Morten måtte sige stop: Bedre vilkår kræver politisk engagement

Jeg ville af hele mit hjerte ønske, du skulle passe mine drenge hele livet. Du er fantastisk og har en super tilgang til børnene.’



Sådan skrev en seer på pædagog Morten Johannsen Terps Facebookprofil, da den barske DR2-dokumentar ’Hvem passer vores børn?’ var blevet sendt. Fra dag til dag var Morten blevet en landskendt pædagog, og mange var imponerede over hans rolige arbejde med børnene under helt urimelige forhold.



I dag har han indset, at det kræver politisk engagement for alvor at rykke ved betingelserne for pædagogisk arbejde i daginstitutionerne. Og det er han parat til.



»Jeg tror, at det er vigtigt med flere beslutningstagere, der kender virkeligheden indefra,« siger Morten. Han er selv medlem af partiet Alternativet, og han vil gerne arbejde aktivt politisk for ad den vej at være med til at ændre forholdene.



»Som det er i dag, tror jeg ikke, at mange af de embedspersoner eller politikere, der sætter rammerne, har erfaringer fra daginstitutioner. Hvis de havde haft det, ville de ikke have så nemt ved at sætte så snævre rammer,« siger Morten.



Han er glad for de positive bemærkninger, han har fået efter udsendelsen, men det er en ros, han hurtigt giver videre til faget.



»Nu var det mig, tv-holdet fulgte i Børnehuset Hurlumhej, men det kunne lige så godt have været én af mine kolleger, og så havde resultatet været det samme. Der er så utroligt mange gode pædagoger i de danske institutioner, som arbejder rigtigt godt, men som ikke har de rammer og betingelser, de bør have, for at kunne få fagligheden ordentlig i spil,« siger Morten.



Valgte at skifte job. Dokumentaren viser, hvordan han i perioder skulle overskue en hel børnegruppe, samtidig med at et ulykkeligt barn skulle trøstes. Den viser imidlertid ikke, hvordan han havde det, når han kom hjem fra arbejde. For når Morten til fyraften tog hjem i sin lejlighed, var det svært at ryste arbejdsdagen af sig.



»Jeg oplevede løbende situationer, hvor et barn havde behov for hjælp og nærvær, men hvor jeg ikke kunne give det, fordi jeg ikke kunne være flere steder på én gang. Det påvirkede mig fysisk. Jeg skulle se forældrene i øjnene morgen og eftermiddag og vide, at jeg ikke havde haft mulighed for at være der for deres børn, sådan som de kunne forvente det,« siger Morten, som derhjemme havde symptomer på stress og oplevede, at hans sanseapparat var overbelastet.



»Jeg følte mig totalt tømt og havde ikke en gang lyst til at sætte rolig musik på. Jeg meldte mig på et tidspunkt til korsang for i det mindste at kunne sparke mig selv ud af døren, men droppede det igen. Jeg orkede det ikke,« siger Morten.



For ham er arbejdet i en børnehave noget af det mest vigtige, man kan have, og han er fuld af beundring for de pædagoger, der år efter år fortsætter under helt urimelige forhold, fordi de ved, hvor vigtigt deres arbejde er. Selv valgte han efter to år i Børnehuset Hurlumhej at sige farvel til arbejdet, og han er nu ansat i Headspace, en rådgivning for 12-25-årige.



»Her kan jeg også have lange, hårde dage, men jeg er træt på en anden måde, når jeg kommer hjem,« siger Morten.



Gik universitetsvejen. Hans vej ind i pædagogikken udspringer af oplevelser i barndommen. Hans forældre var plejeforældre, og udover sine tre biologiske søskende havde han også flere plejebrødre.



»Min mor er pædagog, og jeg oplevede hendes faglighed i min barndom. Det gav mig lyst til at gå samme vej, men jeg ville gerne have flere muligheder. Det kan man også få ved at tage pædagoguddannelsen, men det fik jeg ikke nogen særlig god studievejledning om, så jeg søgte ind på universitetet,« fortæller Morten, der har en kandidat i pædagogik.



Han har også tidligere arbejdet med blandt andet udsatte børn og unge. Han ønsker at afsøge forskellige pædagogiske arbejdsområder og har en ambition om at være med til at påvirke rammerne for det pædagogiske arbejde politisk, så de bliver bedre, end de er i dag.Foreløbig glæder han sig over, at dokumentaren ’Hvem passer vores børn?’ har sat gang i debatten.



»Jeg synes, at den står som et stærkt vidnesbyrd, men det skal jo gerne føre til handling,« siger Morten – pædagogen, der havde modet til at udstille sig selv og sin faglighed. Fordi det var vigtigt.