OK 05; Lønmodel på plads, pengene passer bare ikke

BUPL er sammen med organisationerne i den pædagogiske branche tæt på aftale med arbejdsgiverne om erstatningen for Ny Løn

Ud på morgenen torsdag den 3. februar gik en flok godt mørbankede forhandlere fra hinanden. Ikke med uforrettet sag, men et afgørende element manglede. Underskrifterne, der skulle have beseglet forliget om en ny lønmodel for medarbejderne på det pædagogiske fagområde, kom aldrig på papir. Forhandlerne har været på den igen i denne uge, så det kan ikke udelukkes, at forliget er underskrevet, når dette nummer af Børn&Unge når ud til sine læsere.

Kendsgerningen er nemlig, at organisationerne i forhandlingsfællesskabet inden for den pædagogiske branche - BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund (SL), Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og

3F (tidligere SiD, red.) - er stort set enige med arbejdsgiverne om, hvordan en fælles lønmodel for medarbejderne på det pædagogiske arbejdsfelt skal se ud og virke.

Hvad der kiksede under forhandlingen onsdag-torsdag var at finde tilstrækkelig med finansiering. Lønmodtagersiden forlangte mere på bordet, end arbejdsgiverne var parate til at lægge.

BUPL og den øvrige del af branchen gjorde klart, at de ikke ville nøjes med et økonomisk resultat, der var ringere end det, FOA få dage forinden havde opnået for sine medlemmer på social- og sundhedsområdet. Her "kom" FOA i forbindelse med overenskomstfornyelsen i 2002 til at lave en aftale, som for en mindre del af medlemmerne betød en regulær lønnedgang. En uholdbar situation, som der i det såkaldte SoSu-forlig er afsat midler til at finde en permanent løsning på. Man taler i OK-miljøet derfor om, at FOA har fået en "dummepræmie".

Arbejdsgiverne stod i sidste uge fast på, at der var tale om en slags efterbetaling, som ingen andre kan gøre krav på.



Garantier. Lønmodellen til afløsning af Ny Løn, som der altså er tilslutning til såvel internt på lønmodtagersiden som mellem overenskomstparterne, indeholder en udmøntningsgaranti på alle midler, der er afsat til den lokale løndannelse. Den konkrete udformning henstår dog til forhandling. Der er enighed om at sikre det enkelte fagområde mod lønmæssig agterudsejling gennem en såkaldt gennemsnitsløngaranti. Det er aftalt, at der i hver enkelt kommune skal forhandles løn en gang årligt, og at der også en gang om året skal føres en samlet lønpolitisk drøftelse med den pædagogiske branche. Den kan for eksempel handle om, hvad der kan laves forhåndsaftaler om, og hvad der egner sig bedre til at blive forhandlet har sag til sag.

Desuden beskrives i en procedureaftale, hvad der skal ske, når arbejdsgiverne på deres side flytter kompetencen til at føre lønforhandlinger fra rådhuset ud på institutionsniveau.

Et af de prekære spørgsmål, den skal anvise løsninger på, er, hvordan organisationerne kan håndhæve deres aftaleret, hvis de ikke har en tillidsrepræsentant i den institution, hvor forhandlinger skal foregå.

Endelig forudsætter en udlægning af forhandlingskompetencen, at der er åbenhed om og kendskab til den lokale lønøkonomi, og at de stedlige lønforhandlerne er uddannede til opgaven.



Mest til lederne. BUPL's ønske om at bruge flere overenskomstkroner på ledergruppens lokale løndannelse end på de menige pædagogers er imødekommet i forligsskitsen.

Det, der nemlig lægges op til, er, at der i overenskomstperioden anvendes 1,25 procent af lønsummen til lokal løndannelse for basisgrupperne, mens der afsættes det dobbelte - 2,5 procent - til ledergrupperne.

Konsekvensen er, at basispersonalets lønudvikling i højere grad end ledernes er i fokus ved BUPL's specialforhandlinger med arbejdsgiverne.

I forligsskitsen ligger i øvrigt også, at tilførslen af nye, lokale lønmidler for menige pædagoger først sker i januar 2007, mens lederne får deres penge ud i to portioner - januar 2006 og januar 2007.



Bedre end det bestående

BUPL får ikke opfyldt sin ambition om at komme ud af OK 05 med en alternativ lønmodel.

Det konstaterede forretningsudvalgsmedlem Allan Baumann, da hovedbestyrelsen søndag den 6. februar var kaldt sammen for at blive orienteret om den seneste udvikling på OK-fronten.

"Vi har ikke fået, hvad vi gik efter: Et egentligt alternativ, men vi har tilbud om noget, som er bedre end det bestående, fordi den nye, opstrammede model indeholder flere håndtag, som kan bruges til at styre den lokale løndannelse med," sagde Allan Baumann. Derfor bad han hovedbestyrelsen om et mandat til at gå videre med forhandlingerne.

Det fik han og BUPL's øvrige forhandlere, men afstemningsresultatet - 22 for, 11 imod og 4 blanke - viser, at begejstringen for den nye lønmodel er behersket.

Erik Jespersen, BUPL Århus Kommune, mente, at alle krav, arbejdsgivernes krav vel at mærke, var opfyldt, mens Lotte Thorsen fra BUPL Nordjylland sagde, at modellen fortjente en dummepræmie.

Ulla Nygaard, BUPL Århus Kommune, sagde, at hun almindeligvis går ind for samarbejde med andre faglige organisationer, men fandt det i det her tilfælde problematisk, fordi nogle af de andre organisationerne i den pædagogiske branche ikke vil det samme eller endog det modsatte af, hvad BUPL ønsker.

Randi Tielbo, BUPL Afdeling 2, var derimod ret godt tilfreds med indholdet af forligsskitsen.

"Tag vores eget udspil. Hvor alternativt er det i virkeligheden? Jeg synes faktisk, at det, der tegner sig her, ser temmelig pænt ud."





KTO-forlig om TR-forhold

Til rækken af delforlig mellem KTO og de kommunale arbejdsgivere blev 4. februar føjet endnu ét, det fjerde i rækken. Denne gang omhandlende TR-regler, medarbejdernes medindflydelse i kommunerne, implementering af et EU-direktiv om information og høring samt diverse udviklingsmæssige aktiviteter.

Forliget indfører en afskedigelsesbeskyttelse på et år for TR, der fratræder på grund af strukturreformen, ligesom tjenestemandsansatte TR i fremtiden vil få samme godtgørelse som OK-ansatte i tilfælde af uberettiget afskedigelse.

EU-direktivet om information og høring sikrer, at TR for grupper, der ikke direkte er repræsenteret i de kommunale medindflydelses- og samarbejdsorganer (MED/SU) kan deltage i forhandling om væsentlige ændringer i den enkelte gruppes arbejdsforhold.

BUPL's hovedbetstyrelse har enstemmigt tiltrådt delforliget.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.