Pædagog og mediestjerne. Sådan blev jeg Ib

Ib Jensen er 62 år og leder af den private institution Skovbørnehaven Mariehønen i Lyngby. Men i 10 dage i april var han en af to pædagoger, der skulle være den trygge favn for 10 børn i tv-eksperimentet ’Børnenes hemmelige verden’.

I otte timer hver dag var børnene, som ikke kendte hinanden på forhånd, sammen. De legede eller blev sat i gang med aktiviteter, for at seerne kunne få et indblik i børns liv og udvikling på godt og ondt.

Ib Jensen har været produktionsselskabet Mastiffs pædagogfaglige konsulent fra starten. Det endte også med, at han blev en af de to ’voksne’ i udsendelsen.

»Der blev bevidst vekslet mellem aktiviteter sat i gang af os og børnenes egne selvskabte lege. Men der var mange stunder, hvor vi selv skulle finde dagen og vejen. Jeg synes, at det var bankehårdt, for i otte timer skulle vi bare være til stede og se, hvor vi kunne støtte og være til rådighed. Det var en fremmed institution, og børnene kendte hverken hinanden eller os to voksne, så det var virkelig konstrueret,« fortæller han.

Alligevel er Ib Jensen tilfreds med det, der kom ud af filmholdets og ikke mindst børnenes anstrengelser. På grund af produktionsholdets høje etik mener han, at børnene ikke har lidt overlast.

»Børnene gjorde bare det, børn gør, når de er sammen. De leverede ovenud godt, og alt det, vi ser med venskaber, kærester og konflikter, skete helt, som det ville være sket i enhver børnehave. Det var os og filmholdet, der gik efter børnene. Vi gav dem tryghed og støtte, og filmholdet optog, uden at man lagde mærke til dem. Der blev taget godt vare på børnene, alle var empatiske og korrekte, så børnene blev fulgt til dørs, og ingen fik lov til at hænge i noget, der udstillede dem, eller komme i situationer, hvor de ikke kunne bunde. Jeg vil godt anbefale forældre at lægge børn til, hvis der skal laves en 2’er,« siger han.



Klassisk Ib. Ib Jensen har været i pædagogfaget siden 1973, hvor han lige efter HF var ansat på minus syv procent-vilkår på byggelegepladser i Hvidovre og Herlev, hvor han er vokset op. I 1980 blev han uddannet på Seminariet for Småbørnspædagoger i Teglgaardsstræde og lige derefter ansat i TV-byens vuggestue i Gladsaxe, hvor han var i 5 år. Senere blev det til 10 år på et fritidshjem, 15 år på et behandlingssted for sårbare unge og 3 år som seminarielærer i musik.

»Jeg var meget dedikeret til at tage uddannelsen og har lige siden været glad for, at jeg valgte den. Alle mine skift har været lidt tilfældige, men det er en ’klassisk Ib’, at jeg ikke kan lade være med at udfordre mig selv og aldrig at undersøge til bunds, hvad et job indebærer, men at blive begejstret. Selvom jeg var småbørnspædagog med hud og hår og mener, at man ikke har styr på det pædagogiske, hvis man ikke har styr på de 0-3-åriges udvikling, hoppede jeg til de store børn på fritidshjemmet. Jeg elsker normalområdet, men endte alligevel med at arbejde på specialområdet i rigtig mange år.«

Musikken har været en drivkraft i Ib Jensens liv, og han har altid brugt musikken og fundet på sange sammen med børnene. Undervejs har han uddannet sig, mest i forbindelse med en ansættelse på ’Skolen for Musik og Teater’, hvor han for alvor fik brug for at læse op på teorien, fik kurser i miljøterapi og en uddannelse i organisationspsykologi.

»Selvom jeg er blevet ret god til mit ­arbejde, kan jeg ikke lade være med at punke mig selv for det, som jeg ikke er så god til. Det hænger nok sammen med det grundlæggende ­selvværd, jeg ikke fik i en opvækst, hvor min far var fraværende, og min mor led af angst. Måske derfor anser jeg det for allervigtigst, at børn får mulighed for at udvikle selvværd og selvtillid i samspil med andre børn og voksne,« siger han.

Privat er Ib gift med Hanne, ungdomskæresten. De har to børn, en søn og en datter, samt to børnebørn, ’som heldigvis ofte kommer hos os. Om et par år går han på pension, for i dag kan han mærke den fysiske træthed overfalde ham efter at have leveret hele dagen.



Grundstemning. Ib Jensen er præget af alt det, han har lært af dygtige og engagerede medarbejdere på alle arbejdspladserne. Han enig med teoretikeren Donald Winnicott, som har fokus på det potentielle rum mellem mor og barn eller pædagog og barn.

»Han taler ikke om det helt tætte forhold, men om at man skaber et lille rum mellem sig og barnet, så det selv kan udvikle sig. Man er der, samtidig med at man giver barnet plads til selv at opleve, opdage og erfare. Det handler om at definere stemingen og så holde sig lidt væk, men altid være parat til at komme til trøst, hjælp og støtte,« siger han.

Ib Jensen mener, at hans vigtigste opgave som pædagog er at skabe en grundstemning og rammer, som gør det muligt for børnene at udvikle sig.

»Det er ikke så meget det, man siger og gør, men mere den stemning, man skaber, som har betydning for, hvad børn kan erfare og lære om sig selv. Er der en stemning af liv, lys og imødekommenhed, er det lettere for børn at få plads til at udvikle sig. Vi skal bruge vores teoretiske viden til at sætte de rigtige rammer op for børnene, for det kan de ikke selv. For udover stemningen, som er det allervigtigste, er det også vigtigt, hvad der er af rum og muligheder for at lege i rummene,« siger han.

I Mariehønen skabes rammerne ved at dele børnene op i mindre grupper. Det giver børnene mest plads og de bedste muligheder, synes Ib Jensen og hans medarbejdere.

»Pædagoger skal være ambitiøse på ­børnenes vegne og ikke spilde deres tid. Børn i børnehavealderen er i en rivende udvikling,« siger han.



Børn knokler. I udsendelserne er der en god normering, og det er faldet flere for brystet, for det er langt fra vilkårene i danske daginstitutioner. Der var kun 2 pædagoger til 10 børn for at skabe tryghed om de børn, der deltog i eksperimentet, og det er rigtigt tænkt, mener Ib Jensen, som understreger, at ’Børnenes hemmelige verden’ netop ikke skulle vise hverdagen i en daginstitution.

»Men hvis et filmhold ville vise hverdagen i vores børnehave, ville jeg også sige ja til at medvirkefor at give et realistisk billede af en gennemsnitlig dansk daginstitution. Men det vil være en anden udsendelse med fokus på konstruktionen ’daginstitution’ med vilkår og rammer, organisering, forældre, med­arbejdere og børnene,« siger han.

Ib Jensen mener, at man skal se DR-programmerne for at blive klogere på, hvor meget børn arbejder og knokler med sig selv, med hinanden og med at forstå verden.

»Jeg synes, det er lykkedes i udsendelserne at kombinere fysiske og følelsesmæssige episoder, og alligevel at få alle børnene fulgt til dørs, så de ikke efterlades ude i tovene. Alt bliver jo fint bundet sammen af Grethe Kragh Müllers kommentarer, som guider os gennem det, der sker, og beroliger os med, at det er almindeligt, eller hvad det er, børnene arbejder på at forstå,« siger han.

Ib Jensen har ikke lært så meget nyt om sig selv ved at deltage i udsendelserne. Han ved godt, at han er en pædagog, der har humoren med på arbejde, er nærværende, men som også fylder meget.

»Jeg kan lide kontakten med børnene. Til gengæld er jeg nok en af Danmarks dårligste pædagoger til at sætte børn rundt om et bord og lave en aktivitet med dem. Jeg går bare rundt og er, og så kan jeg lide at larme og støje sammen med børnene både ude og inde. Det interesserer mig at undersøge, hvor de er på vej hen, at prøve at forstå det og hjælpe dem, så deres projekt lykkes. Vi snakker meget om her, at vi er tæt på børnene uden at oversvømme dem, og at det gælder om at få dem til at få øje på hinanden og ikke på den voksne,« siger han.



Eastwood duer ikke. Når normeringen er dårlig, kan man nemt blive den der Clint Eastwood-type, der bare kommer og rydder op, og det lærer børnene intet af, mener Ib Jensen.

Han er forbandet over, at politikerne ikke kan forstå, at det netop er i børnenes første år, at de har mest brug for nok vidende voksne, der støtter op om deres udvikling. Han anser det for en skandale, at vilkår og rammer i daginstitutionerne er så dårlige.

»Det vigtigste for børn er, at de bliver sig selv. Dernæst, at de bliver sig selv med en god ven. Derpå at lære at placere sig selv i en lille gruppe og forstå, hvor meget af ’mig’, der kan være der. Og så er der den større gruppe og det store vi – hele børnehaven, og hvordan man er en del af Mariehønen og hører til der som den man er. At forstå sig selv og andre er øvelsen, og vores rolle som pædagoger er at give børn mulighed for det. Det handler om her og nu, dig og mig og os. Det er der, man er i spil, og det er sådan, børn lærer. Børn har rigeligt at gøre med det, så det er en dårlig idé at forcere læring, og at der ikke er nok voksne til at hjælpe dem i den supervigtige udvikling,« siger Ib Jensen.



Gode råd fra Ib

Sådan holder du gejsten oppe

»Pædagogfaget bliver ikke behandlet særlig godt. At pædagoger bliver ved i mange år alligevel, har min dybeste respekt.«

Sådan siger Ib Jensen, som selv har holdt ved i næsten 40 år. Men han mener, at man skal stoppe, hvis man ikke længere kan se sig selv i øjnene, og huske, at skylden ikke er ens egen, men at rammerne er blevet for dårlige. Han giver her 3 råd til, hvordan man holder gejsten oppe, hvis man vil blive ved med at være pædagog.

1. Man skal dygtiggøre sig. Det kan lyde bagvendt, fordi lønnen er elendig og vilkårene dårlige, men det kan få en til at overleve, at man selv bliver klogere på sit fag.

2. Som medarbejderteams skal man finde hinanden og give hinanden styrke. Man må ikke falde i ’det er synd for os-gryden’, selvom det er synd for vores fag. Men det er endnu mere synd for familierne, at de skal aflevere deres børn til en verden, de godt ved, ikke er optimal.

3. Vi skal være ambitiøse, selvom der ikke lægges op til det. Hvis vi ikke længere gider faget med dets indhold og dets kerne, bliver det først slemt. at vi er med. Det gør en forskel.



Tre ? fra Facebook

Børn&Unge efterlyste spørgsmål til Ib Jensen på BUPL’s Facebookside. Her tre af spørgsmålene fra pædagoger og Ibs svar.



Ditte Johansen: Jeg vil gerne vide, hvordan man bliver Ib?

»Jeg er mig selv, og alle skal blive sig selv og ikke Ib. For mig er det vigtigt at være seriøs. Ting skal have en betydning, og ting skal give mening, for hvis de gør det for en selv, er der stor chance for, at andre også opfatter det betydningsfulde. På den måde hæver man niveauet i samværet, ikke kun med børn, men også med kolleger og ens familie. Man springer ikke over, hvor gærdet er lavest, men man vil noget med sit fag og sit liv. Jeg er humoristisk, og det kan jo være en overlevelsesstrategi, som kan anbefales frem for at være sur på alting. For mig er det en nødvendighed at kunne slippe taget lidt med humor.«



Jonas T. Rasmussen: Med et narrativ om, at rigtige piger og drenge er på en bestemt måde, reproducerer programmet et forældet og stereotypt menneskesyn. 'Børns liv i børnehaven' har langt flere facetter og er et fantastisk univers. Det respekteres ikke og tages ikke seriøst i programmet. Hvad mener du? (forkortet)

»Programmerne kan ikke vise alt det, der er på spil for børnene. Jonas henviser specifikt til det program, der handler om pige- og drengeidentiteter. Det, som bliver vist i her, er det, børnene selv fortæller og gør. Det er ikke noget, de er blevet ansporet til eller instrueret i. Det er det, der sker i det levede børneliv, som det udfoldede sig i de 10 dage, hvor børnene blev filmet. For mig har det været en rystende oplevelse at vende tilbage til børnehaveverdenen, hvor jeg senest var i 1970’erne, da kønsrollerne fik en på hatten. Jeg har været rystet over, at drengene er Spiderman, og pigerne er lyserøde prinsesser, så intet er tilsyneladende sket. Men samtidig ved jeg jo, at børn i 4-5-årsalderen påtager sig en kønsidentitet, hvor en masse skal udleves. De undersøger, hvad pokker det er med piger og drenge, mænd og kvinder, og de udlever de erkendelser, de får.«



Mette Bjerregaard: Hvordan vil Ib klare sig i den virkelige verden, hvor normeringen er en helt anden?

»Man skal ikke se programserien, som at den handler om en hverdag i en daginstitution. Det har aldrig været hensigten, så allerede der er diskussionen lidt skæv. Man kunne også vende den om og mene, at det er dejligt, at man kan vise, hvad man kan nå, hvis man havde gode normeringer. Den næste del af svaret er, jeg klarer sig hver dag i en børnehave, hvor normeringen godt nok er lidt bedre end gennemsnittet, fordi familierne har ønsket det, men at jeg jo har arbejdet i masser af år med dårlige normeringer. Jeg vil være den første til at gå i strejke for bedre normeringer, og jeg har skrevet læserbreve om det forfærdelige i, at de er så dårlige. Jeg kan ikke begribe, at halvdelen af forældrene i enhver institution har stemt på partier, som ikke vil fremme det her område. Jeg tror, at vi som pædagoger skal være bedre til at komme med de autentiske fortællinger: ’Dit barn var meget ked af det i dag, og desværre havde jeg ikke tid til at trøste ham godt nok. Jeg gjorde mit bedste, men vi var for få hænder, så det blev ikke helt så godt, som det skulle have været’. Og så må forældrene høre på det og tage det. Det skal være synligt, at det ikke sker, fordi pædagogerne ikke er dygtige nok. Det sker, fordi vilkårene er for dårlige.«