Pædagoguddannelsen - Dumpet

Pædagoguddannelsen er for dårlig. Der er for lidt undervisning og vejledning, det er for let at bestå eksamenerne, det er for svært at stritte uduelige studerende ud, og der er for store forskelle på seminarierne. Dertil kommer, at ingen tager ansvaret for at sætte en nedre grænse: Hvor ringe må det blive?

Så hård kritik rejses der i dag fra en række mennesker i berøring med uddannelsen. Richardt Johansen, der er censor i social- og sundhedsfag og tidligere seminarielærer gennem 13 år på forskellige seminarier, mener, at der i dag hersker en udbredt frustration blandt seminarielærere. I det seneste år har han eksamineret studerende på 13-14 forskellige seminarier, og til samtlige eksamener nærmest undskyldte lærerne over for ham, at de "jo ikke havde fået tid til at undervise så meget, som de gerne ville".

Flere seminarielærere, der ønsker at være anonyme, bekræfter oplysningen over for Børn&Unge, og en række studerende giver også udtryk for frustrationer over manglende undervisning.

Selvom der ikke er opgjort nogen tal på landsplan, er der ingen tvivl om, at seminarierne de seneste år har skåret kraftigt ned i undervisningstiden. Både fordi seminarierne har skullet spare penge, men også fordi projektorienteret undervisning og forelæsninger er blevet det nye modeord. De fleste er enige om, at projekter kan være rigtig gode, men at det kræver en indføring i fagområderne samt en grundig vejledning fra lærernes side. De studerende skal ikke bare overlades til sig selv i grupperne.

Ikke desto mindre er det sådan, flere studerende har oplevet det, fortæller de til Børn&Unge. En seminarielærer fra et af de store seminarier, der ønsker at være anonym, udtrykker det således:

»Få undervisningstimer er ikke nødvendigvis lig med en dårlig uddannelse. Projektorienteret undervisning kan være rigtig godt, men det går ud over kvaliteten, hvis ikke der afsættes nok vejledningstimer. Og det mener jeg ikke, der er i dag.«



Spild af tid. Lone Kvist, der kun mangler den sidste eksamen på Gladsaxeseminariet, er meget skuffet over uddannelsen. Hun mener, at de studerende er blevet undervist alt for lidt. Undervisningen har ligget fra 8-12, men den er ofte blevet aflyst, uden at de studerende har fået en anden lærer. En gang gik det ud over den uge, de studerende bliver kaldt ind på seminariet, mens de er i praktik.

»Da vi mødte op til praktikindkaldet mandag morgen, var læreren blevet syg. Så fik vi nogle papirer udleveret med den besked, at vi skulle møde fredag igen. Om fredagen viste det sig, at den anden lærer også var blevet syg, og så blev vi sendt hjem. Der spildte vi en hel uge - som vi i øvrigt skulle arbejde ekstra for at kunne holde,« fortæller Lone Kvist.

De pædagogstuderendes organisation, PLS, har også bemærket udviklingen. Nogle gange er der studerende, der er så utilfredse, at de sender deres undervisningsplaner til dem. Og her afsløres der gevaldige huller, fortæller PLS' formand, Lene Lilja Madsen.

»Undervisningstiden er meget beskeden i dag, og det er gået særligt stærkt med beskæringerne de seneste tre år.«

Udover det omfattende projektarbejde, har Lene Lilja Madsen også bemærket, at der holdes rigtig mange forelæsninger på seminarierne i dag.

»Forelæsningsløsningen betyder, at man har 100-200 studerende til at høre på en oplægsholder en hel eftermiddag. Det er fedt, når man hører en af de store. Men forelæsninger en gang om ugen er måske lige i overkanten.«

PLS-formanden tror, udviklingen skyldes, at seminarierne er økonomisk trængte. Det bekræfter Søren K. Lauridsen, der er rektor for Jydsk Pædagog-Seminarium og formand for rektorforsamlingen. Han har også bidt mærke i, at der er skåret i undervisningstiden.

»Vi er blevet skåret i taxametertilskuddene med 1-2 procent årligt siden 1998, samtidig med at lærernes løn- og arbejdstidsforbedringer også koster. Det er selvfølgelig rimeligt nok, at de får det, men det kan godt mærkes. Mange vælger at skære ned på undervisningen, for hvor skal de ellers skære? Et eller andet sted skal vi få kabalen til at gå op.«

På trods af nedskæringerne mener rektorformanden, at kvaliteten af uddannelsen er blevet stadig bedre.

»Vi har kunnet fastholde kvaliteten på andre områder. Vi er blevet bedre til at udfylde de uddannelsesmæssige rammer. Der er blevet meget færre katedertimer, men betydeligt flere projekttimer end tidligere,« fortæller Søren K. Lauridsen.



Sortlistet efter kritik. Det er imidlertid ikke første gang, der rejses kritik af projektorienteret undervisning. I 1999 foretog cand.psyk. Jan Borgen fra Danmarks Lærerhøjskole i Aalborg en evaluering af uddannelsen på Viborg-Seminariet. Den viste blandt andet, at projektarbejdet havde taget overhånd.

»Projektarbejdsformen, som er meget udbredt på pædagogseminarierne, er gjort af et godt hjerte. I flere tilfælde bliver det bare for meget gruppearbejde, hvor de studerende kommer til at sejle deres egen sø,« sagde Jan Borgen dengang til Børn&Unge. Som tidligere seminarielærer og mangeårig censor mente han også at kunne sige, at Viborg-Seminariet hverken var værre eller bedre end andre.

Viborg-evalueringen viste samtidig, at der var stor utilfredshed med vejledningen, med en del af lærerne, og at der blev stillet for få krav til de studerende. De studerende mente selv, at uddannelsen var for slap, og at det var alt for let at bestå eksamenerne.

Om billedet har ændret sig siden, kan Jan Borgen ikke sige i dag. Siden han lavede Viborg-evalueringen, er der ingen, der har ønsket hans ekspertise på pædagogseminarierne.

»Jeg er vist blevet sortlistet lidt efter den evaluering,« siger Jan Borgen. Han mener, at det var et sundhedstegn, at Viborg-Seminariet selv bestilte en evaluering.

»Du kan sagtens finde seminarier, der lever i deres egen lille verden og ikke gør sådan noget,« siger han.



Lavprisseminarier. Selvom Viborg-evalueringen er næsten tre år gammel, så fortæller Lene Lilja Madsen fra PLS, at de stadig kan nikke genkendende til samtlige kritikpunkter. Ikke specielt på Viborg-Seminariet, men generelt.

»Men der er afsindig stor forskel på seminarierne, og jeg ved da godt hvilke, jeg synes er de bedste, og hvilke, der bliver omtalt som "lavprisseminarierne".«

Lene Lilja Madsen vil ikke hænge betemte seminarier ud, men hun betegner lavprisseminarierne som de steder, der har "for lidt undervisning, for dårlige lærere og for lidt fornyelse".

Som censor har Richardt Johansen også oplevet, at der er meget stor forskel på seminarierne.

»De studerendes vilkår for at gå til eksamen er vidt forskellige, og det bekymrer mig, for hvad skal man så gøre som censor? Nogle seminarier siger ærligt, at de har en udvidet service omkring eksamen, og her kan man godt få den fornemmelse, at det er direkte eksamenstræning. Her ligner de studerendes præstationer hinanden temmelig meget. Som om de bare har kopieret, hvad der er blevet sagt de seneste ti uger. Og hvis det var førsteårsprøven, så ville jeg være glad, men ikke når det er en eksamen en måned før, de er færdige.«

Richardt Johansen har eksamineret cirka hver tiende studerende, der er gået op i social- og sundhedsfag det seneste år. Mellem 60 og 70 procent af dem gik op til de såkaldte kombinationsprøver, hvor der bliver eksamineret i to fag på én gang. Selvom Richardt Johansen her dumpede hver tiende i enten social- eller sundhedsfag, så bestod de alligevel, fordi de studerende trak sig op på et seks- eller syvtal i det andet fag. På den måde består en del studerende, selvom de reelt er dumpet.

Kort før jul var Richardt Johansen censor i bevægelsesfag på Ballerup-Seminariet, og her oplevede han at være enecensor, mens der var to eksaminatorer, én i bevægelsesfag plus en anden i for eksempel værkstedsfag eller musik.

»Det betød, at jeg hele tiden sad i mindretal, og det kritiserede jeg voldsomt. For det kan man ikke: Få en censor ud til ét fag og så reelt eksaminere i to.«

Richardt Johansen mener, at der i mange tilfælde gives for høje karakterer ved eksamenerne. Og han er bekymret over, at de studerende ofte selv vælger både fag og emne.

»Jeg har dumpet ti procent af alle dem, jeg har eksamineret, og det synes jeg faktisk er mange, når man tænker på, at langt de fleste selv har valgt faget og emnet og til og med har beskæftiget sig med det i mellem syv og ti uger. Hvad så med dem, der har valgt netop det her fag fra? Jeg tror, at man vælger det fra, som man er dårligst til, hvis man kan komme afsted med det.«



Inflation i karakterer. Blandt dem, som Børn&Unge har talt med, er der bred enighed om, at der er gået inflation i karaktererne. Børn&Unge har ikke kunnet få oplyst de præcise karakterer, men sidste år lå specialegennemsnittet efter sigende på 9,8.

Ib Jensen, der er næstformand i Censorformandskabet for førsteårsprøven, fortæller, at det sker, studerende klager over at have fået 8 til en eksamen.

»De vil have ni eller ti. Da jeg var studerende, var man glad, hvis man fik 8. Nu siger de studerende selv, at middel ligger på 10.«

Næstformanden indrømmer, at det er både lærernes og censorernes ansvar at holde niveauet.

»Men vi er generelt også enige om de karakterer, der gives,« siger han.

En seminarielærer og censor, der ønsker at være anonym, forklarer de høje karakterer således:

»Karakterskalaen er jo ikke nogen absolut størrelse. Censorerne er ofte selv lærere på andre seminarier, og de sammenligner måske med niveauet på deres eget seminarium.«

Så et lavt niveau bliver faktisk vurderet som et højt niveau?

»Det er lidt skarpt at sige det på den måde, men ja, det er nok det, jeg mener.«

I forbindelse med de høje karakterer er der en del, der nævner taxametertilskuddene som ondets rod. Dét, at seminarierne først får deres tilskud, når den studerende har bestået et årsværk. De, der ikke består, udløser intet tilskud.

»Det er omsorgssvigt at lade de studerende fortsætte, der slet ikke forstår en pædagogisk argumentation. Og det giver ingen mening, medmindre det er for at få 40.000 kroner per år for dem,« mener censor Richardt Johansen.



Alle består stopprøve. Førsteårsprøven, der bliver betegnet som en stopprøve, fungerer slet ikke som sådan. Den ligger i slutningen af det første studieår og skal teste de studerendes studieegnethed. De fleste steder gennemføres den som gruppeprøve, og der gives ikke karakterer.

Viborg-evalueringen konkluderede i 1999, at det var for let at bestå den. 80 ud af 80 bestod dengang i Viborg. I dag fortæller Lisa Skov fra Københavns Socialpædagogiske Seminarium (se artikel på følgende sider), at også alle på hendes årgang bestod den. Og Lone Kvist, der også er ved at gøre sit studium færdigt, men på Gladsaxeseminariet, kan fortælle det samme.

Richardt Johansen har oplevet, at lærerne på et seminarium "nærmest var chokerede", fordi de havde dumpet fire ud af 120 studerende.

De, der dumper stopprøven, har i øvrigt mulighed for at gå om to gange, så reelt er det yderst få, der dumper. Hvor mange, det drejer sig om, er der ingen, der har tal på.

Men Ib Jensen, der er næstformand i Censorformandskabet, fortæller, at dumpeprocenten ligger på omkring tre. Og det er før reeksamenerne.

Alligevel mener han, at prøven fungerer, som den skal.

»Vi er forpligtede til at vurdere, om de studerende er studieegnede. Det er dét, der er det væsentlige. Studieegnetheden bunder selvfølgelig også i faglighed, men det er lige så meget holdninger og den spirrende bevidsthed, vi skal vurdere,« siger han.

Formanden for Rektorforsamlingen er enig i, at prøven fungerer, som den skal. Den minimale dumpeprocent forklarer han med, at der er en del, der forlader uddannelsen i løbet af det første år.

»Udskilningen sker ved studievejledningen. Der er nogle, der bliver vejledt ud af uddannelsen. Hos os er det ikke usædvanligt, at 5-10 procent falder fra det første år.«



Omdømmet ødelægges. Efter Richardt Johansens mening er 20 procent af de nyuddannede pædagoger for dårlige.

»Ti procent burde ikke blive pædagoger, og andre ti procent bliver meget ringe. Man kan så spørge, om det er så slemt, hvis det er tyve procent, det handler om? Ja, det er det. Det er nok til at ødelægge omdømmet for de andre.«

Censoren forstår ikke, hvorfor der tilsyneladende ikke er nogen, der tager ansvaret for uddannelsen.

»Hvorfor er der ikke fokus på en uddannelse, der er så vigtig? På de milliarder, der bruges til at uddanne pædagoger? Hvorfor er der ingen, der tager fat i det, når kerneydelsen beskæres?«

Selvom Undervisningsministeriet er tilsynsmyndighed for pædagogseminarierne, så holder ministeriet ikke øje med uddannelsen og kvaliteten af den, fortæller undervisningskonsulent Per Mollerup.

»Vi holder passivt øje med uddannelsen på den måde, at vi griber ind, når vi får henvendelser fra studerende, der klager. Men vi farer ikke rundt og kontrollerer, at alt går ordentligt for sig. Vi får studieordningerne tilsendt - ikke til godkendelse, men til orientering.«

De studerende, der ringer til ministeriet, får som regel at vide, at man ikke kan gøre så forfærdeligt meget.

»Hvis den studerende for eksempel synes, at der bure være flere undervisningstimer, så er det seminariebestyrelsens ansvar.«

Det er ikke noget, der bekymrer Per Mollerup, for ministeriet hører som regel kun godt om de nyuddannede pædaoger.

»Hvis arbejdsmarkedets parter siger, "Hør Hvad er det for nogle pædagoger, I sender ud?" så ville jeg måske blive bekymret. Men det gør de ikke. Faktisk hører vi nærmest det modsatte, når vi hører noget.«

Alligevel er ministeriet ved at udvikle et system, der skal sikre et større overblik over området. Foreløbigt er det kun på tegnebrættet, men det bliver formodentlig en kombination af evalueringer fra seminarierne selv og fra Danmarks Evalueringsinstitut.

Pædagoguddannelsen blev sidste år godkendt til at uddanne pædagoger med titlen "professionsbachelor", og i den forbindelse vil der blive stillet krav til seminarierne om blandt andet at være forskningstilknyttede. I Ministeriet er der samtidig en forventning om, at samlingen af de mellemlange videregående uddannelser i CVU'er, Centre for Videregående Uddannelse, vil give et kvalitativt løft.

Desuden blev det for et par uger siden besluttet, at Danmarks Evalueringsinstitut skal foretage en evaluering af pædagoguddannelsen i 2002-2003.