nødt til at skære i lønbudgettet.

"De er i bund, fordi de har været nødt til at sige farvel til nogle af deres kolleger, der er sparet væk. Så det har været en ordentlig omgang, der ikke kan undgå at gå ud over det psykiske arbejdsmiljø," siger Lonnie Weiglin, der i halvandet år har haft jobbet som daglig buffer mellem forvaltningen og institutionerne. Det betyder, at hun er lyttende øre, problemknuser, rådgiver, mødeleder, kontaktperson, forhandler og meget, meget mere. Og det betyder, at hun ved, hvordan det går ude i institutionerne. Hendes pædagogiske omsorgs-gen er flyttet fra børnene til pædagogerne. Og lige nu er hun voldsomt bekymret på deres vegne.

Svarene på Lonnies spørgsmål viser, at frustrationerne sidder løst. Eksempler på besværlige forældre, uforstående ledere, umulige arbejdsvilkår og alt det, der er svært at nå, og på budgetter, som er uigennemskuelige, flyver gennem luften.

Samtidig er åbningstiden skåret fra 52 til 48 timer om ugen, og i hver enkelt institution står man dagligt ansigt til ansigt med forældre, der skal hente deres børn meget tidligere, end de skulle før, og som har svært ved at nå det. Hvordan skal man klare problemet med børn, der altid hentes i sidste øjeblik, fordi forældrene ikke kan nå det. Skal man klæde dem på i varme flyverdragter, så de er parate til afhentning, eller skal man gøre sig hård og forlange af de travle forældre, at de altså bare skal være der. Det er svært for mange ikke at påtage sig skylden og huske, at det ikke er dem, men kommunen, der har ansvaret for nedskæringerne. En del snakker om, at deres faglighed har lidt voldsom overlast. De kan ikke være pædagoger på den måde, som de gerne vil. Det tærer på overskuddet.



Børn er ikke skakbrikker. Og det ved Lonnie Weiglin. For selv om hun i sit nye job har skiftet praktisk pædagogtøj ud med halvlange, højhælede støvler og en stram velournederdel, er hun stadig så tæt på hverdagen i institutionerne, at hun kan sætte sig ind i pædagogernes frustrationer over endnu et dybt snit af sparekniven. Det er trods alt ikke så længe siden, hun selv arbejdede i en institution. For seks år siden blev den dengang 41-årige tasteoperatør pædagog. Hun arbejdede i EDB-afdelingen på en cykelfabrik, da nedskæringer her betød, at hun endelig havde mulighed for at virkeliggøre sin gamle drøm om at blive pædagog.

"Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg ville være pædagog. Men jeg har altid haft det godt med børn og brændt for at arbejde med de børn, der er lidt belastede. Så jeg tænkte, at jeg kunne gøre en indsats. Som det er gået på mine andre arbejdspladser, blev jeg ret hurtigt TR, og så kom jeg vel til at pippe lidt højt på nogle møder, og så er jeg her nu," siger hun.

Det blev til fire et halvt år som pædagog først i en vuggestue og senere i en børnehave, hvor hun i princippet stadig er ansat. Da hun sagde ja til at blive FTR, blev hun frikøbt fra institutionen af kommunen. Om hun nogensinde vender tilbage, er endnu ikke bestemt. Foreløbig er Lonnie Weiglin så glad for sit "nye" job, at det år, hun ville give det en chance, for længst er gået.

Hendes arbejde går først og fremmest ud på at deltage aktivt i MED-systemet. MED står for medindflydelse og medbestemmelse, og det er, hvad hun forsøger at få på sine kollegers vegne. Lonnie Weiglin er netop blevet næstformand i afdelingsudvalget, som er et udvalg sammensat af ledere fra institutionsforvaltningen og FTR’ere og TR’ere fra de organisationer, der har medlemmer på området.

"Det er min opgave at opfange ting i så god tid, at vi kan komme ind og få indflydelse eller protestere," siger hun.

Hun bruger meget tid på at holde sig i god kontakt til TR’erne for at kunne fortælle oppe i systemet, hvad der foregår ude i virkeligheden.

"Mit arbejde går ud på at skabe så gode arbejdsvilkår for pædagogerne som muligt, og det er samarbejdets og kompromissets kunst. Så det er med at have fingeren på pulsen og prøve at påvirke, at politikere og embedsmænd ikke bare tror, at vores område er et, man kan skære ned igen og igen, uden at det får konsekvenser. Det er jo ikke altid, at virkeligheden ser ud, som de går rundt og tror i forvaltningen. Bare det, at de kalder børn for enheder, kan give mig myrekryb. Børn er ikke nogen, man kan rykke rundt som skakbrikker og så tro, at de står stille," siger hun.



Lonnies rute. Lonnie Weiglins travle hverdag er fyldt med møder. Hun ligger i fast rutefart mellem basen, et kontor ved siden af det kolossale indkøbsmekka Rosengårdcentret, BUPL-kontoret inde i Odense, Børn- og ungeforvaltningen og institutionerne. Basen er stillet til rådighed af kommunen, og Lonnie Weiglin deler det med blandt andet PMF’s og FOA’s FTR’ere og hendes nærmeste kollega, fællessikkerhedsrepræsentant Marianne Carlsen.

I det åbne kontorlandskab med seks ukurante skriveborde og nogle reoler, der til dels afskærmer den enkelte arbejdsplads, tager hun imod de mange telefonopkald, får ført alle kalenderne ajour og checker den alenlange mail-liste. Musen betjenes med både højre og venstre hånd, en færdighed, som Lonnie har optrænet efter en museskade i højre arm - en anden slags arbejdsbetinget skade, end dem hun møder på institutionerne.

På kontoret læser Lonnie Weiglin også de mange breve, samt får læst op på nye love og bekendtgørelser, som hun skal kende for at kunne rådgive TR’erne.

"Det er vigtigt, at jeg får fortalt TR’erne, hvad der foregår, så derfor betegner jeg mig selv som TR for TR’erne. De skal have nogle informationer, så de kan være på forkant med tingene og forhåbentlig få skabt nogle gode og fornuftige løsninger, inden det bliver til problemer," siger hun.



Flere samarbejdssager. Problemer er dog ikke altid til at undgå, så efter områdemødet er hun taget til kontoret ved Rosengårdscentret for at få tjekket den løbende korrespondance og for at forberede et møde med en pædagog, som har samarbejdsproblemer på institutionen. Det handler om et meget dårligt samarbejde mellem nogle af pædagogerne og lederen.

Den mandlige pædagog, som kommer for at snakke tingene igennem med Lonnie Weiglin, siger o.k. til, at mødet overværes af en journalist og en fotograf, men lige nu vil han gerne være anonym. For Lonnie er han ikke ukendt, og det er problemerne i institutionen heller ikke.

På grund af sagens alvor har Lonnie Weiglin inddraget lederen af institutionsafdelingen. Og som noget af det første, hun gør, efter den halvlange lammeskindsjakke er hængt på bøjle, er at få en aftale med hende om et møde i institutionen i den nærmeste fremtid. I denne samarbejdssag kræves gennemgribende og radikale løsninger, andre gange er det nok med en snak og et godt råd, så plejer det at løse sig.

"I den tid, jeg har været FTR, har der været cirka fire sager, som har været så voldsomme som den her. Det har accelereret siden nedskæringerne her i efteråret. Der er flere problemer med det psykiske arbejdsmiljø, og det er jo klart, når arbejdsbetingelserne strammer til. Det bliver hårdere at være i daginstitution og være leder og skulle styre et meget stramt budget, og det er ikke altid, at forståelsen er lige stor på begge sider. Men det er nu sjældent, at det er så voldsomt som det her."



Vi bliver syge af det. Lonnie Weiglin gør hurtigt medlemmet klart, at den tjenstlige samtale, han har haft med lederen, ikke gælder, fordi der hverken er givet en mundtlig eller skriftlig påtale, som det hedder i det juridiske sprog. Medlemmet er bange for, at det referat, der er lavet, kan blive brugt imod ham. For alt det, lederen har beskyldt ham for, passer ikke.

"Vi bliver psykisk syge af at være der, jeg er lige på nippet til at melde mig syg, og en af de andre søger nyt job. Tre ud af de fem pædagoger, vi er, søger væk," siger han.

Lonnie Weiglins rolige facon og hendes åbenbare interesse i at høre på ham og hans problemer får langsomt den nervøse og urolige pædagog til at slappe mere af. Hun medgiver dog, at den bedste løsning kan være, at pædagogerne rejser, for samarbejdsproblemerne er efterhånden kørt så langt ud, at leder og medarbejdere ikke mere kan nå hinanden. Hun forsøger at få orden i medlemmets mange løsrevne anklager og forklaringer samtidig med, at hun endnu engang maner til, at han skal tage det roligt.

"Vi skal nok finde ud af at få det her løst. Jeg ved godt, at det her gør ondt på dig, og det vil jeg gerne tale med dig om. Men vi skal lige prøve at få dine anker gjort generelle, ellers kan vi ikke bruge dem til noget. Derudover skal vi have konkrete eksempler på den chikane, du snakker om," siger hun.

Medlemmet forklarer, at han forsøger at løse alle de pædagogiske problemer med børn, der trænger til ekstra hjælp.

"Vi har så mange problemer til daglig. Men nu skal vi også spille skak med lederen. Det har vi slet ikke overskud til," siger han.

Telefonen ringer. Det er lederen af institutionsafdelingen, der reagerer på Lonnies tidligere forsøg på at få aftalt et tidspunkt for mødet i den problemfyldte institution. Bagefter orienteres medlemmet om, at lederen af institutionsafdelingen kan komme til møde senere på måneden, og Lonnie fortæller ham, hvad der forventes af ham og de andre pædagoger på det møde.

"I skal komme med jeres forventninger til en god leder. Og så skal I få hold på alle de ting, I synes, hun gør galt."

Mødet varer cirka to timer, men så har Lonnie Weiglin også opnået at få medlemmet lidt mere ned på jorden, end da han kom. Skuldrene sidder ikke mere så højt oppe om ørene, og stemmeføringen er knap så skinger. På vej ud ad døren får han alligevel Lonnies bekymring med:

"Hvis du synes, at du er på vej til en langtidssygemelding, vil jeg gerne vide det."

Bagefter siger hun:

"Når jeg sidder over for et medlem med den slags problemer, handler det om at lytte og finde ud af, hvor han er nu. Og så få forklaret ham, hvad der skal til, uden at han taber sin værdighed. Han er i sin gode ret til at være vred, hvis jeg var i hans sko, ville jeg også være rasende. De følelser skal jeg ikke negligere. Men han skal have det vendt, så han kan bruge sine argumenter på en konstruktiv måde i stedet for at lade det gå indad og måske gå ned på det."



Gode og dårlige ledere. Det er en af Lonnie Weiglins opgaver at finde ud af, om medindflydelsessystemet fungerer på institutionerne, især når der er problemer.

"Jeg er FTR for både ledere og pædagoger. Hvis problemer har rod i manglende medbestemmelse for medarbejderne, tager jeg ud på den pågældende institution sammen med en fagkonsulent fra kommunen, og så hører vi, hvordan deres MED-system fungerer. Om de holder møder, om personalet har budget-indsigt, og nogle gange er det jo nok. Vi fortæller som regel også om ledelsesretten og ledelsespligten, for det er jo i sidste ende lederens ansvar, at tingene kører efter reglerne. Den dygtige leder sørger for at have sit personale med. Lokomotivet kører meget alene, hvis det ikke har vognene med, plejer vi at sige."

Lonnie Weiglin synes, at mange samarbejdsproblemer opstår på grund af den måde, Odense Kommune informerer lederne på. Fra forvaltningens side er man ikke altid så god til at fortælle lederne om den ret, medarbejderne har til at blive informeret og hørt.

"Så det skal vi bevidstgøre dem om. I forvaltningen har de det med kun at snakke med lederne, og så går de ud som de pæne, dygtige ledere, de er, og gennemfører det, de har fået at vide, uden at tage deres personale med på råd. Og så brænder jorden. Nogle ledere er leder med stort L, nogle er mere demokratiske, og dem hører vi jo sjældent noget fra," siger hun.

I sidste uge var Lonnie Weiglin til lønforhandlinger med kommunen, og hun synes, at der er problemer med de forslag til Ny Løn, som lederne kommer med. Mange er for flinke og lytter for meget til kommunens ønsker. Denne gang ville man give lidt for mange engangsbeløb.

"Det har vi protesteret imod, fordi det jo ikke har noget med Ny Løn at gøre. Kommunen var overbevist om, at det var fint nok, men den slags giver ikke noget til pensionen, så det sparer de jo penge på. Kommunen er ikke så god til det med løntrin, heller ikke ved lederlønninger, hvilket betyder, at lønnen gives som tillæg. Det er træls, fordi det blokerer for vores lønudvikling," siger hun.

Det er heller ikke altid nemt for Lonnie Weiglin og hendes kolleger i fagforeningen at opdrage TR’erne til at kræve deres ret.

"Pædagoger er så utroligt flinke, så når vi prøver at forklare dem tingene, siger de ja, men så hører de alligevel meget på lederne, og så er det jo også synd for børnene. Vi må ofte forklare, at har man underskud eller brugt pengene til noget andet, er det ikke hverken pædagogernes eller TR’ernes ansvar, det er lederens. Og så må de jo selv vurdere, om det er en god leder, der har glemt at tage højde for, at der skal være penge til løn," siger hun.



Herligt fællesskab. Selv om Lonnie Weiglin godt kan savne at "rive i nogle børn", så stortrives hun med at arbejde for bedre vilkår for pædagogerne. Hun mener, at opvæksten i en familie, hvor især faderen var fagligt aktiv, har betydet, at hun altid har haft svært ved at holde sin mund, når det gjaldt "fagforeningsting".

"Jeg er vokset op med fagforeningen, min far var et politisk menneske, samfundsbevidst og menneskebevidst, Og det har smittet af, for jeg har hørt meget om hans arbejde i fagforening og andre foreninger og tilbragt en god del af min barndom i Folkets Hus og i Fælledparken i København, hvor jeg er vokset op. Jeg fik nogle holdninger med på vejen, som jeg så senere kunne sortere i. Men nogle af de gamle holdninger er gode nok. De handlede jo om medmenneskelighed og om at være samfundsmæssigt og politisk bevidst. Og så var der et fællesskab, som det var herligt at være barn i," siger hun

Lonnie Weiglin har et iltert temperament, men synes, at det kan have sine fordele. Det er svært at brænde 110 procent for sagen, hvis man ikke er engageret. Og man kan ikke være engageret uden et vist temperament.

"I forhandlinger er det vigtigt, at man er fremkommelig og samtidig kan stå på sit. Man skal forsøge aldrig at lade sig provokere, for gør man det, kan det let gå galt. Og selv om jeg har det temperament, jeg har, er jeg nok meget god til at holde det væk fra min arbejdsplads... Nej, det passer nok ikke helt, for bagefter, når det hele er overstået, kan jeg godt stå blandt "vennerne" og stampe i gulvet og råbe op og synes, at de alle sammen er nogle værre røvhuller."

Men ellers klarer Lonnie Weiglin skærene ved hjælp af en sætning, som hun ofte har haft glæde af: "Skal vi lige lede og fordele problemerne?" siger hun til sig selv, og på den måde får hun orden på tingene.

"Nogle problemer er mine, nogle er de andres og nogle kan smides helt væk. Og så er der dem, der kan vente. Det er ikke smart at tage dem alle sammen på en gang," siger hun.



Medlem er man bare. Selvfølgelig er man medlem af sin fagforening, for Lonnie Weiglin er det en naturlig ting.

"Først og fremmest fordi man er sikret sine rettigheder og sikret, hvis man kommer i knibe. Men man skal også huske, at en fagforening er med til at påvirke samfundet politisk, og det har altid været min største bevæggrund for at være medlem. Det er en god måde at blive repræsenteret i samfundet på, og det kan give indflydelse på nogle punkter, hvor man troede, at man ikke havde indflydelse og måske heller ikke har det som enkeltperson. Gennem fagforeningen kan man være med til at sætte sit præg på samfundet," siger hun.

Alligevel har Lonnie Weiglin sagt nej til at stille op til afdelingsbestyrelsen, for hun tror, at den meget tætte forbindelse til BUPL kan gøre det sværere for hende at begå sig i forvaltningen.

"Det vil indskrænke min handlefrihed, for så er man endnu mere bundet op på nogle politikker. Nu kan jeg sige, at jeg ved, hvad politikken er, og jeg tror, at vi kan få den gennemført, hvis vi gør sådan og sådan. Og det er en frihed for mig," siger hun.

Hun har altid tænkt politisk, og som FTR er hun blevet trænet mere i, hvad politisk tankegang er. Men et politisk parti har hun aldrig været og vil aldrig være medlem af. Det er heller ikke altid, at hun er enig i BUPL’s politiske linje.

"Men derfor kan man godt arbejde loyalt alligevel. Sådan er det jo også i en daginstitution, man kan være enig i 90 procent af pædagogikken og så arbejde loyalt omkring de sidste ti procent. Det er jo ikke altid, man behøver at være enig, og det er da en befrielse," siger hun.



Posen med følelser. Efter samtalen med det mandlige medlem er Lonnie Weiglins arbejdsdag forbi, og hun kan tage hjem til ægtemanden, der er leder af en ny institution i Vollsmose-området. Det er Lonnies andet ægteskab, fra det første har hun to sønner og en datter, alle voksne og flyttet hjemmefra. Midt i travlheden giver hun sig tid til familien - især de to børnebørn, til vennerne, til at få læst andet litteratur end Faglig Håndbog, gå i teatret og i biografen. Når hun kommer hjem, skal hunden luftes, og det passer Lonnie godt, for så får hun noget motion og blæst dagens mange indtryk og problemer ud af systemet.

"Selv om mit job mest indeholder problemer, er der da også sejre. Jeg kan føle, at det lykkes, når de andre i afdelingsudvalget lytter til BUPL’s synspunkter, og når vi samarbejder med institutionsafdelingen om at undgå nogle besparelser. Det er også en sejr, hvis man får en person ud af en institution på en god måde, hvor han eller hun har haft problemer," siger hun.

Lonnie Weiglin betegner sig selv som nøjagtig lige så voksen og følsom som alle andre.

"Men jeg er god til at tage posen med følelser og lægge ved siden af og så arbejde med min viden, min fornuft og tænke kreative tanker. Og så kan man løfte posen med følelser op bagefter og sortere i den. Det er ikke alt, man skal tage på sig, for det nytter jo ikke, at man har 1300 mennesker siddende inde på sjælen. De vejer for meget."

Næste dag er der endnu et områdemøde for TR’ere på Lonnie Weiglins dagsorden. Endnu en dag, hvor hun kan spørge: "Hvordan går det? Overlever I?"