Pædagog Susanne Toft elsker dyr. Min kanin skaber ro i undervisningen

Om onsdagen har 2. klasserne på Molsskolen en særlig klassekammerat i fordybelsestimerne, og ham kommer de til at savne i sommerferien. Filur en kanin af racen Belgisk Kæmpe med meget lange ører. Når pædagog Susanne Toft har ham med i klassen, bliver han omgående hovedperson. Han bliver brugt i undervisningen, men han er også med til at skabe ro, så selv de mere opmærksomhedskrævende børn forstår, at de skal være stille.

Susanne Toft har altid haft et nært forhold til dyr. Hun havde hund og kælegris på den gård, hvor hun voksede op. Hun har i mange år været hundetræner og haft ufaglært arbejde inden for psykiatrien. Her fandt hun ud af, at en svært gangbesværet, maniodepressiv mand kunne undvære sit gangstativ, mens han striglede hendes hest – og i øvrigt blev i meget bedre humør, når han gjorde det. Hun oplevede også, at en meget handicappet, hørehæmmet, isoleret mand åbnede sig, når han fik lov til at røre ved en kanin.



Sen uddannelse. Hjemme på sit husmandssted i Allelev på Djursland har Susanne Toft et menageri af kaniner, slædehunde, lam, høns, kalkuner, ænder, og da hun var midt i 30'erne, besluttede hun at tage studentereksamen og derefter læse til pædagog, med henblik på at bruge sin erfaring med dyr inden for faget. Hun blev færdiguddannet i 2013. Hendes bacheloropgave på pædagogstudiet handlede om pædagogisk brug af dyr.

»Der var næsten igen teoretisk viden på området, hverken her eller i udlandet,« siger Susanne Toft. Det var før Trygfonden introducerede sine populære besøgshunde.

Skaber ro og intimitet. I december 2015 fik hun jobbet på Molsskolen, og hun medbragte en af sine kaniner og sin erfaring med den ældre mand, der fandt ro, når han nussede kaninen.

»Kaninen er blød og tålmodig. Når jeg lægger Filur på et bord foran børnene, skaber han nærhed og intimitet. De kan røre ved ham, og en gruppe børn kan læse højt for ham,« siger hun og fortæller, at børnene har betroet hende, at Gummi Tarzan er Filurs yndlingsbog.

Filur er den eneste kanin, som hun har med på skolen. Han er også den eneste, som hun tager i en sele og går tur med inde i Grenå. Hun har andre kaniner, der bruges til udstillingsbrug – og til kødgryderne. Ingen af delene bliver Filurs skæbne, for hans hovedfacon er ikke perfekt nok til at vinde præmier, og med sine seks kilo er han ikke en egnet spisekanin. Gode spisekaniner skal helst veje 8-10 kilo.

Men han er god til så meget andet, for han kan indgå i næsten alle former for undervisning.

Susanne Toft nævner for eksempel, at man i Natur og Teknik kan lære om, hvilke planter kaniner kan lide, og hvilke næringsstoffer planterne indeholder, som er gode for en kanin.

I matematik kan man måle og veje ham og regne ud, hvor stort hans bur er, og i dansktimerne bidrager han med at finde tillægsord, der passer til ham, så som blød, sød, grå og stor.



Han har store ører. Han hører godt, så man skal række hånden op, når man vil sige noget. Og så er han glad for højtlæsning og tålmodig, så også de knap så gode læsere bliver bedre, når han lytter.

Susanne Toft har funderet over, hvorfor en kanin skaber en særlig ro og tryghed.

»Måske fordi den i naturen er et byttedyr. Den er buttet og forsvarsløs, og vi får lyst til at beskytte den, i modsætning til heste og hunde, der skaber aktivitet,« siger hun.

Susanne Toft har for nylig taget en diplomeksamen om dyr og pædagogik. Den var selvfølgelig også baseret på hendes egen erfaringer, og censor opfordrede hende til at tage en kandidatgrad på Aarhus Universitet om samme emne.

»Det håber jeg, at jeg kan gå i gang med inden alt for længe,« siger hun. Og så overvejer hun at omsætte Filurs og børnenes fælles erfaringer til en børnebog.