OK02 - Vejen til konflikt er åben

Liden tue kan vælte stort læs. Og det gjorde den tirsdag den 5. februar 2002. Fik forhandlingerne om nye overenskomster for 640.000 ansatte i kommuner og amter til bryde sammen. Parterne gik frustrerede fra hinanden uden at have aftalt nye møder.

Det allermeste var ellers faldet på plads. Enighed om stort og småt var opnået. Reelt manglende man bare at få bestemt a conto betalingen til Ny Løn. I fagsprog for overenskomstforhandlere kaldet "forlodsfinansieringen".

Det var denne tue, som tirsdag klokken 17.00 - efter fem timers hektisk forhandlingsaktivitet på Københavns Rådhus - fik det store læs til at vælte.

Sagens kerne: Arbejdsgiverne ville ud af en ramme på 10 procent til forbedringer i overenskomsterne have, at en femtedel, helt præcist 2,2 procent, blev afsat til forlodsfinansiering, mens lønmodtagerne i forhandlingssammenslutningen KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) kun ville være med til, at den blev på 1,5 procent. Og det holdt man fast ved.

Konsekvenserne kan blive voldsomme. I yderste fald handler det om, at 640.000 ansatte i kommuner og amter skal i strejke. Det vil i givet fald være første gang i historien, at hele området inddrages i, hvad der så må betegnes som en storkonflikt. En anden og umiddelbar konsekvens er, at der er slået en streg over alle de enigheder, som er blevet skabt undervejs i forhandlingsforløbet. De er holdt op med at eksistere.

»Alt er blevet taget af bordet. Der er ikke engang en kaffekop tilbage,« som det så malende blev udtrykt.



Lærerne stod i vejen. På et pressemøde efter sammenbruddet ærgrede forhandlingslederne - forbundsformand for Forbundet af Offentligt Ansatte

Poul Winckler på KTO's og borgmester Ole Andersen (S) på arbejdsgivernes side af bordet - sig over, at det gik så galt.

»Personligt er jeg ked af det, for jeg synes, vi har haft gode muligheder for at lave et forlig, men tingene kunne altså ikke nå sammen omkring forlodsfinansieringen,« sagde Poul

Winckler, som konsekvent nægtede at komme ind på, om nogen i KTO's forhandlingsdelegation havde været mere ubøjelige end andre i afvisningen af arbejdsgivernes ønsker til den fremtidige forlodsfinansiering af Ny Løn.

Arbejdsgivernes Ole Andersen var mere meddelsom på det punkt.

»Det er vel ingen hemmelighed, at lærerne er dem, som har givet kraftigst udtryk for modstand og modvilje mod Ny Løn, og det kommer faktisk bag på os. Ved sidste overenskomst valgte lærerne selv at gå med på Ny Løn. De ekstra midler, som lærerne dengang fik, og det var faktisk ganske store beløb, ville de gerne tage imod, men nu er der tilsyneladende en manglende lyst til at være med til at videreudvikle Ny Løn. Det beklager jeg,« sagde Ole Andersen.

Alle med tilknytning til KTO's forhandlingsdelegation, herunder også BUPL's forbundsformand, Bente Sorgenfrey, fastholder, at KTO står sammen om nej'et til øget forlodsfinansiering. Og det kan de gøre uden at komme i karambolage med sandheden.

KTO's egne regler bestemmer nemlig, at hvis der er flertal i bare en enkelt af de tre hovedorganisationer, som indgår i forhandlingsfællesskabet, siger nej til at indgå forlig, så er alle forpligtede til at sige nej.



Dead lock. Børn&Unge er bekendt med, at den hovedorganisation, som havde et flertal imod, og dermed udløste det fælles nej, ikke var LO. Så har vi ikke sagt for meget.

Bente Sorgenfreys kommentar til selve forligs-forliset lyder: »Jamen, det er jeg ked af. Bekymret er jeg også. Vi havde tegningen til et forlig med mange gode indholdsmæssige elementer: Gode generelle lønstigninger, pensionsforbedringer, to nye feriedage, bedre vilkår for tillidsrepræsentanter og væsentlige opstramninger på Ny Løn-aftalen for bare at nævne nogle af dem. Nu må vi konstatere, at disse ting er taget af bordet. Opgaven for os bliver at få dem bragt op på bordet igen, hvis vi havner i Forligsinstitutionen. Og det tyder meget på, at vi gør.«



Forligsen venter. Det eneste, der er tilbage af den oprindelige køreplan for forhandlingerne, er en dato. 27. februar er det. Den har forhandlerne og deres teknikere for alle tilfældes skyld aftalt at lade blive stående i kalenderen.

Poul Winckler og Ole Andersen blev på pressemødet spurgt, om det kunne tænkes, at der også blev brug for den.

Ole Andersen: »Hvis Poul Winckler ringer, vil vi naturligvis være parate til at genoptage forhandlingerne, for så må det jo være udtryk for, at han har ændret udgangspunkt.«

Poul Winckler: »Hvis Ole Andersen ringer og har et ændret standpunkt, så vil jeg gerne forhandle med ham.«

Det er vist det, man kalder en dead lock.

Hvis parterne ikke selv kan finde ud af at løse deres u-overensstemmelser, overtager Statens Forligsinstitution i Arbejdsstridigheder ansvaret. Der udpeges en forligsmand, hvis vigtigste opgave er at udarbejde et såkaldt mæglingsforslag. Forligsmanden har desuden mulighed for at udsætte de strejker, som personalets organisationer i den kommende tid, formentlig senest ved månedens udgang, fremsender til arbejdsgiverne.

Afstemningen om et eventuelt mæglingsforslag sker efter forligsmandslovens særlige regler. Det særlige ved dem er, at de - og det er meget bevidst - gør det svært at forkaste forslaget. Til forkastelse ved urafstemning på lønmodtagersiden kræves ikke alene at et flertal er imod. Hvis mindre end 40 procent af de stemmeberettigede har deltaget i afstemningen, kræves tillige, at mindst 25 procent af alle stemmeberettigede har stemt imod. Forligsmanden har endelig mulighed for at sammenkæde afstemningsresultaterne, så en organisation med det fornødne nej-flertal

får det forvandlet til et ja, fordi deres stemmer kommer ned i en bøtte

sammen med ja-organisationerne.

For enden af processen sidder i øvrigt en regering, som har lovet vælgerne at forbedre velfærdsservicen på de områder, som for en stor dels vedkommende er bemandet med medlemmer af organisationerne i KTO.

Tirsdagens sammenbrud fører altså ikke lige lukt ud i en storkonflikt, men vejen er betrådt, og det er ikke alle, der synes, det er fedt.

Under løfte om anonymitet udtalte én, der som tekniker har deltaget i alle forhandlinger siden 1986: »Det troede jeg aldrig, jeg skulle komme til at opleve. Og så årsagen til sammenbruddet. Det er jo ren religion.«