Op til seks år - Poetisk realisme for de yngste

Nye småbørnsforestillinger, der var en mangelvare sidste år, er tilbage. Flere teatre har igen sat fokus på de yngste og blandt dem Teatret på Hjul med forestillingen "På en lille gren". Helt uden ord - blot med musik og flotte, overskuelige scenebilleder - føres tilskuerne gennem de skiftende årstider. Fra det spæde forår, hvor celloens enkle tonesprog og skiftende tonehøjder følger bevægelserne hos de kvikke, sjove fugle, der har forrygende travlt med at bygge rede. En kær, lille bondemand pløjer og sår og får en hjælpende hånd af dukkeføreren, hvis lommer er fulde af sædekorn og andet spændende.

For eksempel sne, som drysses kønt over marken, når efteråret er forbi. Men først skal sommeren overstås, og mus og andet småfolk præsenteres, mens musikken spiller, og den skægge høstmaskine klatter små halmballer efter sig. Godt, der er en dreven dukkefører som Alexander Moukhai til at samle op og til at styre ræven, som trods mange, komiske forsøg ikke får fat i fugleungen, der er røget ud af reden. Når den har lært at flyve, er året gået, og den poetiske forestillinger starter forfra.



Glæden ved fællesskab. Poesi er der også i "Lotushaven", men af den mere eksotiske slags. Teatret Månegøgl pirrer alle sanser i forestillingen om den livlige, indiske prinsesse Padma, der bor på dukkeslottet omgivet af guld og glimmer, men ikke har nogen at lege med. Hun har ellers udsigt til den frodige, silkestrålende Lotushave, der bugner af blomster, musik og dufte - og af helt almindelige mennesker. Så dér må hun ikke komme. Men prinsessen sniger sig ind i haven og møder blandt meget andet en skøn, skæg slange og en af sin fars hoffolk.

Det allerbedste er dog, at Padma oplever, hvordan glæden ved at være sammen med andre kan få hende - og alle folk på hele kloden - til at trives og gro ligesom lotusblomsterne. En symbolik småbørn næppe uden videre forstår, men nok fornemmer, fordi dukkefører Hanne Trolles underfundige spillestil gør forestillingens konflikter meget genkendelige. Billedet af en prinsessefin, kedelig pigeverden, man med held kan gøre oprør imod, kunne dog godt tåle lidt mere kant. Til gengæld fremkalder det sød gysen, når den stemningsskabende musik risler humoristisk gennem forestillingen med en spændende klang af Indisk slangetæmmeri.



Fantasifuld farce. "Mig og mit monster" er anderledes stor i slaget. Jomfru Ane Teatrets småbørnsfarce om at lege på livet løs og samtidig fortrænge noget ubehageligt, kører uhæmmet ud af komikkens og fantasiens tangent. Til tider så stærkt, at forestillingen er ved at køre af sporet. Men den finder tilbage igen - til Nina, hvis bedste legekammerat er et møgbeskidt monster, hun har trukket op af skraldespanden. Hanne Laursen er et formidabelt monster både i totalslatten og genoplivet tilstand, og så er hun utroligt lærenem.

Ko-lo-ni er et godt ord at smage på, men Dorte Mørch Albrechtsens kontante Nina vil helst ikke tænke på, at koloni også er noget, hun skal med børnehaven. Selvom hendes mor siger, det bliver sjovt, er Nina langt fra sikker. Monstret må nemlig ikke komme med, og det problem løses ikke så let. En skattejagt på Skeletøen kommer imellem, og plapre-papegøjen i Ninas rygsæk blander sig også. Men så opdager hun, at når man tænker på nogen, ser man dem inde bag øjnene, og så tør Nina godt tage på koloni.



"På en lille gren"

11/2 - 4 år,

Teatret på Hjul,

tlf. 3526 4485

"Lotushaven" 2 - 5 år,

Teatret Månegøgl

"Mig og mit Monster"

3 - 6 år,

Jomfru Ane Teatret