Pædagoguddannelse - 3 1/2 års selvstudium

årige Lisa Skov har én eksamen tilbage på Københavns Socialpædagogiske Seminarium, før hun kan kalde sig pædagog. Indtil nu er prøverne gået rigtig godt, men hun jubler alligevel ikke over de to-cifrede resultater. Samtidig sidder hun tilbage med et: "Var det bare det?"

Den unge mørkhårede kvinde havde store forventninger, da hun startede på pædagoguddannelsen i 1998. Efter nogle år med arbejde og rejser var hun mere end klar til at studere. Hun glædede sig til at begrave sig i bøgerne for at lære mere om specialområdet, som hun gerne vil arbejde med.

Men uddannelsen viste sig at være en stor nedtur. Praktiktiden var lærerig, men tiden på seminariet kunne lige så godt være afløst af et selvstudium, mener hun.

»Jeg er meget skuffet over uddannelsen. Over hele forløbet. De tre og et halvt år har manglet både struktur og fagligt indhold. Jeg kender ingen af lærerne, for vi har stort set aldrig haft undervisning. I begyndelsen bestod den såkaldte "undervisning" kun af forelæsninger for 100 mennesker på én gang.«

Som på så mange andre seminarier er Københavns Socialpædagogiske Seminarium gået mere og mere væk fra klasseopdelt undervisning til fordel for projektarbejder. Problemet for Lisa Skov og hendes medstuderende har bare været, at de ikke ikke føler, at de på noget tidspunkt har fået nogen redskaber til at arbejde selvstændigt i grupperne. Hvert semester har de fået en pensumliste uddelt, og så har de ellers ikke hørt mere til bøgerne på listen, fortæller den 25-årige studerende.



På bar bund. »Vi har siddet i grupper med andre studerende, der også var på bar bund. Det var meningen, at vi selv skulle finde frem til svarene i gruppearbejdet, men vi har ikke fået nogle ledetråde af lærerne, og vi er ikke blevet undervist i selv de mest grundlæggende ting.«

De studerende har flere gange i løbet af uddannelsen været så vrede over tingenes tilstand, at de har forlangt evalueringsmøder på seminariet, hvor de kunne få luft for utilfredsheden. Men selvom der blev lyttet til frustrationerne, blev der ikke efterfølgende ændret meget, fortæller Lisa Skov.

Op til specialestarten i december blev der nærmest tumult på seminariet, fordi de studerende pludselig blev meget usikre.

»Vi var ved at gå i panik, fordi vi ikke mente, vi kunne noget. Men lærerne beroligede os. "I kan mere, end I tror," sagde de, og det er gået fint med specialerne. Vi har et gennemsnit på over ni. Men det er også meget let at få fine karakterer. Måske er det hårdt sagt, men man kan faktisk gå sovende igennem eksamen og alligevel få en udmærket karakter. De første eksamensdage lå gennemsnittet over 11. Jeg ved ikke, hvordan det kan være sådan, for der er jo censorer udefra.«

Den 25-årige studerende mener, at niveauet på uddannelsen er alt for lavt.

»Jeg ved ikke, hvor niveauet bliver lagt, men mange af os er faktisk trætte af, at det er så lavt. Man kan ikke glæde sig over et nital, og det er dybt utilfredsstillende.«



Alle bestod stopprøven. Førsteårsprøven, der bliver kaldt for "stopprøven", bestod alle på Lisa Skovs årgang. Det undrer hende, for der er en del studerende, der efter hendes mening slet ikke har været motiverede til at tage uddannelsen, mens andre kæmper så meget med deres egne problemer, at de ikke kan se ud over sig selv eller fungere socialt blandt de andre studerende.

»Undervisningen - eller manglen på den - har selvfølgelig ikke gjort motivationen bedre. Det hele har været så løst, at jeg også selv har haft svært ved at håndtere det.«

Lisa Skov nævner mange eksempler på, hvorfor de studerende ikke føler, at deres uddannelse er blevet taget alvorligt. Før praktikkerne fik de for eksempel at vide, at de ville få den samme vejleder i alle tre praktikker, fordi det var vigtigt, at der var en, der kunne følge deres faglige udvikling.

Ikke desto mindre har Lisa Skov haft tre forskellige vejledere, én for hver praktik.

De studerende fik også at vide, at praktikopgaven var en forudsætning for at fortsætte uddannelsen efter praktikken. Alligevel var der flere, der ikke afleverede til tiden, uden at det fik konsekvenser. Om alle opgaver overhovedet blev afleveret, er hun ikke klar over.

Og selvom de studerende skulle sørge for, at praktikinstitutionernes udtalelser lå på rektors kontor, før de kunne gå til eksamen, så blev der også dispenseret fra det, fortæller Lisa Skov.



Flov over udannelsen. Hendes kritik går ikke på lærerne, men på uddannelsen.

»Lærerne er sikkert udmærkede,« siger hun.

Lisa Skov har bare ikke fået lov til at lære noget af dem. Hele det første år på uddannelsen oplevede hun som useriøst.

»Det var mest som at gå i gymnasiet. På et tidspunkt skulle vi for eksempel gå ud i byen og finde noget skrald til at bygge en skulptur ud af - på den måde gik året mest med aktiviteter, der lignede leg.«

I praktikken opdagede hun derimod, at hun faktisk var god til det pædagogiske arbejde, og derfor vil hun fremover være stolt af at sige, hun er pædagog.

Men sådan var det ikke for et par år siden, fortæller Lisa Skov:

»I begyndelsen var jeg næsten flov over at fortælle, at jeg læste til pædagog. Det skyldtes selvfølgelig meget omgivelsernes syn på faget. Men det værste var, at jeg på seminariet blev bekræftet i de værste fordomme: At alle kan blive pædagog.«