På charmeoffensiv i privaten. Alle har krav på ordentlige forhold
På charmeoffensiv i privaten. Alle har krav på ordentlige forhold
Halvdelen af landets friskoler har ingen overenskomst med BUPL, og blandt private dagtilbud gælder det for hver tredje. Det viser en ny kortlægning, som BUPL har foretaget.
Det er ikke godt nok, fastslår BUPL’s næstformand, Birgitte Conradsen, som er politisk ansvarlig for de private institutioner og deres overenskomster.
»Vi har et problem. Alle har krav på at arbejde under en overenskomst. Uanset om man er offentligt eller privat ansat, skal man arbejde under ordentlige forhold, og det vil vi prøve at sikre,« siger Birgitte Conradsen.
Dårligere forhold. Det kan knibe med løn- og ansættelsesforholdene på private institutioner uden overenskomst. BUPL støder på institutioner, der giver lavere løn end overenskomsten, ofte i form af en bruttoløn, som medarbejderen selv skal betale pensionsordning og forsikring ud af.
Nogle institutioner giver kun de fem ugers ferie, som ferieloven garanterer, og ikke de seks uger, som en overenskomst giver.
Man kan have kortere opsigelsesvarsel og ingen ret til en forhandling ved en påtænkt opsigelse. Andre har ikke fuld løn under barsel eller har kortere barselsorlov, ligesom der findes private institutioner, hvor de ansatte ikke har ret til fuld løn under sygdom de første tre måneder af ansættelsen.
»Men langt de fleste er heldigvis indstillede på, at der skal være ordentlige forhold,« siger Birgitte Conradsen med henvisning til den halvdel af friskolerne og de to tredjedele af dagtilbuddene, der har overenskomster.
Private i vækst. Der bliver stadig flere og flere private dagtilbud at gå på overenskomstjagt iblandt. I 2010 blev 9.203 børn passet i private dagtilbud. I 2014 var tallet steget til det dobbelte, 18.023.
Til sammenligning havde 229.225 børn deres hverdag i en kommunal eller selvejende institution.
Også blandt BUPLmedlemmer kan man se en øget beskæftigelse i den private sektor. I februar 2013 arbejdede 1.520 medlemmer i den private sektor. Fire år senere, i februar 2017, var det 1.998 medlemmer.
»Men vi indgår ikke lige så mange nye overenskomster, som der kommer nye private institutioner til,« siger Birgitte Conradsen.
Derfor har BUPL nu startet en charmeoffensiv for at få flere institutioner til at indgå overenskomst. Første skridt er en kortlægning af hele området. Det næste er at kontakte de private, der ikke har overenskomst. Med sig i baggagen har BUPL ikke pisk, men ’gulerødder’ i form af gode argumenter og tilbud om hjælp.
»Hvis vi havde lavet den her indsats for 20 år siden, havde vi gjort det med blokader, men det er ikke vejen frem i dag. Det vil skræmme flere væk, end vi får tilbage ved at tegne overenskomster,« siger Birgitte Conradsen.
»Vi er ikke en modpart. Alle har en interesse i at få det her til at fungere,« fastslår hun.
Næstformanden ved godt, at nogle private institutioner opfatter en overenskomst som en klods om benet.
»Men vi vil gerne tale med dem om, hvordan overenskomsten kan være en hjælp. Der er ikke så mange ting, de skal sætte sig ind i, for meget er givet i overenskomsten. Og de kan altid ringe og få rådgivning. De kan altid bruge BUPL som sparringspartner og vejleder,« siger hun.
Friskole er glad for sin overenskomst
Køng Idrætsfriskole har netop sagt ja til en overenskomst med BUPL. Det var oplagt, fortæller skoleleder Jens Lundgreen.
Gennemsigtige vilkår, en fælles tillidsrepræsentant for både det pædagogisk uddannede og det ikke-pædagogisk uddannede personale og en mere overskuelig administration, når der kun er en overenskomst at forholde sig til. Sådan lyder nogle af årsagerne til, at Køng Idrætsfriskole i Glamsbjerg på Fyn nu har valgt at indgå en overenskomst med BUPL.
Skoleleder Jens Lundgreen fortæller, at overenskomsten er blevet indgået, efter at idrætsfriskolen er fusioneret med den private institution Køng Idrætsvuggestue og -børnehave, hvor 7 fastansatte tager sig af 35 børnehavebørn og 15 vuggestuebørn.
»Det var oplagt for os at få en overenskomst, for vi vil gerne samarbejde med vores ansatte om, at de får gennemsigtige vilkår,« siger han.
Samme overenskomst. Jens Lundgreen fremhæver, at BUPL’s overenskomst på det private område giver mulighed for at have ansat pædagoger og folk med en anden baggrund på den samme overenskomst.
»Hos os har alle ikke nødvendigvis den formelle uddannelse – man er den bedste til sit job. Med én overenskomst har personalet mulighed for at have et fællesskab og et fælles afsæt. Det passer godt ind i de frie skolers ånd,« siger Jens Lundgreen og understreger, at overenskomsten er indgået i samråd med personalet i vuggestuen og børnehaven.
»Når institutionen er så lille, som den er, kan medarbejdere have fælles tillidsrepræsentant, som kan samarbejde med ledelsen og bestyrelsen. Det har været meget tiltalende,« siger Jens Lundgreen.
Han fremhæver også, at det bliver lettere for både personalet og administrationen, når der kun er en overenskomst at forholde sig til. Og at overenskomsten ikke gør det dyrere for skolen.