Moderne kvindekamp

Hvis jeg som journalist havde siddet over for tre kvindelige pædagogstuderende i 1978 for at tale om ligestilling, ville de sandsynligvis have talt med hævede og ophidsede stemmer om kvindekamp, mandedominans og fri opdragelse, alt imens kvindetegnet dinglede i en ørering eller var trykt på en bluse over frithængende bryster. Væggene omkring os ville sikkert også være klistret til med opslag om kvindelejre, politiske møder og fredsdemonstrationer.

Men det gjorde jeg ikke - altså sad der i 1978. Jeg var barn dengang og mindes blot, hvordan min pædagoguddannede mor delte kage ud på lærerværelset 8. marts (hvad hun vistnok stadig gør), hvordan jeg selv talte med min jævnaldrende niårige veninde om det forargelige i kvinder, der bar makeup, mens jeg selvbevidst planlagde den strålende karriere, jeg skulle have som voksen.

Nu befinder jeg mig 25 år senere i Frøbelseminariets kantine, hvor væggene er udsmykket med de studerendes egne reproduktioner af pop-art: Struttende tegneserieheltinder, der med røde kysselæber overgiver sig til mørke firskårne mænd. Over for mig sidder tre unge stilfulde kvinder med både makeup og bh, og de tøver med at tage ordet, da jeg spørger dem om deres syn på ligestilling i dag. Jeg har sat dem stævne i anledning af Kvindernes Internationale kampdag 8. marts.

»I hverdagen er det ikke noget, jeg tænker så meget over,« begynder Heidi Paepcke. Hun er 32 år og bor i Valby med sin mand og to børn, en pige på syv og en dreng på tre.

»Jeg har det egentlig sådan, at ligestilling ... jamen det har vi jo på mange punkter,« tager Britt Esbjørn Hansen over. Hun er 24 år og bor sammen med sin kæreste i Solrød.

»På nogle punkter er vi ikke lige, men det synes jeg er o.k. Jeg er ikke den person, der går op på barrikaderne.«

Den tredje studerende, Mette Cole, er 32, netop separeret og bor sammen med sin femårige datter på Frederiksberg.

»Der er ingen tvivl om, at der er forskel på mænd og kvinder. Og det skal der også være efter min mening. Selvom jeg nogle gange godt kan føle mig lidt hæmmet af at være kvinde, fordi det, der skal gøres i hjemmet, altid har hængt på mig. Også mens jeg var gift. Jeg sørgede for at hente og bringe barnet, jeg handlede ind og så videre.«

Britt Esbjørn Hansen bryder ind.

»Jeg finder da også mig selv gå rundt og gøre alle de ting derhjemme. Vi kan godt have nogle diskussioner om, hvem der skal vaske, købe ind og lave mad, men det ender altid med, at det er mig, der gør det. Og jeg har heller ikke noget imod det, for det er hyggeligt nok.«

Er det typisk kvinden, der påtager sig ansvaret for det huslige?

»Ja, og faktisk tror jeg også, det ligger naturligt for os,« siger Mette Cole.

»Inderst inde vil vi helst ordne det hele selv, men det bliver et dilemma, fordi vi også gerne vil nogle andre ting. Og når vi tager det ansvar, kan det samtidig hæmme os i vores sociale liv eller i vores arbejdsliv.«



Mænd fik ikke lov til orlov. Modsat de andre gør Heidi Paepcke meget ud af, at opgaverne skal fordeles ligeligt mellem hende og hendes mand.

»Jeg afleverer børn, og han henter. Det synes jeg er meget rimeligt. De andre opgaver deler vi også. Men som mor er jeg nok mere på, end han er. Jeg påtager mig mere ansvar for børnene og har haft lidt svært ved at give slip på dem. Nogle gange gør vi kvinder os selv en bjørnetjeneste ved at sige, at vi er bedre til det. Men det ligger i os, tror jeg.«

De andre nikker, mens alle bliver enige om, at det ikke kun er noget biologisk. Det hænger lige så meget sammen med opdragelsen.

Heidi Paepcke og hendes mand delte forældreorloven ved deres ældste barn, så de hver tog tre måneder ud over barselsorlovens seks måneder, som Heidi selv tog. Selvom hun syntes, det var godt for hele familien at dele orloven, tog hun selv det hele ved barn nummer to.

»Første gang var jeg meget opsat på, at vi skulle være lige, men med vores dreng tænkte jeg, at han nok var den sidste, og så ville jeg gerne selv have det hele. Og det var o.k. for Johnny.«

Mette Cole tog al orloven alene.

»Min mand og jeg gjorde meget ud af, at han gjorde lige så meget sammen med min datter som mig: Badede hende, madede hende og så videre. Men han tjente meget mere, end jeg gjorde, og derfor ville det ikke have hængt sammen rent økonomisk, hvis han havde taget orlov.«



Uretfærdig løn. Lønforskelle mellem mænd og kvinder er noget, som de tre finder dybt uretfærdigt. Hvor de alle mener, at kvinden i dag selv har ansvaret for, hvordan de huslige pligter bliver fordelt, så mener de ikke, der er nogen undskyldning for, at man stadig ser kvinder få lavere løn end mænd.

En næsten ny undersøgelse viser, at en offentligt ansat kvinde i EU i gennemsnit kun tjener 87 kroner, når en mand tjener 100. Hvis hun er ansat i den private sektor, tjener hun kun 82. Og selvom lønforskellene i Danmark faktisk er de laveste i EU, så findes de stadig. De største lønforskelle ser man imidlertid mellem fag således, at traditionelle mandefag er bedre betalt end kvindefag.

»Der er ikke nogen mening i, at en ufaglært lagerarbejder får en højere løn end en pædagog. Men sådan er det. Og det kan kun skyldes, at lagerarbejde traditionelt er et mandefag,« siger Mette Cole.

»Jeg tror generelt, at kvinderne kommer bagefter i lønudviklingen på grund af de afbræk, som de oplever, fordi de får børn. De karrierekvinder, der vælger børn fra, kan godt nå op på mændenes niveau.«

Britt Esbjørn Hansen tror, at mange mænd vælger profession efter, om "der er penge i det", mens hun selv udelukkende har valgt fag efter, hvad hun havde lyst til. Det har de andre også, men dermed ikke sagt, at de ikke har drømme om at gøre karriere. Både Heidi Paepcke og Mette Cole vil gerne være ledere, selvom de begge oplever, at mandlige pædagoger går mere målrettet efter lederstillingerne.

»Jeg er ikke parat, før jeg har fået de børn, jeg skal have. Og de skal have nået en alder, hvor de ikke er så afhængige af mig. Så bliver det min tur til at komme på banen« siger Mette Cole med eftertryk og smiler. Heidi Paepcke nikker.



Porno laves kun til mænd. Der har været megen debat om, hvordan kvinder bliver fremstillet i reklamer og porno. Hvordan ser I på det?

»Jeg oplever det ikke selv som diskriminerende, men det er da skræmmende, når ni-tiårige piger får lov til at gå med makeup, tage små toppe på og udstråle sex. Det kan de da ikke blive andet end frustrerede af,« mener Britt Esbjørn Hansen.

»Jeg har det også mest i forhold til børnene. De skønhedsidealer, som de skal leve op til med silikone, bare maver og den slags,« siger Heidi Paepcke.

Pornoen ser hun ligeledes som et problem i forhold til børnene, der bliver tvunget til at se på pornofilmenes omslag og bladenes forsider, når de bliver stillet i børnehøjde.

Mette Cole mener imidlertid også, at det er et spørgsmål om ligestilling.

»Når vi taler porno, så kan jeg godt se det som et problem, at det bliver lavet ud fra et mandesyn. Når man ser en pornofilm, hvor en kvinde bliver taget af ti mænd, så kan man da godt tænke, at det er fuldstændig mandedomineret og ikke kan være af lyst, hun gør det,« siger hun.

De andre nikker.

Så I efterlyser porno for kvinder?

Alle griner højt og lidt forlegent.

»Ja, hvorfor ser man ikke én mand sammen med ti kvinder? Jeg tror da, at der er et marked for det, men vi har ikke valgmuligheden.«



Kvindepower efterlyses. Hverken Britt Esbjørn Hansen, Heidi Paepcke eller Mette Cole mener, at der er store ligestillingsproblemer i dag. Der er faktisk ikke grænser for, hvad kvinder kan opnå. Alligevel når de frem til, at det er værd at markere Kvindernes Internationale Kampdag.

»Jeg synes, man skal gøre det af respekt for de kvinder, der tog kampen for os for mange år siden. Og vi skal også vise, at vi er her endnu,« siger Heidi Paepcke.

»Jeg ville bare ønske, at vi kunne markere den ordentligt Det bliver så tamt. Vi mangler altså den power, som vores forældre havde,« mener Mette Cole.

»Vi ser kun os selv og vores egen lille verden. Vi har ingen visioner. Vi accepterer bare tingenes tilstand og går og nulrer derhjemme om børn og mand. Det synes jeg er generelt for vores generation«

»Ja, det ligger nok i generationen. Vi har langt hen ad vejen nok i os selv,« tror Heidi Paepcke.

Det ser Britt Esbjørn Hansen ingen problemer i.

»Jeg har ikke lyst til at gå ud og demonstrere, for jeg har det godt. Jeg har det fint. Jeg er tilfreds med det samfund, jeg lever i, og det er nok derfor, jeg ikke tænker større, end jeg gør.«

Selvom Mette Cole efterlyser power, kan hun godt se, at hun samtidig trækker i den modsatte retning.

»Et eller andet sted siger jeg jo også selv, at det er o.k., at kvinder er kvinder, og mænd er mænd. Men jeg ønsker jo ikke kvinderne ud af arbejdsmarkedet. På den anden side var vores mødre måske for meget ude på arbejdsmarkedet, og vi var for meget i institution. Jeg reagerer nok lidt imod det, mine forældre gjorde. Jeg kom i institution, da jeg var tre måneder, og så kørte det ellers derudaf. Jeg har en ambition om, at mit barn ikke skal være i institution fra halvotte om morgenen til halv fem om aftenen, for det er jeg imod.«

Det er de andre også. Og flere blikke falder pludselig på kantinens store ur. Klokken nærmer sig fire om eftermiddagen, men der er heller ikke så meget tilbage at sige.

Kort efter kører vi alle hver til sit. Tre af os hastende mod hver sin daginstitution.



Kvindekamp fra Tyskland

8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag. Den har eksisteret, siden tyskeren Clara Zetkin fik den indført i 1922. Kvindekampen i Danmark var især stærk i begyndelsen af århundredet og i 1970'erne. I begyndelsen af århundredet drejede kampen sig først og fremmest om kvinders valgret - hvad de først fik i 1915.

I 1970'erne gik kampråbene mere på økonomisk, social og seksuel ligestilling mellem kønnene, og selvom mange mener, at denne kamp stadig ikke er vundet, så har den slet ikke fat i kvinderne i dag, som den havde for 30 år siden.

Betyder det så, at kampdagen har overlevet sig selv? Børn&Unge har spurgt tre unge kvindelige studerende om deres syn på kvindekamp og ligestilling i nutidens Danmark.