Pædofili -Tvivlen er rædselsfuld

Blot én måned efter Jette Pedersen er ansat som pædagogisk konsulent i Ledøje-Smørum Kommune, sker det.

"Pludselig blev det ekstremt vigtigt at gøre det rigtige hurtigt og præcist. Risikoen for, at hele korthuset ramlede, var overhængende," siger 45-årige Jette Pedersen.

I juni 2001 glæder hun sig til ferien næste dag, da en mor dukker op på hendes kontor. Moderen mistænker en 30-årig pædagog for at have misbrugt hendes dreng.

"Det måtte ikke være sandt, tænkte jeg. Samtidig kunne det være sandt. Tvivlen var rædselsfuld," siger Jette Pedersen.

Ledøje-Smørum Kommune er uforberedt på sager om seksuelt misbrug. Kommunen har ingen manualer, ingen handlingsplaner. Intet.

Forvaltningen arrangerer hurtigt et møde mellem Jette Pedersen, lederen af børnehaven og den mistænkte.

"En normal procedure, når noget går galt. Vi ville høre, hvad lederen og den mistænkte pædagog havde at sige. Men pædofili-sager er ikke normale. Vores første handling var en stor fejl," siger Jette Pedersen.



Typisk fejl. Mødet finder sted, før kommunen anmelder sagen. Det er politifolkene meget lidt glade for.

"Så havde vi givet pædagogen alle muligheder for at slette sine spor," siger Jette Pedersen.

Den sene anmeldelse skyldtes, at kommunen ikke havde noget beredskab, mener Jette Pedersen.

"Har kommunen ingen plan, gør forvaltningen, som den plejer. Men i sager om seksuelt misbrug er de daglige rutiner vendt på hovedet. Derfor er mit råd til andre kommuner: Se at få en manual for, hvordan forvaltningen og institutionen skal agere, når mistanken opstår," siger Jette Pedersen.



Den mistænkte forsvinder. Der er dog én, rådhuset hurtigt mister af syne. Den mistænkte pædagog. Da sagen dukker op, er han sygemeldt. Han vender aldrig tilbage. Senere bliver han fyret.

"Vi fortæller ham, at han må henvende sig til BUPL for at få hjælp. Hvad der senere sker med ham, ved jeg ikke," siger Jette Pedersen.

Til gengæld begynder forældre og pædagoger at røre på sig.

Flere pædagoger husker ifølge Jette Pedersen forskellige påfaldende måder, den mistænkte var sammen med børnene på.

"Pædagogerne var i chok. De rodede deres hukommelse igennem for ting, de måske havde overset. Det gav dem en enorm skyldfølelse, som vi måtte tage hånd om," siger Jette Pedersen.



Børnehaven lukker. Pædagoger og forældre får tilbudt psykologisk krisehjælp. En håndfuld forældre og et par pædagoger tager imod. Men da pædagogerne lægger sig syge, er krisen akut. Kommunen lukker børnehaven.

"Det var en drastisk beslutning. Men vi var enige, både politikere og forvaltning. Samtidig var vi så heldige, at vi havde plads i andre børnehaver."

Lukningen var en af de bedste beslutninger, mener hun.

"Vi handlede. Huset med spøgelset var væk. Efter det faldt der ro over gemytterne," siger Jette Pedersen.



Vrede forældre. Den sværeste konfrontation finder sted på et stormøde med forældrene, hvor en krisepsykolog og politiet er til stede.

"Forældrene var vrede på os. Det lå i luften, at vi på en eller anden måde kunne have forhindret det. Det kunne vi ikke, men vi er lidt nemmere at skyde på, fordi vi er skridtet længere væk fra børnehaven," siger Jette Pedersen.

Efter mødet er hun i daglig kontakt med forældre.

"Det var ubehageligt, fordi jeg ikke kunne give dem den tryghed, de søgte. Jeg måtte fortælle, at intet var sikkert. Det fik blot forældrene til at spekulere endnu mere."



Hjælp fra politiet. Politiet i Gladsaxe advarer Jette Pedersen om forældrenes vrede. Derfor kommer angrebene ikke helt bag på hende.

"Politiet var til stor hjælp. Faktisk var psykologen og politiet de eneste, som vidste noget om disse sager," siger Jette Pedersen, som får krisehjælp af psykologen.

Siden har Jette Pedersen taget kurser og læst bøger om seksuelt misbrug af børn, og forvaltningen har udarbejdet en manual.

"I dag tænker jeg stadig på tvivlen og den forfærdelige fejl, da vi i bedste mening tog mødet med den mistænkte. Det nager mig."