Nyuddannede Cathrine. Jeg er blevet helt vildt skarp på dagtilbud

Fra sommeren 2014 har pædagogstuderende skulle vælge sig ind på en af tre specialiseringer: dagtilbudsområdet, skole- og fritidsområdet eller social- og specialområdet. I januar dimitterede det første hold pædagogstuderende, der har været igennem den reformerede uddannelse.

En af dem er 22-årige Cathrine Mikkelsen. Hun har netop modtaget sine eksamenspapirer og kan derfor kalde sig ’pædagog med specialisering i dagtilbudspædagogik’. For hende startede drømmen om pædagogstudiet i barndommen, hvor hendes forældre havde plejebørn.

»Fra jeg var 11 år har mine forældre været plejefamilie. Det startede med, at vi fik to tvillingepiger. Jeg har altid interesseret mig for børn, men det var først, da vi fik plejebørnene ind i familien, at jeg begyndte at interessere mig for pædagogik,« siger Cathrine.



Valget var svært. Fordi tvillingepigerne var med til at vække den pædagogiske interesse i Cathrine, troede hun også længe, at hun ville vælge social- og specialområdet som sin specialisering. Men en samtale med en studievejleder ledte hende i retning af dagtilbudsspecialiseringen.

»Jeg var til en samtale, hvor jeg fortalte, at jeg brænder for børn, der har det vanskeligt eller har specielle behov. Special- og socialområdet har fokus på handicappede og voksenområdet, og det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig,« siger Cathrine, der i løbet af sit studie har været i praktik i tre børnehaver.

Her fik hun øjnene op for, at der er masser af specialpædagogiske overvejelser på normalområdet. I øjeblikket er hun jobsøgende, og selvom drømmejobbet er i en specialbørnehave eller en stilling som inklusionspædagog, søger hun vidt og bredt, også på andre områder end sin specialisering.

»Vi (de studerende, red.) har været ret skeptiske i forhold til, om specialiseringerne ville afgrænse os fra at kunne få visse job. På uddannelsen siger de jo, at vi har lige vilkår alle sammen, og uddannelsen hedder også stadig pædagog, uanset hvilken specialisering man har. Men jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke har viden om for eksempel skole- og fritidsområdet. Jeg har manglet, at vi fik en basisviden inden for alle tre felter,« siger Cathrine.

»Men selvfølgelig har det også en masse fordele. Vi har haft fokus på at blive helt vildt skarpe på netop vores specialisering, hvor vi i stedet kunne have brugt tre et halvt år på at blive mellemstærke på alle pædagogiske områder. Det var det, der var formålet med at ændre uddannelsen, og det er helt klart lykkedes. Der kommer nogle stærkere pædagoger ud nu, som er bedre rustet til faget,« siger Cathrine.



Gør en forskel. Mens Cathrine er på jobjagt, keder hun sig ikke. I dag er hun aflastningsperson for de to tvillingepiger, som hendes forældre i sin tid var plejefamilie for. Ved siden af arbejder hun som lektiehjælper, og i øjeblikket hjælper hun en 6. klasses selvmordstruet pige med at få styr på både tanker og lektier.

Så selvom drømmejobbet stadig lader vente på sig, er hun ved godt mod og glæder sig i stedet over stadig at kunne gøre en forskel for de børn, hun brænder for at hjælpe.

»Jeg vil ikke kede mig. Jeg har været lektie­hjælper i to år, og det har givet en hel masse erfaring, samtidig med at jeg har mødt mange børn, der har det rigtig svært ved at gå i skole. Dem er jeg glad for at kunne gøre en forskel for,« siger Cathrine.