Pædofili - Jeg stemplede en pædagog

Børnehaven Gadekærets sidste leder, Susanne Nielsen, er flere gange kørt gennem Ledøje siden 2001. Men hun er ikke steget ud af bilen. Selv om hun arbejdede i landsbyen i fire år.

"Jeg kan ikke længere opholde mig der. Det var så forfærdeligt, og det prikker stadig indeni, når jeg kører gennem byen," siger Susanne Nielsen.

Når hun fortæller om mistanken, der lukkede institutionen, er det som at lette på låget til en æske. Indeni er et virvar af følelser, der florerede i lokalsamfundet. Mistro, vrede og frygt er nogle.

For Susanne Nielsen er svigt et nøgleord.

"Jeg følte, at jeg svigtede ham, der blev mistænkt. Da jeg ringede til kommunen, vidste jeg, at han var færdig. Stemplet. Men jeg ville gøre det samme i dag, for jeg ville ikke svigte børnene."

I dag er hun afdelingsleder i en børnehave i hovedstaden. Hun brugte fire måneder på at bearbejde sagen.

"Lige efter kunne jeg ikke tale om det. I starten brugte jeg en krisepsykolog, som jeg fik gennem BUPL. Jeg brugte også min souschef og min familie."



Børnehave på lerfødder. Den 46-årige pædagog beskriver Gadekærets fortid som konfliktfyldt, og balladen begyndte flere år, før hun i 1997 tiltrådte som leder.

"Da var institutionen kørt i sænk af bøvl og bavl mellem forældrebestyrelsen og de skiftende ledere. Jeg stak hånden i en hvepserede. Spændende, men hæsligt," siger Susanne Nielsen, der skulle skabe et nyt pædagogisk grundlag.

Klimaet blev bedre i takt med, at nye børn og forældre kom ind, husker hun. Men modstand var der stadig, og den fik pludselig ny næring.

I november 2000 kontaktede en mor Susanne Nielsen med en mistanke.

"Men samtidig sagde hun, at jeg ikke måtte gå videre. Det ville jeg ikke love, og efterfølgende ringede jeg til lederen af daginstitutionsafdelingen. Efter en grundig drøftelse mellem kommune, ledelse og de implicerede parter fandt vi dog ingen grund til at gøre mere."



Mor går til kommunen. I juni 2001 kontaktede moderen så kommunens pædagogiske konsulent. På et efterfølgende møde med familien og personalet på stuen havde den mistænkte været sygemeldt i længere tid. Han skulle opereres kosmetisk.

Susanne Nielsen beskriver den 30-årige pædagog som en enspænder, der ikke havde udseendet med sig.

Moderens mistanke vakte uro hos en mandlig kollega på stuen.

"Han blev overrasket over, at han ikke havde fået noget at vide tidligere. Han havde også undret sig over pædagogen," siger Susanne Nielsen.

Siden drøftede hun sagen på et møde med den mistænkte og den pædagogiske konsulent. De besluttede at informere det øvrige personale. Her blev det rigtig ubehageligt.

"Min tyrkertro på, at det ikke var foregået, vendte. Flere undrede sig over måden, han var sammen med børnene på. Blandt andet lukkede han døren, når han skiftede ble. Det såede tvivl i mig. Havde jeg været naiv, havde jeg overset noget? Man skændes med sig selv om, hvad der er fantasi og virkelighed."



Vrede forældre. Kommunen anmeldte pædagogen og indkaldte forældrene til et møde på en skole i Smørum.

Forældrebestyrelsen mødtes en time før, og her var flere af bestyrelsens forældre voldsomt ophidsede.

"De havde hængt mig i et træ ved Gadekæret, hvis de kunne. De var meget vrede over, at jeg ikke havde informeret dem før, men jeg havde tavshedspligt. De var bange for, at han havde misbrugt deres børn."

Det orienterende møde blev en prøvelse. For lederen og de ansatte.

"Salen var fyldt, og vi ansatte sad på en række. Vi kunne ikke sige noget, for enten ville vi overtræde den tavshedspligt, politiet havde pålagt os, eller også ville forældrene opfatte det som et forsvar. Mange forældre var mistroiske, men andre bakkede os op. Det bølgede frem og tilbage."



Grædende pædagoger. Hun samlede medarbejderne efter mødet. De var hårdt ramt.

"Nogle brød helt sammen og græd. Alle følte sig ansvarlige, og alle var i tvivl om, hvad de måtte sige. Vi sad som i en klokke."

I de følgende uger forsøgte hun med hjælp fra BUPL at afklare, om de kunne samarbejde med bestyrelsen. Nogle forældre ønskede det, men andre var meget imod. Til sidst opgav Susanne Nielsen og souschefen.

"Jeg følte, at jeg svigtede forældrene, men jeg kunne ikke byde mig selv og min familie mere. Vi havde lagt så meget hjerteblod i Gadekæret."



Forkert sted og tid. 6. september 2001 lukkede institutionen. I dag ærgrer Susanne Nielsen sig.

"Det er et stort spild, at vi aldrig fik nogen afgørelse. Personligt holdt jeg min egen lille retssag. Jeg mener, at han var en uheldig person, der opholdt sig på det forkerte sted på den forkerte tid. Og så var hans måde at agere på temmelig uheldig. Følelsen af, at jeg har sparket en person, der lå ned, kan ingen tage fra mig."

Måske vælger hun en dag at stoppe bilen i Ledøje.

"Forleden tænkte jeg øv, hvor ærgerligt. Det var sgu et godt sted."