OK ikke okay i Sydslesvig

Overenskomstforhandlingerne mellem BUPL Sydslesvig og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) er brudt sammen. SdU vil ikke længere bindes op af danske lønaftaler, og det betyder ringere vilkår for danske pædagoger og dansk børnekultur i grænselandet, mener formanden

Mandag den 19. maj brød overenskomst forhandlingerne mellem BUPL Sydslesvig og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) sammen. Det skete, fordi SdU ikke længere ønsker at overtage de danske lønaftaler, sådan som det ellers har været kutyme de sidste 20 år.

"Vi føler, at lønforhandlingerne er taget ud af hænderne på os, når vi bare per automatik overtager løndelen af den danske overenskomst," siger forretningsfører i SdU Horst Schneider.

At SdU ikke længere vil bindes op på danske lønaftaler fremgik allerede af foreningens forhandlingsudspil i november 2002, og foreningens vedholdenhed på punktet har nu ført til, at BUPL Sydslesvig har lukket forhandlingerne i protest.

"Vi kan og vil ikke være med til, at danske pædagoger syd for grænsen ikke skal have samme løn for det samme arbejde," siger formand for BUPL Sydslesvig Irid Stephani. Hun er bange for, at pædagogerne under SdU får ringere lønvilkår end pædagogerne i Danmark og under Skoleforeningen.



Lønstigning i fare. Indtil dags dato har SdU givet løn, lavet lønberegninger og indplaceringer, der har taget udgangspunkt i og fulgt lønsystemet på det (amts-)kommunale område (KTO/AC-området) i Danmark, dog tilpasset en omregningsmodel, der tager højde for de tyske og danske inflationer.

Hvis denne tradition ophører, betyder det ifølge Irid Stephani ringere lønvilkår for fritidshjemspædagoger, der er ansat ved Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger.

Indtil nu har pædagoger fra Skagen til Ejderen modtaget samme grundløn og samme generelle lønstigninger, men med SdU’s udspil bringes især den generelle lønstigning alvorligt i fare.

"SdU vil fjerne de generelle lønstigninger og i stedet give pædagogerne løn ud fra arbejdsgiverens budget, sådan som det ser ud fra år til år. Har man ikke lige penge, kan man dermed ikke garantere pædagogerne en generel lønstigning, som vi kender det fra Skoleforeningen og i Danmark," siger Irid Stephani.

Hun er bekymret for den lønforskel, der kan opstå mellem pædagoger i Sydslesvig.

"Godt nok har SdU en politik, der siger, at de skal ansætte dansk uddannede pædagoger, men deres politik kommer til at vakle, hvis lønforskellen mellem SdU’s fritidshjemspædagoger og Skoleforeningens børnehavepædagoger samt pædagoger i Danmark bliver for stor," siger Irid Stephani, der mener, at en manglende garanti for generelle lønstigninger for SdU-organiserede pædagoger vil betyde, at det bliver svært at få danske pædagoger til at arbejde på fritidshjemmene i Sydslesvig.

"Man får ikke danske pædagoger til at rejse over grænsen for en ringere løn, og jo flere tyske pædagoger, man bliver nødt til at ansætte i stedet, jo mere bringer man dansk kultur i de danske mindretalsinstitutioner i fare," siger hun.



Pædagoger protesterer. Irid Stephani oplyser, at medlemmerne er stærkt imod SdU’s lønudspil, og det viste også weekendens faglige årsmøde i Flensborg. 750 fagligt organiserede mindretalsdanskere i Sydslesvig var i søndags ifølge Flensborg Avis mødt op for at gå i optog gennem byen. Flensborg-pædagogerne benyttede her lejligheden til at vise deres utilfredshed på bannere med ordlyden: "Lige løn til alle pædagoger fra Ejderen til Skagen" og "Dansk overenskomst til danske pædagoger også hos SdU".

Men i SdU lytter man ikke til kravene. Forretningsfører i SdU Horst Schneider mener ikke, man kan tage så store lønmæssige hensyn til en så lille gruppe af de ansatte i SdU.

"Ikke engang 20 procent af vores pædagoger er medlemmer i en fagforening, og kun en lille del af disse er medlemmer i BUPL. Selvfølgelig er vi interesseret i en fornuftig overenskomst for vores pædagoger, men vi kan ikke miste blikket for helheden i SdU," siger Horst Schneider.

I SdU er der 130 ansatte, der ikke er omfattet af BUPL’s overenskomst, men derimod en overenskomst, der hvert år forhandles med en tysk fagforening. Det er sådanne årlige genforhandlinger, SdU ønsker på lønområdet for foreningens BUPL-medlemmer. Ifølge Horst Schneider, fordi man ikke har råd til at følge danske aftaler.

"Vi har begrænsede økonomiske ressourcer. Vores økonomi kan ikke bære aftaler og lønfremskrivninger, der er besluttet i Danmark under helt andre vilkår," fastslår Horst Schneider.



Se mere på www.bupl.dk



Skoleforeningen og SdU

BUPL Sydslesvig har godt 100 medlemmer, hvoraf cirka 20 pædagoger fra danske mindretals fritidshjem hører under arbejdsgiverforeningen Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, SdU, mens resten, børnehavepædagogerne, hører under Skoleforeningen.

I institutionerne i Sydslesviger de fleste pædagoger uddannet i Danmark, og med børnene taler de dansk, ligesom sangene, der synges, er så danske som "Å Abe".

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.