OK 05; Stem ja til OK, den er okay

Historisk flertal i BUPL's hovedbestyrelse anbefaler medlemmerne at stemme ja til overenskomstforliget ved urafstemningen

Fagforeninger, som enten aldrig har prøvet det før, eller for hvem det sidst skete tilbage i Yngre Stenalder, anbefaler denne gang et ja. Derfor står der et usædvanligt, måske endda historisk stort flertal i BUPL's hovedbestyrelse på 32-6 bag opfordringen til medlemmerne om at sige ja, når de i perioden frem til 30. marts stemmer om den overenskomst, som BUPL - og forhandlingssammenslutningen KTO - er nået til med de kommunale arbejdsgivere.

En overenskomst, som over de næste tre år indebærer forbedringer til en værdi af lidt under 10 procent. Det meste kommer ud i form af generelle eller andre centralt fastsatte lønforbedringer, men der også blevet råd til andet. Blandt andet en moderat forhøjelse af arbejdsgivers indbetaling til pension, en udligningsfond, som fordeler udgifterne til barsel ligeligt mellem alle en kommunes arbejdspladser, samt en række tryghedsskabende garantier i anledning af den forestående kommunalreform.

Desuden står BUPL med en model for den lokale løndannelse, som på ikke alle, men de fleste punkter svarer til, hvad man selv havde bedt om.



Plusser og minusser. Opgaven for BUPL's hovedbestyrelse, da den trådte ekstraordinært sammen søndag 27. februar - i øvrigt for tredje søndag i træk - var at holde plusser og minusser op mod hinanden.

Efter at Erik Jespersen fra BUPL Århus Kommune, en fagforening, der har en lang og stolt tradition for at anbefale medlemmerne at stemme nej til overenskomstforlig, havde haft ordet som den første, stod det klart, at et mønster ville blive brudt.

"Det har jeg aldrig prøvet før, men denne gang vil jeg godt anbefale medlemmerne at stemme for. Jeg synes godt nok, at det er noget svineri, at vi skal straffes for at bruge vores penge centralt i stedet for lokalt. Det ville jeg godt have gået i konflikt på, men da både FOA og Lærerforeningen har accepteret vilkårene, anser jeg en sådan konflikt for udsigtsløs," sagde Erik Jespersen.

Erik Jespersen refererede med bemærkningen om at blive straffet for at bruge penge centralt til det forhold, at arbejdsgiversiden over for alle organisationer er kommet igennem med at belønne de grupper, der har afsat flest midler til lokal løndannelse. Det koster derfor BUPL penge, at man for assistentgruppen har valgt at bruge relativt få midler til den lokale løndannelse for at få plads til større centrale lønstigninger. Isoleret set drejer det sig om 58,5 millioner kroner, mens det i realiteternes verden bliver noget mindre, nemlig omkring de 25 millioner kroner mindre. At BUPL, trods den omkostning, alligevel prioriterede centrale lønstigninger til assistentgruppen, beroede på et politisk valg.

Det syntes Tonny Andersen, BUPL Nordjylland, at BUPL gjorde ret i. Efter at have forsikret om, at det ikke skyldtes et princip, når han ved mange tidligere lejligheder havde stemt imod overenskomstforlig, sagde han:

"Jeg vil gerne være med til at skrive historie og anbefale det samlede resultat over for medlemmerne. Rammen har været snæver, og der er da også nogle skønhedspletter, men det, der var til rådighed, er blevet godt udnyttet. I øvrigt tror jeg ikke på, at vi vil opnå noget bedre ved at gå i en konflikt."



Førstegangs-anbefalere. Listen over hovedbestyrelses- og i øvrigt også forretningsudvalgsmedlemmer, som for første gang i karrieren anbefalede et overenskomstforlig, skulle i løbet af debatten blive endnu længere.

Lennart Troelsen, BUPL Frederiksberg, meldte sig i klubben af, som han udtrykte det, førstegangs-anbefalere. Det sammen gjorde Ulla Nygaard fra BUPL Århus Kommune og - efter nogle, sagde hun selv, nogle meget vanskelige afvejninger - også forbundsnæstformand Lis Pedersen. Forretningsudvalgsmedlem Allan Baumann, der ligeledes plejer at være på nej-holdet, men denne gang sammen med forbundsformand Birgit Elgaard har stået i spidsen for BUPL's forhandlingsdelegation, syntes, at mere talte for end imod forliget og kunne derfor slutte sig til kredsen af anbefalere. Det kunne også Boye Kristiansen fra BUPL Storstrøms Amt og Jeanett Drewsen, BUPL Afdeling 4.

Sidstnævnte forklarede:

"Jeg har ikke haft min fagforeningsbestyrelse med på råd, og min formand er på ferie i Østrig, men da jeg jo er sådan en stærk kvinde, vil jeg med godt humør anbefale medlemmerne at stemme for. Simpelthen fordi det er godt forlig, men også fordi det skal give noget, hvis vi kaster os ud i en konflikt, og det tror jeg ikke på, at det gør. Vi har betalt for at få den løsning for assistentgruppen, som vi anså for bedst, og det er nogle gange prisen i den politiske kamp."



Kæpheste. At beskylde BUPL's hovedbestyrelse for at være en roseklub, vil være uretfærdigt. Ganske vist faldt der på seneste møde anerkendende ord til overenskomstforhandlerne, ligesom der var en klapsalve til staben af sekretariatsmedarbejdere, som har stået dem bi, men der blev i henhold til traditionen også fokuseret på fejl og mangler ved overenskomstforliget. I så høj grad, at Randi Tielbo fra BUPL Afdeling 2 frygtede, at det kunne komme til at skrævvride hovedbestyrelsens udtalelse om forligets beskaffenhed.

"Vi har alle sammen hver vores kæpheste eller små Hassan'er, men hvis vores udtalelse kommer til at indeholde 87 begrundelser for et nej, hvorpå vi slutter med at anbefale et ja, så kan vi da være helt sikre på, at medlemmerne bliver forvirrede. Derfor bør vi begrænse os til den væsentligste indvending, og det er, at vi har skullet betale et vekselgebyr for at bruge penge centralt i stedet for lokalt. Men vi foretog et valg, og vi stod ved det. Det er det, vi skal sige," påpegede Randi Tielbo.

Og sådan blev det. 32 stemte for og seks imod en udtalelse, der vurderer det samlede overenskomstforlig som værende så positivt, at hovedbestyrelsen anbefaler medlemmerne at stemme for det, idet man samtidig forpligter sig til at udarbejde strategier, der leder frem til, at resterende problemer bliver løst ved OK 2008.

De seks nej-stemmer kom fra BUPL København (2), BUPL Ringkøbing Amt (2) og Pædagogstuderendes LandsSammenslutning (2).





Freden er sikret





Det blev ikke ved denne overenskomstfornyelse, at BUPL kom igennem med ønsket om en overenskomst for distrikts- og områdeledere. Arbejdsgiverne kom heller ikke igennem med deres ønske om en afskaffelse af den såkaldte normeringspligt, altså bestemmelsen om, at der ved alle daginstitutioner og klubber skal være en leder og en souschef eller stedfortræder.

Til gengæld blev parterne ved deres afsluttende forhandling onsdag den 23. februar enige om at igangsætte drøftelser om ledelsesforhold og ledelsesstruktur med sigte på, at der kan findes en varig løsning ved OK 2008.

Aftalen indebærer, at der er i de mellemliggende tre år er skabt fred på området, og at BUPL har sikkerhed for, at arbejdsgiverne ikke laver overenskomst til anden side for de nye distrikts- og områdeledere.

Nyt er det også, at eventuelle forsøg med nye ledelsesstrukturer alene skal aftales mellem de lokale parter, hvor en central godkendelse hidtil har været forudsat.

Forbundsformand Birgit Elgaard tilskrives stor personlig ære for, at der i 11. time blev fundet et kompromis, som en enig hovedbestyrelse fire dage senere accepterede med kyshånd.



Goderne fordelt. Ved forhandlingen den 16. november blev der med arbejdsgiverne tillige opnået enighed om anvendelsen af de 305 millioner kroner, som BUPL havde til rådighed for pædagog-specielle forbedringer.

Lederne får 28,1 millioner, som bruges til et ens løntillæg til alle ledere på 3600 kroner om året.

Assistenter og støttepædagoger får 205,7 millioner kroner til grundlønsforbedringer.

Ikke pædagogisk uddannede eller anderledes kvalificerede medarbejder får 8,3 millioner, som ligeledes bruges på grundlønsforbedringer.

Det bruges også de 1,4 og de 32,6 millioner kroner på, som er afsat til stedfortrædere samt souschefer og afdelingsledere.

Studerende i lønnet praktik får lønnen forhøjet med 1,57 procent i både 2005 og 2006. For de øvrige grupper træder forbedringerne i kraft 2006, idet der som konsekvens af KTO-forliget gives et løntrin til alle i 2005.



Fokuspunkt. På pensionsområdet er der i BUPL-forliget aftalt en forhøjelse af pensionsbidraget fra 13 til 13,4 procent.

Igennem er BUPL også kommet med, at der skal gives funktionstillæg for vejledning af pædagogstuderende i lønnet praktik og kvalifikationsløn, når medarbejderen har gennemgået pædagogisk diplomuddannelse.

Parterne er endelig enige om, at der i forbindelse med kommunalreformen skal være særlig fokus på medarbejdere, som varetager opgaver i forhold til børn med særlige behov. Sagt på jævnt dansk betyder det, at der skal prioriteres lokale lønmidler til medarbejdere, som arbejder med vanskelige børn og unge.

Pladsen tillader ikke omtale af alle aspekter af BUPL's overenskomstforlig, men det vil der blive rådet bod på i den overenskomstpjece, som medlemmerne modtager på hjemmeadressen i løbet af næste uge, og hvis Post Danmark vil, ikke senere end 11. eller 12. marts



Urafstemning - nu også på nettet

Hovedbestyrelsens store flertal anbefaler et ja, men det er medlemmerne, som afgør, om det, der i dag blot er et forlig, skal blive til en gyldig overenskomst.

Til det formål igangsættes nu en urafstemning.

Terminerne er følgende: Medlemmerne modtager 11. eller 12. marts på deres hjemmeadresse en kuvert med stemmeseddel og en pjece med beskrivelse af overenskomtsforligets indhold og konsekvenser.

Sidste frist for stemmeafgivning er 30. marts klokken 09.00.

For første gang er der ved en urafstemning i BUPL mulighed for også et stemme elektronisk. Stemmeseddel og overenskomstorientering kan findes på www.bupl.dk Som tilfældet er ved stemmeafgivning på papir, er medlemmerne sikret fuld anonymitet, når de afgiver deres stemme over nettet.

Det elektroniske stemmelokale åbner 11. marts.

I henhold til BUPL's love er resulatet af urafstemningen kun bindende, hvis over 50 procent af medlemmerne har deltaget i den. Så se at få stemt!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.