OK02 - Et lille ja

Den første samlede urafstemning for kommunalt ansatte om et overenskomstresultat kom ud med et lille ja. BUPL bidrog med 3543 stemmer til ja-overskuddet på i alt 11.369 stemmer. Mæglingsforslaget er dermed vedtaget og de varslede strejker afblæst

Under et presseopbud så stort, at det næsten kunne måle sig med en 1. maj-demonstration i en mellemstor dansk provinsby, offentliggjorde forligsmand Mette Christensen tirsdag morgen klokken 09.00 det med spænding imødesete resultat af afstemningen om mæglingsforslaget. Forventningen om et tæt opløb mellem ja- og nej-siden kom til at holde stik.

Kun 11.369 stemmer skilte. For mæglingsforslaget stemte 152.024, mens 140.755 stemte imod. Ja-stemmerne udgjorde 51,9 procent og nej-stemmerne 48,1 procent af de afgivne stemmer. Stemmeprocenten var på 45,8. Det vil sige, at under halvdelen af de stemmeberettigede deltog i afstemningen.

I 56 af KTO's medlemsorganisationer var der flertal for mæglingsforslaget, mens der var flertal imod i syv organisationer.

Når afstemningsresultatet alligevel blev så snævert, skyldes det, at de syv nej-organisationerne i højere grad end ja-organisationerne evnede at få medlemmerne frem til stemmeurnerne.

Danmarks Lærerforening havde en stemmeprocent på 75,4 og en nej-andel på 94,5. Danmarks Lærerforening og Dansk Sygeplejeråd leverede sammenlagt næsten halvdelen af samtlige nej-stemmer.

Blandt de "tre store" i de mellemuddannedes hovedorganisation - FTF - var BUPL ene om at mønstre ja-flertal. I forligsmandens udlægning blev resultatet af BUPL's afstemning, at 56,7 procent stemte for og 43,3 procent imod. Tallene adskiller sig en smule fra BUPL's egen opgørelse, og det skyldes, at forligsmanden kun tæller rene ja- og nej-stemmer. Blanke og ugyldige stemmer medregnes ikke.

Ligesom BUPL kom de øvrige pædagogiske organisationer ud af urafstemningen med ja-flertal.



Kommentarer. Poul Winckler, afgående formand for KTO-fællesskabet, var tilfreds med selve udfaldet, men fortrydelig over, at så få havde stemt.

»Det er både trist og ærgerligt, at engagementet ikke er større,« mente Poul Winckler, som for sidste gang har haft ansvaret for en overenskomstforhandling.

Arbejdsgivernes hovedforhandler, borgmester Ole Andersen (S), glædede sig over, at der med mæglingsforslagets vedtagelse var skabt arbejdsro de kommende tre år. Hårdt presset indrømmede han, at de kommunale arbejdsgivere nu bliver nødt til at se kritisk på deres egen håndtering af Ny Løn.

BUPL-formand Bente Sorgenfreys kommentar lyder sådan her: »Jeg er glad for ja'et både i min egen organisation og på det samlede KTO-område. Når BUPL's medlemmer har sagt ja til forliget, ville det have været meget uheldigt, hvis KTO havde trukket os ud i en konflikt.

Hvem der ikke er glad, er formanden for Danmarks Lærerforening, Anni Herfort Andersen.

»Vi er nødt til at respektere, at et flertal i KTO har stemt anderledes end Danmarks Lærerforenings medlemmer, men det er dybt problematisk, at Forligsmandsloven på denne måde tromler en overenskomst på lærerområdet igennem, på tværs af hvad et massivt flertal af lærerne har ønsket,« udtaler lærerformanden.

Revolte. Ved redaktionens slutning tirsdag middag forelå en enkelt partipolitisk kommentar. Den kom fra Enhedslisten og indeholdt vel nærmest en opfordring til revolte.

»Vedtagelsen af den kommunale overenskomst betyder, at store grupper af kommunalt ansatte fremover skal arbejde under løn- og arbejdsvilkår, som de er stærkt utilfredse med. Derfor må der forventes uro på en række arbejdspladser. Enhedslisten støtter alle de grupper, som reagerer med protester og aktioner mod dette resultat,« lover partiet, der tror, at den ny overenskomst vil betyde reallønsfald for store grupper af ansatte.

KTO-formand Poul Winckler, omgivet af forligsmand Mette Christensen, arbejdsgivernes hovedforhandler, borgmester Ole Andersen og - trukket lidt tilbage - Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i Forligsinstitutionen tirsdag morgen.



Sådan stemte de

57 af organisationerne i KTO havde flertal for mæglingsforslaget, mens syv havde flertal i imod.

NEJ-organisationerne var disse

Dansk Magisterforening. 75,4 procent nej

Dansk Sygeplejeråd. 73,8 procent nej

Gymnasieskolernes Lærerforening. 58,2 procent nej

Danmarks Lærerforening. 94,5 procent nej

Københavns Lærerforening. 70,9 procent nej

Hertil kommer DJØF og Ingeniørforeningen i Danmark, hvis nej-flertal er fremkommet efter afstemning i kompetent forsamling.



De betydeligste JA-organisationer:

BUPL. 56,7 procent ja

Dansk Socialrådgiverforening. 85,2 procent ja

Danske Fysioterapeuter. 78,4 procent ja

Jordemoderforeningen. 75,6 procent ja

Forbundet af Offentligt Ansatte. 59,5 procent ja

HK/Kommunal. 80,5 procent ja

Kvindeligt Arbejderforbund. 84,2 procent ja

Pædagogisk Medhjælper Forbund. 67,9 procent ja

SiD. 52,1 procent ja

Socialpædagogernes Landsforbund. 72,7 procent ja

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.